Vinteren er her

For omkring tre år siden skrev jeg hvad jeg mente om tv-serien Game of Thrones. Nu er der så sket en hel del i serien, så hvad siger jeg til mit brokkeri fra dengang, og har jeg noget at tilføje? Nu hvor vinteren ikke kommer mere, men er nået frem.

Jon in the snow

Advarsel: Hvis du ikke har set sæson 1-6, og gerne vil overraskes af hvad der sker, så vent med at læse videre.

Dengang kom jeg med nogle overordnede betragtninger, og delte derefter hovedpersonernes historier op i de gode, de dårlige og dem med potentiale. Det vil jeg så gøre igen.

Ved nærmere eftertanke er det jeg godt kan lide ved GoT de små historier, mens de store historier ikke rigtig siger mig noget, og de desuden er dårligt lavede: Som nævnt er der for eksempel sådan noget som logistikken i at flytte omkring med tropper. Hvis det skal forestille at svare til europæisk middelalder mht. teknologi og økonomi, så er hære både meget dyre og meget besværlige. De skal have løn og de skal spise. Førstnævnte kan klares med et stort skatkammer og/eller en befolkning man kan beskatte, sidstnænte kræver forråd og forsyningslinjer, eller at man plyndrer lokalbefolkningen. Det er ikke så meget at vi ikke ser det, jeg er utilfreds med, men at det fuldstændig ignoreres. Man kan tilsyneladende samle næsten vilkårligt store hære og flytte dem vilkårligt store afstande, når det passer ind i plottet. Omvendt kan der dukke forhindringer op, når det passer bedre med den historie man vil fortælle, at hæren ikke når frem. Det virker fuldkommen tilfældigt, og derfor som en slusket fortalt historie, som jeg i hvert fald har problemer med at leve mig ind i. Tilsvarende med politik (alliancer) og økonomi. Pludeslig sker der noget, som vi ikke anede kunne ske, og mere leder tanken hen på en forfatter der trækker i nogle tråde, end på en gennemtænkt verden hvor den slags er muligt.

De persondrevne delhistorier er derimod meget mere interessante, hvilke vender jeg tilbage til. Noget andet er hvor gode mange af afsnittene er. Vi får rigtig godt skuespil og interessante scener, der må have kostet en formue at lave. En luksus i forhold til de fleste andre tv-serier, som jeg kan huske også var noget af det der gjorde Twin Peaks så god. Meget sjældent en detalje eller en rolle der ikke er omhyggelig planlagt.

Dem jeg hadede

Dame med drage

Dragedamen: Jeg er stadig ret irriteret over den kolonistiske tankegang der ligger bag (den hvide der erobrer hedningenes lande). Det er så fint nok at der er lavet sjov med kønsroller – erobreren er en ung kvinde i stedet for gamle mænd – og med hvem der er slavehandlere – hun kommer ikke for at tage slaver, men for at ophæve slaveriet. Men det er stadig en helt anden kultur og verdenssyn hun presser ned over dem. Rigtig mange dør i den frihedskamp hun overbeviser dem om at de har brug for. De var måske ikke fri før, men de fik mad på bordet og var i live. Det være sagt, så kan jeg godt lide at den slags problemer faktisk bliver behandlet i de senere sæsoner. Men dragedamens historie har stadig været umådelig langtrukken at komme igennem.

Robb Stark og hans mor: Som med Stark den ældre var deres funktion i GoT at deres familie skulle have noget at hævne. Men hvor faderen rolle også tjente til at introducere os til Westeros magthavere og politik, Var Robb og hans mor bare et fjols der dummede sig og døde af det, og hans mor der heller ikke var for klog. Det havde ikke været nødvendigt at bruge så meget tid på dem.

Jon Snow: Tja. Jeg er kommet til at holde lidt af ham. Han er frytelig naiv og godtroende, men mere interessant end Robb, fordi han er mere selvbevidst om det. Han selv og os der følger hans historie, ved at de gode ikke har mange chancer for at overleve i en så barsk verden, men netop det gør hvert øjeblik af deres liv interessant. Det de gjorde med ham i slutningen af femte sæson og starten af sjette, brød jeg mig dog ikke om. Først sker der noget uigenkaldeligt, og så trylles det væk igen. Det ødelægger den realisme som Martin ellers prøver at opnå ved at myrde løs af populære personer. Jeg håber der viser sig at ligge noget mere bag. Med Jon er røget ud af min hadeliste.

(nye hade-personer)

Grevinde Giftblander (Ellaria): Jeg er ved at være temmelig træt af den endeløse række af aldeles usympatiske psykopater som GoT introducerer. Ramsay Snow var dog ok, fordi han faktisk virkede overbevisende (måske på grund af skuespilleren) og fordi han startede med være ond mod en af de onde. Hende grevinden (eller hvad hendes titel nu er) myrder løs med gift og backstabbing uden at man forstår hendes motiv som andet end at sådan gør de der hvor hun kommer fra.

Dem jeg godt kan lide

500fd000-e8f9-0132-aad6-0acd8dfea39d

Dværgen (Tyrion): Han var helt suveræn frem til han flygtede fra King’s Landing. Lidt mindre interessant nu, da han af ikke helt klare årsager har sluttet sig til dragedamen. Men stadig en fornøjelse at se hvordan han kan vride bunker af sarkasme ud af enhver scene.

Jamie Lannister: Han er blevet mindre interessant efter han kom igennem sine prøvelser. Men stadig en jeg følger med fornøjelse. Jamie er jo et godt menneske, der bare opfører sig som en snob, og har en fatal karakterbrist (kærlighed til søstreren, som han i bogstaveligste forstand vil gøre alt for).

Arya Stark: Det er stadig spændende at følge hendes historie og møder med underlige typer. Det med snigmordernes tempel fandt jeg dog lidt langtrukken. Men en fin historie i sig selv.

(nye jeg kan lide)

Ian McShane: Øv, han var kun med i et afsnit. Fantastisk skuespiller. Han passer perfekt ind i en GoT-verden. De skulle have brugt ham i en større rolle. Men det er jo noget generelt, at GoT kan tillade sig den luksus at have fremragende skuespillere i selv nogle af de mindre roller. Og Frank Hvam!

Dem der var potentiale i

050415-game-of-thrones-stannis1-750x522-1433776975

Gammelfar Lannister: Han var god hele vejen igennem, inklusiv hans død, der både var poetisk retfærdighed og reference til en af mine yndlingsfilm. Han havde ikke rigtig nogen historie af betydning at gennemleve, men Charles Dance var eminent i rollen.

Stannis: Ham ville jeg nok flytte op i “dem jeg kan lide”, hvis ikke hans historie var slut. Det var en en slags Macbeth-historie, som for det meste var ganske god, og noget af det sidste af den var virkelig blandt de scener jeg er blevet mest rørt over i GoT. Slutningen var desværre lidt plaget af det jeg nævnte i starten: Ting sker fordi det passer ind i et plot, ikke fordi det naturligt fremgår af det vi ved om verden. Stannis skulle være en genial general, og var det indtil slutningen, men pludselig kommer der nogle problemer, som vi får at vide at han ikke kan løse. Sådan er det bare. Men vi får da en nogenlunde afslutning på hans historie.

Unge Stark der faldt ned og blev lam: Det virker som om hans historie kun er der for at give os noget baggrund til ting der kommer senere. Han har måske og måske ikke en rolle at spille. På den anden side: Det er et af de få store mysterier der er tilbage i serien, så fint nok at der er holdt lidt igen på det.

(nye med potentiale i)

Sansa Stark: Hun er pludselig trådt i karakter. Virker lidt forceret, men hun er jo en Stark. Vi må se hvad det kan føre til. Er der mere hun skal bruges til, efter hun fik noget af sin hævn?

Cersei: Blev ydmyget ligesom bror Jamie. Men hvor han lærte af det, pønsede hun på hævn. Så der er nok ingen god slutning i vente for hende. Jeg sætter hende på listen her, fordi hun faktisk er interessant, selv om hun er magtgal psykopat. Ligesom med Ramsay Snow, nok også på grund af skuespilleren.

Theron Greyjoy og hans søster: Han gjorde noget ondt, og fik betalt det med renter. Og angrer sine synder. Vi må se om han og søsteren får ram på onde onkel Pilou Asbæk!

Comments are closed.