Science fiction, film og virkelighed

På årets Copenhagen Pix festival nåede jeg at se en absurd mængde af film af mange forskellige slags. Det fik mig til at tænke lidt over genrer. Nogle film er tydeligvis lavet til at overholde en bestemt genres konventioner, men hvis man ser bort fra de store publikumsmagneter, er det faktisk få af de gode film som holder sig helt indenfor en genre. Jeg har ofte slået på tromme for at science fiction er særdeles velegnet til at vise os noget om den verden vi lever i. Men det er en sandhed med modifikationer, må jeg indrømme. Jeg vil stadig hævde at sf er en unik genre, men det som den kan vise os, kan også vises ret overbevisende med andre genrer eller uden at holde sig til en bestemt genre.

Hard to be a god

Lad mig starte med en film som desværre ikke levede op til forventningerne: En russisk udgave af Strugatsky-brødrenes “Hard to be a God”, som har været ganske længe undervejs. Den handler om nogle jordboere som er kommet til en verden, befolket af nogle som ligner mennesker, og har et samfund der minder om middelalderen på Jorden. Her er der alle muligheder for at vise nogle ting om samfund, så som hvad det krævede at komme fra et lavteknologisk samfund til et moderne samfund, og hvordan religion påvirker vores samfundsstruktur og adfærd. I stedet dvæler filmen ved hvordan det er at leve i en verden af mudder og lort. Science fiction-elementet nestår også bare i at vi får at vide at det foregår på en anden planet. Det kunne lige så godt have foregået i den rigtige middelalder. Det bringer mig så til en pointe: Hvis nu instruktøren havde besluttet faktisk at tage romanen seriøst, i stedet for at lave en mudderopera, så kunne alle de samme ting være vist med en historisk fiktion. Det ville i så fald kræve at man havde fundet passende historisk tid og sted til det man ville vise. Så det research-arbejde sparer man ved at lave det i en fuldkommen fiktiv verden. Men så kunne man lave det til fantasy.

Hvis det er en bestemt ting i samfundet man ønsker at vise, kan man gøre den mere tydelig ved at lade handlingen foregå i en fremtid. Hvis man derimod vil vise hvordan et usædvanligt menneske oplever verden, er det bedst at lade verden være så genkendelig som muligt, så fokus ikke fjernes fra personen. Den spanske film “Wounded” (“La herida”) handler om en kvinde som lider af den psykiske sygdom borderline. Det kunne have været en dokumentar, men i en spillefilm kan man gøre ting mere tydeligt ved for eksempel at forstærke konflikter og lave flere problemer end hvis blot man lavede et 100% realistisk portræt af en person. Filmen udmærker sig også ved at handle om sin hovedperson og ikke behandlingssystemet, da hun faktisk ikke er klar over at hun er syg – for hende er det normalt at være som hun er, fordi hun har vænnet sig til det. Det er verden set med hendes øjne vi ser, og det er ikke nogen rar verden at leve i, selv om den er baseret på den samme “virkelighed” som alle andre “realistiske” film.

Wounded

En “realistisk” film findes i øvrigt ikke. Selv en dokumentarfilm er bearbejdet af et eller flere mennesker, som har deres eget syn på hvordan verden er indrettet. Relisme som genre er at man forsøger at nå så tæt på en objektiv virkelighed som muligt. Det findes, men de fleste film der laves har ikke realisme (eller den ekstreme form hyperrealisme) som mål. Her ønsker man blot at overbevise publikum om at det foregår i den virkelige verden, eller at det er en verden som måske vil kunne findes, såfremt der er tale om en fantastisk genrefilm. Desuden findes der både i film og litteratur upålidelige fortællere. Dvs. der er to forskellige “virkeligheder”: Dels den som umiddelbart fremgår ved at se filmen, dels den man kan prøve at regne sig frem til må ligge bagved. Den umiddelbare verden bliver sløret ved at f.eks. personernes tanker og drømme bliver vist og blandes med den “virkelighed” som ligger bag.

I den norske film “Blind” møder vi en kvinde som har mistet synet (de er hårde ved kvinderne i de film). Det er også fra hendes synsvinkel vi ser verden. Det ville have været en ret kedelig film, hvis ikke det var fordi at vi ser tingene som hun tror de er, og af og til også som hun fantaserer sig til at de er. På den måde får vi indblik i hendes tanker gennem det vi ser i filmen. Hvad der er “virkeligt” og hvad der kun er i hovedet på hende, kan vi så prøve at regne ud. Her er der ikke tale om en film som på nogen måde er i en fantastisk genre, men alligevel er vi milevidt fra “realisme”, dvs. at filmskaberne har gjort sig umage med at fremstille verden så objektiv som muligt. Her handler det kun om at give et portræt af en menneske, som ikke findes, men som vi tror på ville kunne findes.

The Turning

Det er et sted mellem den realisme og fantastik at de fleste film – og de fleste bøger – befinder sig. På festivalen var der film som “The Turning”, der fortalte en række små hsitorier om afgørende øjeblikke i menneskers liv. Der var hverken overnaturlige elementer eller upålidelige fortællere. Men troen på sådanne afgørende øjeblikke i menneskers liv er noget ganske subjektivt. To andre film fra festivalen ligger til gengæld ret tæt på det fantastiske, men hvor det ikke er helt klart om det man ser er blandet sammen med hovedpersonens tanker. Begge handler om en mand som opdager at han har en dobbeltgænger, men er ret forskellige og bygger på to forskellige romaner. I “Enemy” er manden en succesfuld akademiker, som roder sig så meget ind i sin skuespiller-dobbeltgængers liv, at han har svært ved at filtre sig ud igen. I “The Double” er det en dygtig, men sagtmodig bureaukrat, hvis dobbeltgænger er præcis modsat, og efterhånden helt overtager hans rolle på kontoret. Som i “Blind” er det personernes tanker der blandes med “virkeligheden”, men her på en måde så det efterhånden bliver sværere at holde dem adskilt – man trækkes med ind i personernes hoveder, hvor de har problemer med at se hvad der er virkeligt.

Horror-genren er lidt af en bastard indenfor de fantastike genrer, fordi den ofte benytter sig af det overnaturlige, men ikke behøver at gøre det. På film er en populær undergenre af horror for tiden den hvor man gør et kamera til hovedperson. Her kan man antyde det overnaturlige og vise glimt af det, for at opnå skrækeffekter. Ved at det hele vises gennem kamererat, har publikum en følelse af at være med og ikke kunne undslippe det uhyggelige personerne møder. På CPH PIX blev der vist en spansk film “In darkness we fall”, hvor man godt nok antydede lidt at noget overnaturligt var på spil, men hvor skrækeffekterne var en blanding af skræk for at fare vild i det hulesystem filmen er optaget i og ikke mindst ren psykologisk skræk ved at placere mennesker i en meget presset situation. Jeg syntes faktisk det fungerede bedre end de film som i høj grad bygger på angst for noget overnaturligt.

Død Sne

Der var naturligvis også “rigtig” horror på festivalen. Norske “Død Sne 2″ var en herlig splatterfilm med nazistiske og kommunistiske gengangerne i en vild og blodig historie. Her er vi så også i en ende af genren hvor det mere er en ekstrem form for humor end gys, der er på spil. I “The Babadook” er vi så igen overe i noget gys, med den lille dreng som er bange for monstre, som viser sig faktisk at være der. Eller er de? Ligesom i de to dobbeltgænger-film er det nemlig ikke helt klart om de overnaturlige ting der sker er “virkelige”, eller det blot er drengen og hans mors tanker der manifesterer sig på meget uhyggelig vis.

Men lad mig vende tilbage til min påstand om at science fiction er velegnet til at vise os noget om den verden vi lever i. På filmfestivalen så jeg blandt andet også “Omar” – en film om en ung palestinænser som bliver involveret i konflikten mellem israelerne og palestinænserne og “Manuscripts don’t burn” om undertrykkelse af forfattere i Iran. Hvor førstnævnte har en menneskelig historie i fokus og sidstnævnte mere handler om det poitiske, forholder de sig begge til alvorlige problemer i det (virkelige) samfund de foregår i. De viser også begge hvordan et samfundsproblem, som måske kan virke abstrakt for udenforstående, direkte påvirker hvad der kunne være rigtige mennesker.

The Fake

En anden film, der går tæt på samfundsproblemer, er belgiske “In the name of the son”, som handler om nogle magtfulde præster, som dækker over forbrydelser begået mod børn, og efterfølgende bliver udsat for en hævngerrig forælder. Det er sort humor som driver filmen, hvor vi efterhånden fjerner os et godt stykke fr realisme. Men netop ved at overdrive menneskelige tåbeligheder, bliver de vist for det som de er. En anden film som går kritisk til religion, er sydkoreanske “The Fake”, hvor et lille samfund bliver udsat for en religiøs sekt med skumle hensigter, fortalt gennem en usympatisk, men spændende hovedperson, hvis datter bliver betaget af sekten. Hvor disse to film forholder sig kritisk til samfundets accept af religion, ud fra at det er en gammel opfindelse, som vi må skille os af med, viser den kinesiske film “A touch of sin” i nogle fine små historier hvad der sker, når det gamle forsvinder og mennesker uden held prøver at forholde sig til det nye. Det handler om hvad “udviklingen” eller “fremtiden” konkret kan betyde for mennesker.

Når jeg skrev at science fiction kan vise os nogle ting om samfundet, mente jeg egentlig også kun de ting som har med udvikling og visioner om fremtiden at gøre. Så heller ikke det har science fiction eneret på. Og når det gælder science fiction på film, udnyttes denne styrke ved genren også sjældent: I “Snowpiercer” har vi et samfund i mikro-udgave ombord på et tog som rummer de eneste overlevende mennesker engang i fremtiden. Det er rigtig flot action, og tankerne om hvordan et samfund fungerer er en allegori over vores samfund, som et stykke af vejen fungerer. Men vi er kommet så langt væk fra et genkendeligt samfund at den del af filmen forbliver meget abstrakt. To andre science fiction-film på CPH PIX, “Real” (“Riaru: Kanzen naru kubinagaryû no hi”)og “The zero theorem” er også mere optagne af hhv. at fortælle en spændende historie eller fortælle en mærkelig historie, end egentlig at vise os noget som er relevant for vores samfund og/eller liv. “The zero theorem” foregiver at være om dybe filosofiske emener, men drukner desværre i et portræt af en sær mand i en sær retro-fremtid. Den brasilianske film “Rio 2096″ viser landets historie og ekstrapolerer frem til år 2096. Der er tilløb til noget mere dybsindigt i den, men det bliver kun til nogle få scener fra en totalitær fremtid, som virker alt for løsreven fra nutiden.

The Zero Theorem

Så er vi nået til de to science ficiton-film på festivalen som jeg bedst kunne lide. Den første er “Coherence”, hvor et mystisk naturfænomen påvirker nogle mennesker som er samlet til middag. Her er på elegant vis leget med kvantemekanik på en ganske håndgribelig måde for personerne. Det er en “hvad hvis?” type historie, men hvis man køber præmissen er det en fantastisk historie fortalt af nogle glimrende skulespillere på et lille budget, som slet ikke virker så lille. Men handler det om forandringer i samfundet: Næh!

Endelig er der “The Congress”, som jeg gik ind for at se stort set uden forudsætninger. Vi starter i en ikke særlig fjern fremtid, hvor man kan lave rent elektronsike skuespillere. Men det er bedst at bruge en virkelig skuespiller som udgangspunkt. Denne skuespiller skal da skrive under på aldrig mere at spille skuespil. Måske ikke vanvittigt realistisk – men det gør poinhten ganske klar: Skuespilfaget er truet af hvor nemt det efterhånden er at lave ting på computer, og i fremtiden bliver det kunne nemmere. For at gøre historien mere mennskelig, er det en virkelig skulespiller – Robin Wright – som spiller hende som skal opgive karrieren. Efter det er sket, bevæger vi os længere ud i fremtiden, hvor alt genkendeligt efterhånden forsvinder. Filmen er baseret på Stanislaw Lems Fremtidskongressen, hvilket jeg fandt ud af et stykke inde i filmen, men det er lykkedes at gøre den efterhånden ret gamle roman til en film som handler om nutiden og tager nogle problemer op, som har med udvikligen i samfundet at gøre.

The Congress

Da jeg startede bloggen her op, lavede jeg en model af hvad jeg mener science fiction er for noget. Kort fortalt er det en blanding af røverhistorier om teknologi og videnskab, eksperimenter med virkeligheden og forstillinger om hvordan fremtiden vil være. Den første af disse er der mange eksmepler på i filmene jeg så, for eksempel er “Snowpiercer” næsten udelukkede det. Man kunne kalde det “ren underholdning”, men jeg ser det mere som en slags kolorit på en historie, som nogle godt kan lide og andre ikke kan lide. Jeg hører til dem som kan lide det. Tankeeksperimentet ses for fuld udblæsning i “Coherence”, og i mindre grad i nogle af de andre film. Hvor røveristorien er emotionel kolorit, er tankeeksperimentet den intellektuelle kolorit. Også noget som mere er noget karakteristisk ved genren, end noget den kan. Først med “tanker om fremtiden” kommer vi til noget som rækker ud over den historie vi får fortalt. Af de science fiction-film jeg så, er det nok kun “The Congress” som for alvor bevæger sig ind på det område. (Den fortæller så også en historie om mennesker, men det er noget næsten al fiktion kan gøre, så det har ikke så meget at gøre med hvad science fiction-genren kan).

Det eneste der efterhånden er tibage af min påstand om at science fiction-genren kan nogle bestemte ting, lader til at være den indlysende – at den kan dramatisere forestillinger om fremtiden: Hvad vi frygter, hvad vi håber på, alt hvad vi kan tænke os til. Endda det som mange mener science fiction netop ikke kan eller gør: Forudsige fremtiden. Men det er jo netop det forfattere som H.G. Wells og William Gibson gjorde – viste os nogle glimt fra fremtiden, som måske ikke kom til at gå i opfyldelse som spådomme, men alligvvel indeholdt noget af det stof som fremtiden viste sig at bestå af.

Rio 2096

Genrer er etiketter vi sætter på ting for at kunne sortere dem. Ofte i hvad vi kan lide og hvad vi ikke kan lide. Jeg holder meget af de fantastiske genrer, og i særdeleshed science fiction. Det er det ådelige føde jeg foretrækker, alt andet lige. Men jeg ville blive træt af det, hvis det var det eneste jeg spiste. Udover en smag har den ådelige føde også en næringsværdi, noget der er godt for os. Jeg mener at science fiction kan have en høj næringsværdi, fordi det er vigtigt for os at tænke over fremtiden. Fejl vi begår i nutiden, vil vokse sig store i fremtiden. Uden en vision for hvordan vi vil have fremtiden til at se ud, vil tilfældet og moden bestemme for os. Det er hvad jeg mener science fiction kan. Om den gør det, er op til dem som skriver bøgerne og laver filmene.

#

Om Copenhagen PIX: Årlig filmfestival i København, hvor man over et par uger har mulighed for at se (så mange man kan nå af) over hundrede film nye fra hele verden, sepcielt udvalgt til festivalen. Af de film jeg nævner her, kan alle anbefales på nær “Hard to be a god”, “Real” og “The zero theorem”, som er interessante, men nok ikke for alle. Af de film jeg så, der ikke passede ind i teksten ovenfor, men som var rigtig gode, kan nævnes den spanske lavbudget og meget mærkelige humoristisk okkulte film “The distance” og den magisk realistiske historie om multikunstneren Jodorowskys barndom i Chile “The dance of reality”. Interessante film, som fortæller historier på en lidt anderledes måde, men nok ikke er for alle, var “Svinene” og “History of fear”, mens “The suspect” (“Yong-eui-ja”) var en udmærket koreansk film af spion/action-typen (Bond og Bourne). Jeg bør nok også nævne William Freidkins nyrestaurerede klassiker “Sorcerer”, som blev vist i forbindelse med festivalen, men nogle dage efter, og er et mesterværk i hårdkogt drama. Freidkin selv blev interviewet under festivalen af Nicolas Winding Refn.

Comments are closed.