Science fiction og superhelte

I morgen deltager jeg i en paneldebat på Dancon om superhelte og science fiction. Hvad vi når frem til der, er ikke givet på forhånd. Men for at samle mine tanker lidt inden, er her nogle bud på hvad forbindelsen mellem de to genrer superhelte og science fiction er:

På en måde kan man sige at superhelte og science fiction startede det samme sted. I hvert fald hvis man går til det land som stadig er førende producent af de to genrer – USA. Her opstod pulp-magasinerne omkring år 1900. De var trykt på billigt papir og indeholdt underholdende historier i alle mulige genrer som western, krimi, horror, fantasy og science fiction. Ofte var historierne ret simple, skåret over samme læst, uanset genre. Det var relativt nemt at genbruge en historie om western-helt der redder byen, til en science fiction-helt, der redder planeten.

Amazing Stories (Hugo Gernsback)

Nogle af pulp-heltene var ikke bare handlekraftige, men nærmest overnaturligt kompetente. En forgænger til superhelten Batman var The Shadow. Han kunne også bevæge sig uset gennem skyggerne, optræder i et kostume og havde en hemmelig identitet som rigmand. En anden pulp-helt var Doc Savage, der kan sammenlignes med superhelten Superman. Doc havde af sin far fået en perfekt “videnskabelig” opdragelse, som gav ham overmenneskelig fysik og intellekt. Docs hjælpere var nogle af verdens førende videnskabsfolk. Modstanderne var typisk “gale” videnskabsmænd fra science fiction-genren, men historierne foregik i nutiden.

I 1938 skete der så pludselig noget. Superman startede sin karriere som tegneseriefigur. Det eneste der adskilte ham fra sine pulp-forgængere, var at han havde et farvestrålende kostume og at der var skruet lidt op for hans evner og baggrundshistorie. Han var ikke bare overmenneske, men i stand til helt fantastiske ting, som at hoppe over et hus og stoppe et lokomotiv med de bare næver. Her var der født en helt ny genre, som meget hurtigt bredte sig og førte til de amerikanske tegnseriers “guldalder”.

Superman - Action Comics nr. 1

Man havde ramt noget med den genre. Superhelten var lige så kompetent som detektiven til at opklare forbrydelser, og mindst lige så god til at besejre forbryderen, når han var fundet. Han kunne have spændende kampscener i fire farver, og han havde ikke behov for skydevåben, men kunne afvæbne eller uskadeliggøre forbryderen uden blodsudgydelser. Den perfekte pulp for børnene, men også god underholdning for de voksne, som ikke havde tid til at læse et helt pulphæfte. Og nu siger jeg “han”, men der gik heller ikke længe før mange forskellige kvindelige superhelte kom på banen.

Ligesom pulpmagasinerne kunne bruge enhver genre, kunne superhelten også trække på næsten enhver genre. Krimien gav ham detektiv-plottet, Western-heltene gav ham det sort-hvide syn på moral og de gode slagsmål. Og science fiction gav ham eksotiske eventyr og spændende superkræfter. Superman var for eksempel oprindeligt fra planeten Krypton. Hans superkræfter skyldes at indbyggerne på Krypton var en slags overmennesker, og at Jordens tyngdekraft var langt svagere end Kryptons (den samme forklaring som havde givet pulp-helten John Carter superkræfter på Mars). I hvert fald i starten, var hans modstandere typisk forbrydere, Og nogle af de forbrydere anvendte anvanceret science fiction-agtig teknologi til at udføre deres forbrydelser med.

Min påstand er nu at supehelten stadig er denne mærkelige blandingsgenre. Der kan trækkes på mange forskellige andre genrer, både til at skabe heltene og deres modstandere, til at skabe universet det foregår i og af og til også til at skabe de enkelte historiers plot med. Men det bliver meget sjældent mere end et lån fra den anden genre. Med visse undtagelser.

En typisk science fiction-historie foregår et stykke ude i fremtiden. Her er der sket et eller flere teknologiske og/eller videnskabelige gennembrud, der påvirker den verden historien foregår i, samt den historie der fortælles. Ofte er det ret essentielt for historien – den handler simpelthen om hvad der vil ske, hvis den og den teknologi opfindes, den og den type samfund etableres o.s.v. I modsætning hertil, vil der i et superhelte-univers ofte kun være ingen eller stærkt begrænset effekt af de teknologier der anvendes af superheltene og deres modstandere. Superheltenes univers er som udgangspunkt vores eget velkendte, unanset hvor meget science fiction der hældes på.

Som sagt er der undtagelser. Nogle af mine yndlingssuperhelte er faktisk blandt disse undtagelser:

NoMan (Wally Wood)

THUNDER agents (“Tordenagenterne”): Organisationen THUNDER bekæmper højteknologiske forbrydere ved hjælp af deres egen avancerede teknologi. Deres topagenter er udstyret med eksperimentel teknologi, som giver dem hvad der svarer til superkræfter: Dynamo har et bælte der giver ham superstyrke og NoMan har fået overført sin bevidsthed til en android. Det er også historier om de gode mod de onde, men science fiction-elementerne er ofte ret gennemtænkte, i forhold til standarden for superhelte-serier. Serien var desværre ret kortlivet, og senere forsøg på at genoplive den har ikke været nogen succes.

Legion of Superheroes (“Rummets Helte”): Oprindelig en spinnoff til en spinoff af Superman: Da Superman var dreng, havde han nogle venner i fremtiden. Disse venner var en gruppe af superhelte fra mange forskellige planeter i dette fremtids-univers. Både universet, de fleste af superkræfterne og mange af historierne var science fiction. Men ikke udelukkende – her var også elementer af fantasy, og historierne var primært en kamp mellem de gode og de onde.

Nexus: En ganske original tilgang til superhelten. Nexus har fået sine superkræfter af det mystiske væsen The Merk, som sender ham drømme om onde mennesker han skal straffe – dvs. slå ihjel. Universet er næsten ren science fiction. Det samme gælder historierne.

Nexus (Steve Rude)
Men hvorfor har superheltegenren hentet så meget fra science fiction? Jeg mener det hovedsageligt skyldes tre ting:

1. Science fiction kan (ligesom fantasy) levere eksotiske og storslåede historier. Der er også et væld af ideer man kan “låne” fra genren.

2. En science fiction-forklaring på superkræfterne giver gode muligheder for videreudvikling. For eksempel har Superman fået nye og bedre superkræfter, fordi han kan trække energi fra vores sol (det er så ikke videre logisk hvorfor kryptonianere har en evne de ikke kan bruge på deres hjemplanet, men det viser også at science fiction bruges som forklaring, men ikke nødvendigvis til noget særligt dybt niveau). Et måske bedre eksempel er X-men, der er “mutanter”, dvs. deres superkræfter er genetisk betingede. Det gav automatisk ideen om en “mutant”-racistisk superskurk (“Magneto”) og hans gode modstykke (“Professor X”) som opsporer og træner de unge “mutanter”.

3. Sidst, men ikke mindst: Science fiction er særdeles velegnet til billedmedier. Det fandt Hollywood også ud af fyrre år efter tegneserierne. Nu har de endda succes med filmudgaver af superhelte. En interessant detalje er at de i Thor-filmene har udskiftet en del af det, der i tegneserie-udgaven var fantasy-elementer, med science fiction-elementer, f.eks. har Bifrost fået en sf-forklaring.

One comment

  • Henning Andersen
    03/22/2014 - 15:22 | Permalink

    Smadder spændende.
    For nogle måneder siden stødte jeg på en artikel (måske på WIRED), desvedrørende hvorfor superhelte har underbukserne udenpå. Jo, var teorien, det er fordi at “Stærke Mænd” i Cirkus og i Forlystelsesparker var iført et sådant arrangement, eventuelt også med “indlagt” trikot, i begyndelsen af forrige århundrede – sikkert også lidt før. Det forekommer mig at være en udmærket forklaring.

  • Comments are closed.