Science fiction

Science fiction og mig har en meget lang historie. Noget af det tidligste jeg husker er at jeg legede en eller anden science fiction-agtig leg i mine forældres dagligstue på Grønland. Den involverede en Kit Kat chokoladebar og en sofapude. Spørg mig ikke hvad det gik ud på, de neuroner det stod i er for længst overskrevet.

Det hele startede først for alvor lidt efter jeg var blevet konfirmeret, hvor jeg læste mange bøger, og da opdagede at bøger også kunne indeholde science fiction. Op til slutningen af mine gymnasieår læste jeg alt hvad jeg kunne få fat i af science fiction på dansk. Det var Niels E. Nielsen og det var en lang række oversatte forfattere fra Stig Vendelkærs forlag og andre – Clarke, Asimov, Bradbury, Dick, Aldiss og Delany er nogle af dem jeg husker som mine favoritter fra dengang.

Da det ikke var til at opdrive science fiction på danske mere, måtte jeg springe ud i at læse på engelsk. Det var nu ikke så svært, da jeg allerede læste mange tegneserier på engelsk, som jeg købte i en butik ved navn Fantask, der tilfældigvis også havde et stort udvalg i science fiction på engelsk. De to første bøger jeg læste på engelsk var så vidt jeg husker Frank Herberts Dune og Harry Harrisons Stainless Steel Rat. Siden er der blevet til nogle hundrede flere.

Jeg kendte flere andre science fiction fans på det tidspunkt, også et par stykker som var aktive i foreninger, men det blev ved det at læse for mit vedkommnede. Efterhånden kom jeg så helt væk fra science fiction-genren. I første omngang en periode hvor jeg læste både science fiction og fantasy, men nogenlunde sammenfaldende med at jeg kom i gang med studierne igen, blev det mest til fagbøger og “mainstream” litteratur.

Hvordan det lige var jeg kom igang med science fiction igen, husker jeg ikke helt eksakt, men det har i hvert fald noget at gøre med at jeg så Stephen Soderberghs filmatisering af Stanislaw Lems Solaris og derefter genlæste romanen. Det kom som en stor overraaskelse for mig at den ikke alene holdt, men havde lige så stor kunstnerisk dybde som den bedste af “mainstream” litteraturen. En anden begivenhed var at jeg var begyndt selv at skrive, og blev involveret i en skrivegruppe, hvor stort set alle medlemmer var science fiction-fans.

Siden da har jeg brugt en hel del af min fritid på at være science fiction fan. Desværre med ikke helt så meget tid på at læse som jeg gerne ville, men jeg er da nået så langt at jeg kan se at science fiction-genren faktisk har udviklet sig en hel del siden jeg var teenager. Desværre er der mange som tror at science fiction genren stoppede i 1980erne med William Gibson og hans udsagn om at fremtiden allerede er her og vi derfor ikke behøver at skrive om den. Jeg har derimod sat mig for at modbevise det, og har derfor blandt andet startet mit eget lille science fiction-forlag og har i seks gange stået i spidsen for en (overvejende litteratur-) festival med science fiction på programmet.

Nogle af de forfattere jeg læser for tiden og synes godt om er Iain M. Banks, Alastair Reynolds, China Mieville, Thomas Dish, Philip K. Dick, M. John Harrison, Kim Stanley Robinson, Stephen Baxter, Christopher Priest og (stadig) Stanislaw Lem. En overvægt af britiske forfattere, men der er simpelthen bare mange forfattere fra den ø som skriver god science fiction.