Hvorfor jeg hader Game of Thrones og alligevel ser den

Dengang jeg spillede meget rollespil og nogen brokkede sig over at ting i den fiktive verden ikke hang sammen, lød svaret ofte: Det er magi. Altså det er fantasy, og derfor kan alt lade sig gøre. Det har jeg altid syntes blot var en dårlig undskylding for at det var dårligt gennemtænkt. En anden ting jeg ofte var irriteret over, var såkaldt dugeneon crawl, hvor man udforskede en endeløs række af næsten identiske huler, befolket af ikke specielt originalt designede uhyrer og kun lejlghedsvis små brudstykker af en historie som hang nogenlunde sammen. Det handlede om at levere mest muligt spil til de hungrende spillere, og ikke spil med den bedst mulige historie. Her på mine gamle dage opdager jeg så at de to irritationsmomenter er genopstået i tv-serien Game of Thrones, der som udgangspunkt lignede en tv-serie der for en gangs skyld tog fantasy som genre alvorligt. I det følgende vil jeg prøve at få afløb for mine sammensparede frustrationer og prøve ikke at spoile mere en strengt nødvendigt – dog antager jeg at folk har set i hvert fald den første sæson af serien.

Oplægget er ganske fint: Nogle dunkle begivenheder i fortiden har frembragt den sørgelige tilstand som verden er i ved seriens start. Vi får efterhånden antydninger af både hvad der er sket og hvad der kan komme til at ske, og lærer et større persongalleri at kende. Det er en ganske ok opbygning til et længere fantasy epos, og der er tilstrækkeligt meget nyt vil hele tiden bliver introduceret til, så det ikke bliver kedeligt. Det handler mest om politik og intriger i den centrale kongeby og det er godt lavet.

Men så: En central hovedperson kommer af dage. Det var forvarslet på behørig fantasy-vis og gav god mening, ud fra at vi nu trængte til at der skulle ske noget mere i handlingen. Som da Gendalf falder ned i sin kløft i Ringenes Herre. Det som bar handlingen er væk og noget nyt og spændende, der bygger på det foregående, kan starte. Men så går det galt. Vi skal pludselig ikke bare følge et relativt begrænset antal hobitters historie, men et persongalleri så stort at man næsten skal tage noter for at følge med. Det kunne også have været godt, hvis alle disse personers historier var interessante og gav mening til det episke plot. Men i stedet bliver vi præsentret for klichefyldt og uinteressante personer og et plot der stritter i alle mulige retninger og ikke ser ud til at kunne samle sig om en sammenhængende historie. Hvis så bare de enkelte personers historier var interessante, så kunne jeg leve med at deres sammenhæng ikke bliver klar før i senere afsnit.

At jeg så alligevel ser Game of Thrones skyldes at nogle af personerne faktisk har interessante historier. Af og til føler jeg mig stærkt fristet til simpelthen at springe scenerne med de andre personer over, for at nå fra det gudjammerligt kedelige til det interessante. Men indtil videre har jeg dog forsøgt at holde bordskik og få det hele ned. Men ingen vil kunne få mig til at læse bøgerne. Det vil jeg simpelthen ikke bruge min tid på. Her følger så en liste over nogle af de personer jeg kan lide at følge og nogle af dem jeg helst ville spole forbi, hvis jeg kunne være sikker på der ikke lå spor til resten af historien hos dem:

Dem jeg hader:

Drageprinsessen: Hende får jeg nærmest kvalme over. Den hvide kvinde med det lyse hår, som alle de sorte falder i svime over og vil gøre alt for. Den lallende amatør som med et helt urimeligt stort held får gennemført alle sine tåbelige planer. Befri-slaverne-romantik af væreste skuffe: Det er kun fordi de samfund vi støder på i hendes historie er så skitseagtigt fortalte og så fulde af klicheer, at det ser ud som om der er en smule logik i hvad der foregår. Det er åbenbart forfatterens yndling, siden hun slipper af sted med alt det, men hendes opførsel som i det ene øjeblik sadistisk morder og det andet øjeblik som selvglad frihedshelt, får mig blot til at ønske at den historie snart får en ende.

Robb Stark og hans mor: Vi får at vide at han er en eminemt general som aldrig har tabt et slag. Når vi så får ham at se i funktion, udviser han en fatal mangel på evne til at læse andre mennesker og ikke mindst kommandere med andre mennesker. Hvordan fanden er det så lige han er en stor general? Det vi får at høre om hans krig, virker meget besynderligt. Tilsyneladende kan man have en hær i felten i dette fantasyland uden nogen form for økonomi og logistik. Man futter bare fra sted til sted og slår de andre hære efter behov, uden tanke for hvad det koster eller at man skal have forsyninger. Og Robbs mor, der med sin alder og kendskab til politik burde vide bedre, foretager sig noget totalt tåbeligt i sæson 2, som ikke giver nogen som helt mening. Robb fjoller så lidt rundt med en han tilfældigt blev forelsket i, flytter sin hær lidt frem og tilbage, men intet interessant sker.

Jon Snow: Som sin halvbror forelsker han sig i en han tilfældig møder og får slået en gruppe af sine venner ihjel på den konto. Derefter møder han nogle ædle vilde som opfører sig som indianere på krigsstien, men i hippeversionen, hvor det er synd for dem at de er lystmordere, fordi de er så ædle. Man må give ham at han prøver at rette lidt op på sine fejltrin, men selvfølgelig ikke uden at have lidt forbudt sex med en af de ædle vilde. Hvad skal den historie gøre godt for? Er der ikke rigeligt med kærlighed-fører-til undergang historier allerede?

Dem jeg godt kan lide:

Dværgen: Interessant fordi han er i konflikt med at være et godt menneske og at være noget for familien. Fantastisk casted skuespiller.

Jamie, hans bror: Interessant fordi han både er en stor helt og en stor forbryder. Også fantastisk godt casted skuespiller.

Lillesøster Stark: En sjov historie, ikke så meget for hende selv, men med alle de sære, ekstremt voldelige mænd hun møder.

Dem der stadig er lidt potentiale i:

Stannis: Jeg synes ikke om det hele, men grundhistorien, om manden der laver en pagt med djævlen for at redde verden, har en hel del potentiale.

Den gamle far Lannister: Er jo spillet af Charles Dance, som kan hæve den lidt klicheagtige rolle til noget der er i hvert fald er værd at se på.

Den lille Stark der faldt ned fra vinduet: Der er lidt antydninger af nogle spændende ting i store episke plot ved ham og der sker en del sære ting, som gør det spændende. Men også en ret langtrukken historie.

2 Comments

  • Henning Andersen
    06/23/2013 - 17:04 | Permalink

    I sit essay “From Elfland to Poughkeepsie” (findes i samlingen The Language of The Night), gør Ursula K. LeGuin udmærket rede for, hvad der går galt i “Fantasy” når det bliver tydeligt at det faktisk slet ikke er fantasy, men derimod familiedrama a la american mode.

    Det er iæøvrigt ret ærgerligt, for George R.R. Martin var (er?) en glimrende forfatter, og det kunne være interessant at høre nogle genre-historikeres bud på, hvorfor denne relativt inferiøre “fantasy-serie” from years back lige pludseligt er kommet i tv-selskabernes søgelys. På den anden side: – lucky George! Han tjener sandsynligvis kassen, as of this moment. Det bliver materialet bare ikke bedre af.

  • admin
    06/26/2013 - 02:28 | Permalink

    Jeg er ikke meget i tvivl om at Martin kender sin genre og tager den seriøst. Det er det alt for meget ligegyldige fyld jeg brokker mig over. Manden når muligvis aldrig at få skrevet den historie færdig han startede på for så mange år siden. Og selv om jeg ikke kunne finde på at læse bøgerne, kan jeg godt forstå at andre gør. Hvis man ser det at der er mange personer i en bog som en kvalitet i sig selv, er den sikkert ganske ganske fornøjelig at læse. Jeg ville så bare blive meget vred, når personer dør, blot fordi George er bange for at blive for forudsigelig. Lad os se: Hamlet falder pludselig og brækker halsen, og så viser det sig at hans far ikke er død, men blot har planlagt en snedig hævn. Det ville ingen have regnet med! Der er så lige det problem at det er Hamlet som er den interessante person, så uden ham giver tragedien slet ikke mening mere. Nu har Martin efter min mening endnu ikke slået nogen ihjel i tv-serien som er centrale for historien, men der er også en del afsnit tilbage.

    Martin er en som alle kender og som kender alle, og han har før arbejdet med tv, så der er ikke noget sært i at hans serie endte med at blive til tv. Den er også ganske velegnet til det, da der er mange små historier at fortælle udover den store,

  • Comments are closed.