Game over for tronen

Hermed sidste afsnit i min føjeton om hvad jeg synes der er godt og skidt ved tv-serien Game of Thrones. Jeg vil starte med min generelle holdning, før jeg går videre med min lille hitliste over hvilke karakterer der er interessante og hvilke der ikke er. (Se første, andet og tredie indlæg i denne serie).

Ligesom med næstsidste sæson, handler det meget om at afvikle de forskellige karakterers historier, og ligesom der, gøres det i mange tilfælde klodset og forhastet. Nok dels fordi de er kommet foran bøgerne og ikke mere har et grundigt gennemtænkt forlag, dels fordi de har en masse ting at gøre færdige på relativt få afsnit. Men der er da en del lyspunkter – eller måske jeg skulle kalde dem mørkepunkter. I modsætning til mange fans som var sure og endda forlangte at seriens slutning burde optages om, var jeg ikke specielt utilfreds med udfaldet af det store magtspil. De to afsnit jeg fandt bedst var klart slutopgøret med de udøde og terrorbombningen af hovedstaden. Begge de afsnit var superdramatiske undergangshistorier.
Overordnet set er det interessante ved GoT ikke dens verden, som er en ret standard fantasy-verden ( i tv-serien. Jeg ved ikke om det er anderledes i bøgerne.) Derimod er mange af personernes historier interessante. Andre knap så interessante. Så uden mere indledning, vil jeg springe ud i det og sige min mening om de mest markante personer i sidste sæson af GoT.

Drageprinsessen
Hende var jeg ikke fan af. Det var mange andre åbenbart, for da hun (også) sprang ud som psykopat til sidst, var der en underskriftsindsamling for at lave slutningen på GoT om. Jeg må anbefale underskriverne i stedet at genese serien. Gang på gang er Dragedamen lige ved at gøre noget rigtig ondskabsfuldt, men bliver talt fra det i sidste øjeblik. Hun er superambitiøs og sygelig selvoptaget. Men alle falder pladask for hende, inklusiv åbenbart mange af seerne. En så smuk kvinde kan da ikke være psykopat! Men det er hun, ligesom hendes far var. Da så to af dem hun lyttede mest til dør, går det helt galt. Noget der irriterede mig var at hendes drager for det meste er uovervindelige, men af og til slet ikke er det, når plottet kræver det, som da Pilou Asbæks stjernepsykopat får ram på en af dem. Det er generelt et problem med uovervindelige “Mary Sue”-karakterer, at man af og til må gøre dem (og deres drager) svagere af hensyn til plottet. Men hun kom stærkt igen til sidst.
Jeg havde faktisk troet at hun var udset af forfatterne til at ende på tronen, og er glad for at de i stedet tog konsekvensen af alle forvarslerne og lod hende blive gal til sidst. Men hvad er så meningen med hende? Tilsyneladende at vise at den man tror på som helten i historien også kan vise sig at være skurk til sidst. Jeg ved ikke rigtig hvad jeg skal mene om det. Jeg selv hadede hende gennem det meste af serien, og brød mig slet ikke om hendes historie. Dem som hoppede på og troede hun var historiens heltinde blev enormt skuffede.
Jon Snow
Den dumme, gode helt. Han klumrer rundt i det med idiotiske planer og forelskelser der kun fører død og ulykke med sig. Dør af det samme som sin far (eller stedfar, finder vi ud af at han er), men genoplives fordi ham skal vi bruge in another afsnit. Jeg begyndte at få lidt ondt af ham over alt det han går igennem, men grundlæggende fandt jeg ham ikke specielt interessant. Han skulle åbenbart bare bruges til at likvidere skurken til sidst.

Lillesøster Stark
Der var mange sære historier med hende, som jeg holdt meget af, men til sidst blev hun pludselig super-ninja med næsten overnaturlige evner, dvs. endnu en “Mary Sue”. I sidste sæson havde forfatterne så åbenbart ombestemt sig, og gjorde hende mere menneskelig igen, og dermed mere interessant. Det var et fint gensyn hun fik med “The Hound”. Næsten som den gamle Arya.
Dværgen
Var en meget interessant karakter, indtil han begyndte at arbejdede for dragedamen af uforståelige årsager. Han burde have lært at holde sig langt væk fra magtmennesker. Men han kom stærkt igen til sidst.
Lille Stark som blev skubbet ud af vinduet
Jeg havde forventet en del af ham, men han blev mest en passiv tilskuer til en masse baggrundshistorie for det de andre karakterer oplevede. Dermed blev han lidt for kedelig og ikke sær nok. Forresten et mærkeligt valg af forfatterne at gøre ham til konge til sidst. Som en Kong Arthur-historie hvor Merlin ender som konge. Men det var da noget man ikke lige havde set komme.

Jamie Lannister
En meget kompleks person, der går fra ubetinget skurk til skæbne-tynget helt. Jeg var ret glad for den måde de sluttede hans historie på.
Cersei Lannister
Godt nok noget af en psykopat, men jeg synes det lykkedes Lena Headey at vise hvordan hun var endt sådan. Hun var bare den der havde klaret sig gennem alle magtkampene med ambition og snilde. Den klogeste af helvedes indbyggere. Men de højere magter ville selvfølgelig ikke lade hende vinde.
Hvem var så bedst?
Taget gennem hele serien synes jeg Stannis Baratheons (inklusiv bipersoner) og Jamie og Cersei Lannisters historier var de bedste. Jeg ville også have placeret Tyrion Lannister og Arya Stark i toppen, hvis ikke de havde haft svage perioder i midten og hvis de havde fået nogle mere interessante slutninger på deres historier.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.