Welcome

Herrer vi ere ej

Som en pludselig overspirngshandling gav jeg mig til at tænke over om jeg ville kunne havde fået mit første it-job, hvis jeg havde søgt det i dag. Konklusionen er at det ville jeg nok ikke. Dagens jobannoncer er ekstremt specifikke med hvad man skal kunne for at de bare gider at snakke med en. Det med at tage en uddannelse og så bare kaste sig ud i det – man er jo så trænet i at lære nye ting indenfor sit fag at det ikke er noget problem at samle det op efterhånden – er så vidt jeg ved noget der hører fortiden til.

Der kan være noget om at it-systemerne er blevet så komplekse at det vil være meget dyrt og tidskrævende at oplære nye medarbejdere. Men jeg synes man efterhånden fuldstændig undervurderer at der altid vil finde oplæring af medarbejdere sted. Dem der har været der i ti-tyve år har jo også brugt arbejdstid på at lære mere end det de kunne da de blev ansat. Der er blot en periode i starten hvor der skal bruges ekstra tid på de nye. Som der altid vil være, uanset der er mange af tingene de måske har arbejdet med før. Kan være det er de hundedyre kurser der afskrækker arbejdsgiverne. Det er bare ikke særligt pænt gjort overfor resten af samfundet, at lade de nyuddannede gå at lave ingenting og glemme hvad de har lært.

Dengang jeg fik ovennævnte job, havde jeg bestået første år af datalogistudiet, hvilket dengang var nok til at kvalificere en til lidt af hvert indenfor it-job. Det var så også den eneste kvalifikation jeg havde. “Jobannoncen” var så vidt jeg husker en krøllet seddel der hang på en opslagstavle på DIKU. Her er hvordan jeg tror man ville skrive en jobannonce til det job i dag. Som jeg altså fik på baggrund af et års uddannelse og ingen erhvervserfaring:

FORTRAN-udvikler søges til bryggeri

Da en af vores medarbejdere har fået andet job, søger vi en erfaren udvikler til at overtage arbejdet med et nyt system til vores forsøgsgård.

Bryggeriet er blandt de største i Europa og har tilknyttet et forskningscenter, med blandt andet egen forsøgsgård (o.s.v om virksomheden).

Du har:
Uddannelse som datamatiker, datalog eller it-ingeniør
Minimum tre års erfaring med programmering i FORTRAN
Erfaring med projektarbejde efter vandfaldsmodellen
Dokumenteret erfaring med MSI håndterminaler
Kendskab til Honeywell Bull mainframe
Gode samarbejdsevner og godt humør (o.s.v. af personlige egenskaber som de mente lød godt)

Kandidater som har erfaring med arbejde i en forskningsinstitution vil blive foretrukket.

Vi tilbyder:
Et varierende og spændende job
Gode kolleger
Øl!

Der er tale om en midlertidig kontraktansættelse.
Løn efter overenskomst.