Welcome

Swecon / Kontrast 2012

Der var hele fire udenlandske cons jeg meget gerne ville på i år, men i stedet for at beslutte mig for en eller to jeg ville på, og holde mig til den plan, blev jeg ved med at udsætte beslutningen. Så det endte med at jeg først fik besluttet mig ret sent hver eneste gang, og endte med at komme på alle fire. Den sidste i rækken blev Swecon, som jeg kom hjem fra i går.

I Sverige er fandom mere spredt ud end her i Danmark, hvor de fleste aktive fans bor i København og omegn, så stort set alle cons i nyere tid har været i København. I år var det Uppsalas fandom der arrangerede. De havde lavet en aftale med et hotel, så hele connen foregik på hotellets konference-etage, og man kunne bo på samme hotel til en meget fordelagtig pris. Det er luxus for en nordisk con (så vist jeg kender til nordiske cons), og fungerede rigtig godt, bortset fra at Swecon 2012 blev så stor en succes at der af og til var problemer med pladsen i specielt det næststørste lokale. Men som et sted at holde en con vil jeg alligevel give det nær topkarakter.

Clarion Hotel Gillet Uppsala

Efter at have checket ind på hotellet og gået en tur i byen, hørte på et panel om svenske bloggere, som nærmest gik i stå, fordi folk ikke havde mere at sige. Jeg kunne godt have tænkt mig at høre lidt om f.eks. de bloggere der ikke sad i panelet, og få et overblik over hvad der blogges om hvor. Men det var et tidligt på fredagen programpunkt, så det var ok. Jeg hørte også det meste af et panel om at skrive. Det er altid spændende at høre om de mange forskellige skriveprocesser og vaner forfattere kan have, og af og til kommer der også en ide man jeg selv kan bruge. Det bedste programpunkt fredag var ubetinget Peter Watts interviewet. Han har meget interessant at sige om både sine egne bøger og science fiction generelt, og intervieweren (Johan Jönson) havde godt styr på at få det frem. Der var også tid til et enkelt spørgsmål fra salen, og det blev til en kort version af historien om hvorfor Peter Watts ikke kan rejse til USA mere. Ikke god reklame for det amerikanske retssystem, men på den anden side er der stort set ingen retssystemer der fungerer som folk tror, hvis man kigger dem efter i sømmene.

Peter Watts at Swecon 2012

Som det første jeg skulle lørdag, havde jeg igen udvalgt mig et panel med temaet skrivning. Denne gang om at lære andre at skrive. Det er vel efterhånden lidt af en kliche at alle kan lære det. Men hvordan gør man? Det blev til en snak om at tilrettelægge kurser, umulige elever, uddannelsessystemer og meget andet. Dernæst kom det første af de luxusproblemer man ofte bliver stillet overfor på en god con: Skulle jeg høre på et panel om science fiction og fremtid eller se det som var hele filmprogrammet: En times tid med nogle svenske kortfilm. Jeg endte med sidstnævnte, og fik set en interessant lavbudget filmversion af Lovecrafts “The Shadow Out of Time”, hvor lydsporet var oplæsning af romanen, og en fin lille dystopisk film om den gode robot i den onde verden, hvor lydsporet var musik og sang der fortalte hvad der skete. Til sidst var der to musikvideoer med minimal handling, men flot lavede.

Udover interviews og paneldebatter var der også mange foredrag. Ingen af dem var om naturvidenskab, som der ellers er tradition for på den slags conventions, men det er så et valg der passer meget godt sammen med at Kontrast var tonet som en næsten ren litteratur-festival. Lørdag middag holdt Emil Hjörvar Petersen er rigtig spændende foredrag om brug af myter i fantasy og i sine egne bøger. Lidt senere var det Rolf Andersen som fortale om science fiction og fantasy i Norge. Der var ret meget name dropping, hvor det muligvis havde været bedre at holde sig til lidt færre forfattere og så fortælle lidt mere om hver, men foredraget var ganske interessant for en der som mig ikke vidste meget om norsk sf&f. Synd for ham at projektoren begyndte at opføre sig aldeles usamarbejdsvilligt, men det var da nogenlunde til at se hvad der stod.

Sofia Karlsson og Anders Bellis

Jeg var lidt sløj om lørdagen, så jeg fik ikke set helt så mange programpunkter som jeg havde planlagt, men var dog med til NoFF-auktionen sidst på aftenen, som var ret underholdende bare at overvære, selv om jeg ikke fik købt noget. Alt blev solgt, inklusiv bordet og Johan Anglemark. Og lidt tidligere på aftenen var jeg til en slags spørgetime, hvor Jukka Halme svarede på spørgsmål om det finske bud på Wordcon i 2015. Da jeg først hørte om det, troede jeg det var en vittighed, men jeg blev overbevist om at de er seriøse nok, og måske endda har en lille chance for at vinde.

Mikael Jolkkonen, Sara Stridh, Anna Davour, Peter Watts, Torill Kornfeldt

Søndag startede med det programpunkt jeg havde set mest frem til: “Science fiction and the scientist”. Det var især Peter Watts holdning – at selv om hans egen baggrund er i naturvidenskab, så mener han at det ofte er en ulempe for en science fiction forfatter – som jeg gerne ville have uddybet. Han havde allerede været lidt inde på det om fredagen i interviewet, men her fik han modspil af blandt andet fysikeren Anna Davour. Det blev en af de paneldebatter hvor alt bare fungerede: Panelet var sammensat af nogle der var rigtig godt inde i emnet, de havde forskellige meninger om det, og de fik afdækket både kernen i problemet og uenighederne, med mange eksempler. Vist nok på grund af at jeg både skulle pakke for at checke ud fra hotellet til tiden og gerne ville købe et par bøger mere fra det kæmpe udvalg af brugte bøger, fik jeg kun hørt slutningen af panelet om “The Contrarians” i science fiction – forfattere som prøver at ruske op i genren. Men jeg hørte en rigtig god pointe fra John-Henri Holmberg: Kim Stanley Robinson er ikke en genrefornyer – han skriver bare science fiction som er fulgt med tiden, i stedet for at skrive pasticer over tidligere tiders science fiction, som mange af hans forfatterkolleger.

Fantasy with a twist panel at Swecon 2012

Jeg fik checket ud og nåede at få det meste af Joe Abercrombie interviewet med. Den mand er lige så farlig med en mikrofon foran et publikum som hans romanpersoner er det med et sværd overfor deres modstandere. Udover at være underholdende skriver han også nogle ret barske fantasy-romaner, som jeg havde planlagt at læse en af (“Heroes”) inden Swecon, men jeg nåede kun at komme i gang med den. Han beskriver den selv som “a manly book about men”. At der er meget få kvinder i hans bøger, var også noget interviweren Ylva Spångberg spurgte til i det ret vellykkede interview. Derefter var der nogle paneler om fantasy jeg egentlig gerne ville høre, men da det så ud til der kun var ståpladser tilbage, hørte jeg i stedet interviewet med Kelly Link og et panel om skurke. Ikke nogen højdepunkter på connen for mig, men altid godt at høre noget om en forfatter man har læst lidt af og Abercrombie var med i panelet om skurke. Sidste programpunkt inden afslutningen var et panel om det gode gamle krop og sjæl problem, som det behandles i science fiction, hvor man f.eks. kan overføre sin bevidsthed til en computer. Der var de rigtige folk i panelet, blandt andet Peter Watts som biologen og George Berger som filosoffen, men jeg synes de mistede lidt fokus, selv om der var mange interessante pointer.

Link, Watts, Abercrombie, Elfgren, Dalgaard, Strandberg, Anglemark

For en gangs skyld skulle jeg ikke skynde mig ud ad døren lige efter afslutningen, så jeg nåede at få en hamburger og et par gode øl på en pub lige rundt om hjørnet fra hotellet, hvor der blev holdt dead dog party. Her fik jeg også talt lidt med Niels Dalgaard og Lise Andreasen, som var de to andre danskere deroppe. Niels var fan æresgæst og med i mange programpunkter, og Lise var også med i et par stykker. Niels var blandt andet moderator på et udmærket panel om lørdagen med alle de andre æresgæster (om at lave research). Ellers var det ikke så meget jeg så til Niels og Lise, bortset fra nogle korte møder på gangene, men vi var jo heller ikke taget til Uppsala for at holde dansker-møde. Det vil dog være rart med nogle flere danske deltagere på nordiske cons, ligesom der nu er blevet tradition for at en lille gruppe svenskere kommer på Fantasticon. Jeg tager i hvert fald meget gerne på Swecon igen, hvis jeg får tid og råd til det. Kontrast 2012 var en rigtig god con, og ifølge arrangør Johan Anglemark den tredjestørste svenske con nogensinde. Og turen til Uppsala tager ikke meget længere tid end en tur til Jylland og er ikke meget dyrere, med flyforbindelsen til Arlanda, som ligger mellem Stockholm og Uppsala.

5 thoughts on “Swecon / Kontrast 2012

  1. Roligt att du uppskattade kongressen! Jag vill väl ändå hävda att vi hade en naturvetenskaplig punkt: Torill Kornfeldt (vetenskapsjournalist med bakgrund som biolog) pratade om djur som gör konstiga saker. Förvisso mer lättsamt än om det senaste inom fysiken, men …

    //JJ

  2. Kul att du gillade noff-auktionen! Tyckte själv det var rätt så roligt att stå där framme 🙂 / Bellis sidekick

  3. Jeg tror jeg havde overset Torill Kornfeldts foredrag. Det ville jeg gerne have hørt. Men det er ok ikke at have så meget videnskab på programmet: På en Worldcon eller Eastercon har de plads til både meget litteratur, meget videnskab og meget underholdning, men på de lidt mindre cons er det fint at prioritere. Jeg synes det var godt at der var stort publikum til næsten alle de programpunkter jeg hørte.

Comments are closed.