Michael Erik Næsby (1960-2014)

Det jyske rollespils grand old man Michael Erik Næsby døde pludseligt d. 3. februar 2014. Næsby var en del af miljøet omkring rollespils-festivalen Fastaval i Århus. Fra 1990’erne blev der her eksperimenteret med rollespil-mediet, som over en årrække udviklede sig fra at være baseret på de importerede systemer som Dungeons & Dragons og Call of Cthulhu, til at byde på en mangfoldighed af originale og velskrevne scenarier. Næsby var leverandør af et scenarie til Fastaval i næsten alle årene 1995-2011, og ofte med et af de bedste.

Næsby bekymrede sig ikke meget over grænser mellem genrerne, men en del af hans scenarier var mere eller mindre rene science fiction-scenarier:

Childsplay: Cyberpunk med hvad dertil hører: Skrupelløse megacorporations, ekstreme politiske organisationer, superintelligente maskiner i en sort og voldelig fremtidsverden.

USS Spirit of Humanity: Et fremmed rumskib er på vej mod Jorden. Man sender et jordisk rumskib op for at undersøge. En raffineret historie, der trækker på en lang række science fiction-klassikere.

Messe for en galning

Mit første møde med Michael Erik Næsbys sære verden var scenariet ”Messe for en galning”. Det var på en Viking-Con i København, hvor man havde scenariet på programmet, efter det havde vundet prisen for bedste scenarie på Fastaval i 2000. Som i mange andre af Næsbys scenarier, befinder vi os et sted, hvor fantasy blandes med den virkelige verden. Men her i en dobbelt betydning. For ikke alene optræder Næsbys alter ego David Riis i historien, det gør han også selv. Han beskriver sig selv således:

”Jeg er ca 2 meter høj og vejer omkring 120 kg. Og det er således mig, som den gamle Maren Østergaard har opfattet som en kæmpe. Derudover plejer jeg at sige, at jeg er Danmarks ældste nulevende scnearieforfatter. Det dækker over at jeg efterhånden er blevet 40 år gammel, resterne af mit hår er kortklippet og måske nok mere gråt end ikke. Jeg virker ret venlig, men holder dog en vis distance. Bortset fra rollespillet underviser jeg i edb-verdenens mere kreative discipliner og det alle steds nærværende internet. Jeg kan vist godt virke en smule nørdet. I denne forbindelse, kan man vel tilføje, at det eneste der er større end min fantasi er min nysgerrighed.”

Det næste jeg husker Næsby for, er nogle indlæg han skrev på et forum for rollespillere Rpgforum. Her mødtes mange af de mest aktive rollespillere i Danmark ca. 2000-2011 og diskuterede deres fælles interesse. Næsbys indlæg var altid velskrevne, ofte med et ordspil i titlen, og han deltog gerne i diskussioner om alt der havde med rollespil at gøre. Jeg forsvandt selv mere eller mindre ud af rollespilsmiljøet omkring 2008, og nogle år efter lukkede RPGforum. Men forummet genopstod for nyligt på Facebook, hvor Næsby da også var en flittig deltager, op til nogle dage før sin død.

Da det meste af min tid som rollespiller blev tilbragt i København, lykkedes det mig kun at møde Næsby en enkelt gang i virkeligheden. Det var i 2007 i en madkø på Fastaval, og jeg må indrømme at jeg ikke husker præcist hvad vi talte om. Men en ting jeg er sikker på kom på tale, var Næsbys deltagelse i min science fiction-antologi ”Cirkler”. Året forinden havde jeg kontaktet nogle mennesker jeg mente ville kunne skrive gode science fiction-noveller, og Næsby var en af de første jeg tænkte på. Han var straks med på ideen, og leverede to finurlige små noveller.

Vogterens Arving

Mange af Michael Erik Næsbys scenarier findes på nettet. De er værd at læse, også selv om man ikke vil spille dem. Kig på scenarie-databasen alexandria.dk. Her er det scenarie, som blev lagt først ind, i øvrigt Næsbys ”Vogterens Arving”, hvilket viser noget om den betydning han havde i rollepilsmiljøet. Det skal også nævnes at over 100 rollespillere deltog i en indsamling til hans bisættelse. Og på dette års Fastaval (i påsken) kommer en række af hans bedste scenarier på programmet. Han vil blive savnet, men ikke glemt.

Næsbys scenarier på Alexandria: http://alexandria.dk/data?person=2

Interview med Næsby på Projekt R’lyeh: http://rlyeh.alexandria.dk/pub/interviews/naesby.html

2 Comments

  • 04/01/2014 - 11:52 | Permalink

    Han var SÅDAN en flink fyr! Jeg talte i telefon med ham for ikke så lang tid siden. Han var i gang med at kigge på muligheden for at lave en Fantasticon-lignende con i Jylland.
    Wow, siger jeg bare!

  • admin
    04/01/2014 - 12:31 | Permalink

    En skam at han ikke nåede at få gjort mere ved novelleskrivningen. Han var virkelig et stort talent, også på det område.

  • Comments are closed.