Efter nogle år hvor jeg har besøgt en hel del science fiction conventions (og desværre ikke fået blogget om ret mange af dem), var jeg i år ikke sikker på jeg ville få råd til at tage til Worldcon i Dublin, den tredje Worldcon i Europa på kun fem år. Men afsted gik det en torsdag formiddag med SAS’ direkte forbindelse til Dublin. Efter et par timers flyvetur var jeg i Dublin, hvor planen var at tage ud på mit hotel først og dernæst til CCD – Convention Center Dublin – hvor det hele foregik. Troede jeg.
Det viste sig at være meget nemmere at gøre det i omvendt rækkefølge, ud fra den måde busser og sporvogne kørte på i Dublin. Så jeg ankom til Worldcon noget før beregnet. Indtjek var ganske meget hurtigere end jeg havde regnet med, så det så ud til at jeg kunne nå et foredrag af G. David Nordly, som jeg ikke havde regnet med at kunne nå. Jeg skulle bare lige finde lokalet det foregik i. Her kom så svaret på det jeg spørgsmål jeg havde hørt nogle fans stille da Dublin vandt konkurrencen om at kunne arrangere Worldcon i 2019. Nemlig hvad de ville gøre ved at CCD ikke er stor nok til at rumme en hel Worldcon. Svaret var at Worldcon foregik både i CCD og flere andre bygninger i nærheden. I nærheden er måske så meget sagt. Efter noget febrilsk bladren i lommeprogrammet fandt jeg ud af at “Odeon” var en biograf de havde lejet til Worldcon, og at den lå øverst i et butikscenter en kilometer væk.
Det lykkedes mig at ankomme to minutter før Nordly – en raketvidenskabsmand m.m. som altid har noget klogt at sige – kom med sit foredrag. Nordly selv fik jeg ikke set så meget til, da jeg kun fik en ståplads i indgangsslusen til biografsalen hvor det foregik. Jeg kunne dog få mit kamera så højt op at jeg kunne se ham med det. Og jeg kunne høre foredraget, der var om hvordan man realistisk set kan forestille sig at handel mellem solsystemer vil foregå. Det var som forventet ganske interessant og velforberedt. Lige bagefter var der et andet interessant foredrag i samme lokale. Men jeg valgte at tage ud til hotellet.
De næste timer brugte jeg på at lege turist i Dublin. Jeg havde regnet med at bruge nogle få timer på det, for ikke at gå glip af for meget af den con jeg var kommet for. Men efter oplevelsen med en lang tur for bare at nå frem til et lokale, og dernæst opdage at lokalet var totalt overfyldt, besluttede jeg at forlænge min bytur. Vejrudsigten havde lovet halvkoldt vejr med regn, men faktisk var det ganske fint sommervejr. Jeg fik blandt andet set det meste af den centrale del af byen fra en dobbeltdækker-sightseeing-bus, komplet med røverhistorier om byen fra chaufførens højttaleranlæg. Der var rigtig meget af byen jeg gerne ville studere nærmere. Men det må blive en anden gang.
Sidst på torsdagen var jeg tilbage på CCD med en af byens mange sporvognslinjer. Den kom jeg til at bruge ret meget, da det var nemmeste transportmiddel mellem mit hotel og CCD, og man også kunne spare lidt gåtur ved at tage den noget af strækningen mellem CCD og Odeon. Så vidt jeg husker missede jeg her et panel, da lokalet var helt fyldt op, men fik dog set en smule af det jeg havde planlagt at se hjemmefra. Men noget foruroligende, da der plejer at være en del flere mennesker på Worldcon i weekenden end torsdag og fredag. Et af de paneler jeg overværede var om “hopepunk”, en reaktion mod pessimistisk fantasy og science fiction (grimdark og dystopier), hvor verden godt nok er hård og brutal, men hvor man skal bevare optimismen og blive ved med at kæmpe. Det måtte så også gælde kampen om at komme ind til de programpunkter jeg havde set frem til.
Om fredagen var arrangørerne i gang med at få et køsystem til at fungere, med hjælp fra en masse ekstra frivillige som de havde lokket til med diverse frynsegoder. Men det var først om lørdagen at det kom til at fungere nogenlunde. Det var selvfølgelig godt at tingene ikke var i totalt kaos mere, men jeg kunne godt have undværet de sammenlagt flere timer jeg brugte på at stå i kø, og de frivillige (Worldcon er baseret på udelukkende frivillig arbejdskraft) kunne sikkert godt have tænkt sig at lave noget andet på Worldcon end at dirigere strømme af andre fans omkring. Jeg tog en kort afstikker fra kaosset fredag til et lille museum dedikeret til James Joyce. Hans hus er for længst revet ned, men de havde udstillet døren, som nogen havde bevaret. Der var en del interessante bøger om Joyce til salg, men da jeg rejste med kun håndbagage, købte jeg ikke nogen af dem. Det blev dog til en ægte James Joyce blyant (Made in China), som jeg nu håber at kunne skrive et mesterværk af en roman med. Eller i hvert fald starten på en.
Fredag eftermiddag var der en af de paneldiskussioner jeg havde set mest frem til. Det handlede om at lave antologier, noget jeg selv går og roder med. Deltagere var blandt andre Ellen Datlow og Ian Whates, som begge har rigtig meget erfaring med det fra henholdsvis forskellige store forlag og et lille forlag. Meget af det de sagde bekræftede nok bare hvad jeg vidste i forvejen, men der kom også en del gode tips. Efter det måtte jeg haste over til et hotel der er nabo til indkøbscenteret hvor Odeon ligger, for at høre et en diskussion om Hari Seldon. Som alle selvfølgelig ved er ham der opfandt videnskaben psykohistorie, som optræder i Isaac Asimovs Foundation-serie.
Spørgsmålet var om vi med nutidens big data og datamining er i stand til at gøre som Seldon og forudsige hvordan hele vores cvilisation vil udvikle sig de næste mange år. Panelet bestod af folk fra forskellige fagområder, der hver havde deres bud. Svaret var, at nogle ting kan vi faktisk forudsige ret præcist nu, men hele verdens historie er meget svær at forudsige, og hvordan verden vil se ud efter en af de store verdensomspændende kriser der opstår i Asimovs bøger, kan vi knap nok gætte på. Efter det panel hastede jeg afsted til en pub der lå i nærheden af mit hotel, hvor der via en Facebook-gruppe var blevet arrangeret et møde for de danskere der var i Dublin. Med lovlig kort varsel, så der var i hvert fald en 5-6 danskere jeg ved var derovre, som ikke nåede at få beskeden. Men vi (11) fik drukket lidt Guiness og spist lidt irsk mad, mens vi udvekslede erfaringer på vores fine modersmål, samtidig med at en hyggeguitarist og hans allierede bombarderede os med irske klassikere.
Lørdag bestemte jeg mig i sidste øjeblik om og stillede mig i kø til en diskussion om “folk horror”, som åbenbart er det helt store i horror-genren for tiden. Det var blandt andet med den britiske horror-veteran Ramsey Campbell. Man spekulerede over om det var byfolks frygt for hvad dem ude på landet nu kunne finde på, som havde gjort folkeskrækken så populær. De vælger jo orange præsidenter, siger nej til unionen og alt muligt andet tosset. Men jeg måtte videre i mit program, som jeg havde rettet i for at slippe for noget af kø-stresset. Lørdag eftermiddag tilbragte jeg da i Odeon, nærmere bestemt i den biografsal hvor det akademiske spor løb. Det bestod af en række præsentationer af forskere i alt fra simulakraer i cyberpunk til raketvidenskab (David Nordlys foredrag torsdag var et af dem) på omkring et kvarter. Fordelen ved at være i Odeon var at jeg kunne nøjes med at stå en gang i køen til Odeon, og derefter kunne blive deroppe. Der var ikke ret mange tilhørere til det akademiske spor, hvilket var synd. Det var rigtig godt forberedt og der var mange gode og spændende præsentationer. Men det jeg synes var bedst var en diskussion mellem tre akademikere om myter. Ikke som i gamle myter, men som i hvordan vores verden styres meget mere af myter (kontra rationalitet) end vi tror.
Sidst på eftermiddagen futtede jeg så tilbage til CCD, i tide til at få plads i lokalet hvor der skulle diskuteres horror, denne gang fra et redaktør-synspunkt, og med blandt andre Ellen Datlow og Stephen Jones, to af de ret store navne indenfor genren. Så naturligvis foregik det i et af CCD’s mindste lokaler. Jeg følte mig en hel del klogere på genren efter det panel. Især var jeg imponeret af Stephen Jones, som jeg intet kendte til før jeg gik ind.
Senere gik jeg blandt andet til nogle oplæsninger, og jeg sluttede dagens program af med en paneldiskussion om finansielle systemer i fremtiden. Ganske spændende diskussion, med et godt sammensat panel af folk der vidste meget om emnet. Blandt andet var der en som mente at kunstigt intelligens vil kunne redde det finansielle system fra endnu et sammenbrud, ved at handle mere intelligent end de automatiske systemer til handel der findes nu. Jeg ved ikke om jeg helt købte den ide. En kunstig intelligens kan også opføre sig temmelig dumt, hvis der sker noget som den ikke er trænet op til at håndtere.
Søndag formiddag og eftermiddag var jeg igen på plads på det akademiske spor (det sluttede midt på eftermiddagen), på nær en enkelt tur til et panel på CCD. Dette panel skulle handle om ældre forfattere og ældre hovedpersoner i fiktion. Der er ofte det problem på science fiction conventions at der er få kvinder på programmet – mændene er ofte dem arrangørerne først hiver fat i til panelerne, fordi man før har hørt dem sige noget klogt i et panel, fordi det er dem man tidligere har hevet fat i til panelerne o.s.v. Det havde jeg ikke indtrykket af var problemet i Dublin – nok fordi man selv skulle melde sig, hvis man ville på programmet. Faktisk bestod “gammel-panelet” udelukkende af kvinder. Hvilket desværre gjorde at det kom til kun at handle om ældre kvinder. Der gik også lidt meget feminisme i det. Jeg tror da stadig der er kvindelige forfattere som bliver diskrimineret hist og her i vores del af verden. Men på den anden side var der en stor overvægt af kvindelige forfattere nomineret til de Hugo’er der skulle uddeles den samme aften (og hvor samtlige forfatter-priser gik til kvinder).
På det akademiske spor søndag var højdepunktet nok et foredrag om “Project Cybersyn”, et forsøg på at lave et planøkonomisk beslutningsstøtte-system under præsident Allende i Chile. Som bekendt blev Allende afsat ved et kup, så systemet kom aldrig rigtig til at vise hvad det kunne. Foredragsholderen Jo Lindsay Walton (ikke at forveksle med forfatteren Jo Walton, som også var på Worldcon) havde i øvrigt ogsdå været på panelet om fremtidens finansielle systemer lørdag aften. Det blev aldrig rigtig prøvet af om maskiner kunne styre en planøkonomi i 1970’erne, mens vi i nyere tid har oplevet hvordan maskin-styring af en markedsøkonomis finansielle system ofte har udløst kriser. Der var også et oplæg af manden bag en kommende science fiction-udstilling på Science Museum London. Et spændende indblik i hvordan sådan noget planlægges.
Der var, så vidt jeg kunne se, ikke meget plads de få steder hvor man kunne slappe af mellem de programpunkter man skulle til, men på en eller anden måde var det lykkedes det mig at undgå lokalet med baren indtil om søndagen. Det lokale viste sig at være stort nok til at man ikke skulle stå som sild i en tønde. Nogle flere stole og borde ville dog have været rart. Søndag aften var der Hugo-uddeling i CCD’s største lokale, men der stod at der ville være storskærm i baren for dem som ikke ville til selve ceremonien (eller som ikke havde fået fat i et af de armbånd der gav adgang dertil). Jeg fandt ud af at den billige mad man kunne købe derinde faktisk var ok, så jeg blev der en skål mad og et par øls tid, selv om jeg havde planlagt at tage tilbage til hotellet. Var også inde i et nærliggende lokale og høre lidt af et panel om liv i solsystemet, som var en smule pjattet (aften-programpunkter er ofte det), men dog baseret på facts, selv om jeg vist ikke fik noget at vide som jeg ikke vidste i forvejen.
Næstsidste punkt for mig var et foredrag om Cassini-missionen af Bridget Landry som havde været en del af teamet gennem mange år. For dem der ikke ved det, så var Cassini det rumfartøj der kredsede omkring Saturn og samlede enorme mængder dato op om Saturn og dens måner. Blandt andet fandt den ud af at månen Enceladus ligesom Jupiters måne Europa har et hav nede under sin isoverflade. Cassini fik endda taget et billede af vand der sprøjtede ud fra en “vulkan” i Enceladus’ overflade. Det tog et kvarter for foredraget at komme i gang på grund af tekniske problemer – alle teknikerne var åbenbart gået til Hugo-ceromonien. Men Bridget Landry besluttede så til gengæld at forlænge programpunktet med næsten en halv time, hvor hun svarede på spørgsmål om Cassini og andre NASA-projekter. Efter det, gik jeg tilbage til baren, hvor Hugo-ceremonien var i fuld gang oppe på storskærmen. Men en eller anden tosse havde besluttet at der ikke skulle være lyd på fra ceremonien, men derimod noget dåsemusik. Så med mindre man kunne mundaflæsning, fik man ikke meget meget ud af at følge Hugo-ceremonien fra baren. Så jeg tøffede tilbage til hotellet med sporvognen.
Kombinationen af hundedyre hoteller i Dublin og det at de fleste flyafgange er tidligt på dagen, gjorde at jeg valgte at springe mandagens program helt over. Da jeg tog den beslutning, vidste jeg ikke at der var et temmelig omfattende program også om mandagen, så jeg fortryder lidt at jeg ikke tog en dag eller to mere i Dublin, så jeg kunne få det sidste af Worldcon med og have mere tid til at udforske byens historie, bygninger og berømte personer. Men det er da muligt jeg tager til Dublin igen en gang. Irerne har en convention hvert år i oktober (Octocon), der så vidt jeg kan se altid foregår i Dublin.
Hvis jeg skal opsummere hvad jeg fik ud af at lytte til alle de kloge hoveder der var kommet til Worldcon, så er det en masse noter jeg kan bruge i mine egne skrive- og bogprojekter, en lidt bedre fornemmelse af hvordan det går med udviklingen af kunstig intelligens, og en masse ideer til hvad jeg skal læse og hvad jeg skal have sat mig bedre ind i. Køerne var så noget man måtte tage med. Men jeg tror egentlig jeg lige så gerne ville have været til den britiske Eastercon i foråret, som til Worldcon i Dublin, hvis ikke det havde været for byen Dublin, som absolut var et besøg værd.
