Iain Banks og det fjerne utopiske samfund

I en netop genoplivet læsegruppe har vi diskuteret Banks “Surface Detail” på det første møde. For mig betød det blandt andet at jeg fik taget mig sammen og læst to andre Banks-romaner jeg har haft liggende ulæste et stykke tid, nemlig den hhv. 2. og 3. bog i hans Culture-univers “The Player of Games” og “Use of Weapons”.
Banks er en fænomenal historie-fortæller. Det er ikke uden grund at han er en af de mest populære nulevende science fiction-forfattere. De tre første af hans romaner (de to allerede nævnte og “Consider Phlebas”) er alle tre utroligt velskrevne, meget spændende bøger med ganske interessante hovedpersoner. Det som også gør dem til god science fiction, er deres beskrivelse af fremtidssamfundet “The Culture”, og ikke så meget at der også optræder teknologiske og naturvidenskabelige spekulationer. Sidstnævnte fungerer, men mere som genre-indikatorer, end som noget originalt.
“Consider Phloebas” er en fremragende roman. Den handler om krig, set gennem hovedpersonens vanvittige flugt fra og ind i konflikten mellem “The Culture” og en meget aggressiv og krigsglad fjende. Hvad angår plot og personer ikke noget nyt i genren af antikrigs-bøger, men Banks storslåede og fantasifulde fremtidslandskab gør den til en af de bedste science fiction-romaner jeg har læst.
“The Player of Games” skruer et stykke op for ambitionsniveauet. Handlingen flyttes til at godt stykke væk fra The Culture, bortset fra i starten af bogen, hvor man får et indblik i dagligdagen for en borger i The Culture. Romanen forsøger om at beskrive en fremmed kultur gennem og i forhold til det meget komplicerede spil der danner grundlaget for magtstrukturen i deres samfund. Herman Hesse gjorde noget tilsvarende i “Glasperlespillet” – skildrede vores egen kultur ved en metafor som var en kompliceret spil. Banks formår dog desværre ikke at holde dampen oppe: Mod slutningen af romanen bryder troværdigheden i det fremmede samfund sammen, da de begynder at opføre sig som kliche-skurke fra den space opera Banks ellers prøver at fjerne sig fra. Men et langt stykke ad vejen holder det, og den storspillende hovedperson holder fuldstændig fra start til slut, og gør at romanen måske ikke er nobelprismateriale (som Hesses blev), men alligevel er et stykke skrivearbejde Banks kan være stolt af.
I “Use of Weapons” går Banks over til at bruge en mere kompleks fortællestruktur. Der er to parallelle forløb. I det ene følger vi hovedpersonen på en mission for The Cultures “Special Circumstances”, der fungerede som modstander for hovedpersonen i “Consider Phlebas” og var dem der trak i trådene bag kulissen i “The Player of Games”. Denne organisation er Banks svar på James Bonds MI6. Navnet refererer til at The Culture er et åbent samfund med stor respekt for hvad vi ville kalde menneskerettigheder (som her også omfatter ikke-mennesker og intelligente maskiner), men at der somme tider er specielle omstændigheder som gør at man må slække lidt på idealerne. Men tilbage til romanen: Det andet forløb kører det meste af tiden baglæns. Vi får nogle glimt af hovedpersonens tidligere missioner, og bevæger os langsomt tilbage til hans ungdom. Samtidgig viser han flere og flere mærkelige sider af sin personlighed i det forløb der foregår i romanens nutid, hvor han skal forsøge at hindre udbrud af en større krig mellem nogle af galaksens mindre civilisationer. Det hele går op i en højere enhed, da vi omsider får afsløret hans dybeste hemmelighed, der har ligget skjult af mange lag af psykologiske forsvarsmekanismer, og i det andet forløb forsøger at komme overens med sin fortid. Jeg synes Banks skruer lige lovlig højt op for melodramaaet der til sidst – jeg forstod hovedpersonen hele vejen indtil da, men slutningen var en lille smule skuffende for mig. Alt i alt er “Use of Weapons” dog en fremragende roman, der på en måde giver modspil til “Consider Phlebas”, med en hovedperson der er rodet ind i en krig, men med en helt forskellig motivation og hvor han her er på The Cultures side.
Så springer vi en hel del år frem til “Surface Detail”. Her er der pludselig ikke en, men en hel række af hovedpersoner. At bruge mange personer til at se det romanen handler om fra mange sider, er der ikke noget galt med. Problemet med “Surface Detail” er at det er svært at se hvad den handler om. Der er en kvinde som skal have hævn over en ondskabsfuld og magtfuld forretningsmand. Der er et kærestepar som vil forsøge at afsløre nogle virtuelle helveder, hvor man overfører forbryderes bevidsthed til et computer og udsætter dem for hvad det nu er man udsættes for i helvede. Der er en historie om en soldat som kæmper for at få afskaffet de virtuelle helveder. Og flere andre. Alle historier bliver fortalt med Banks fantastiske greb om personer, ekstreme situationer og humor, men hvad det egentlig er han vil fortælle, kommer til at svæve. Er det om den ene persons vandring gennem helvede, efter kun kæresten undslap? Fantastisk fortalt og meget medrivende. Eller er det den anden kvindes hævn-historie, der nærmest bare bliver brugt som undskyldning for at fortælle historien om hvordan The Culture forsøger at gribe ind i konflikten omkring det virtuelle helvede uden at starte en større krig? Det er trods alt ret spændende og handler i en vis undstrækning også om det virtuelle helvede. Men andre dele af romanen, som afsnittene med soldaten, har stort set ingen forbindelse til resten. I forhold til Banks tre første Culture-romaner er “Surface Detail” derfor lidt skuffende. Men læser man den som en række historier som kredser omkring den samme begivenhed i hans univers, er den både en spændende, underholdende og af og til tankevækkende roman. Den kunne dog have været så meget mere, hvis han havde givet sig mere tid til at gennemarbejde den. Der er slet ikke den fornemmelse af sindrigt maskineri inde bag ved, som man f.eks. får af at læse “Use of Weapons”.
Banks skriver først og fremmest fremragende historier om komplekse personer i mærkelige universer og mærkelige situationer. Men han har lavet sit univers med nogle interessante tanker om hvordan et fremtidssamfund kan se ud. I The Culture er der så mange ressourcer at man ikke har behov for ejendomsret mere. Der næsten ubegrænset frihed, så længe det ikke går ud over andres frihed. Banks er klog nok til at vide at et sådant samfund, befolket af mennesker som vi kender dem i dag, ikke kan lade sig gøre. Selv om man har rigeligt, er der altid nogen som vil rage det hele til sig. Selv om de selv har al den frihed de kunne ønske sig, er der altid nogle som vil ødelægge friheden for andre. Men Banks introducerer så sine super-intelligente rumskibs-hjerner. Det er i virkeligheden dem som har magten og søger for at det utopiske samfund fungerer. Måske lidt grænseoverskridende for dem som lever i vore dages demokratier, og sandelig også for mange personer i Culure-bøgerne, men hvis man har læst Platon, er det måske ikke så overraksende hvis fremtidens utopi viser sig at have en styreform som ikke er demokrati. Der er rigeligt af diskussion af dette utopiske samfund i bøgerne, både for og imod, så det er endnu en ting man kan få ud af at læse Banks. Med hensyn til videnskaben i hans science fiction, så er den gennemtænkt, men altid underlagt historiens øvrige elementer, i modsætning til f.eks. Baxter og Reynolds, som gør meget ud af videnskaben. Men det kan være både godt og skidt.

5 Comments

  • Henning Andersen
    09/12/2012 - 15:43 | Permalink

    Der må have været nogle overvejelser i forbindelse med udgivelsen af den til dansk oversatte udgivelse af “Player Of Games” – med titlen “Spilleren” – men det er og bliver noget kludder. For selvom Culture-seriens “enkelt-dele” kan læses aldeles separat, så er den bedste introduktion til hurlumhejet altså “Consider Phlebas”. Men forlaget strandede måske allerede på spørgsmålet: – hvordan oversætter man så det? Til enhver tid vil jeg dog holde på, at man først skal læse “Consider Phlebas” – og derefter er der sådden set frit slag, og hop på toget når og hvor du har lyst – eller hop over og tag næste afgang. Alternativt novellesamlingen, herunder især titelnovellen, “The State Of The Art”. Og så kunne det være interessant at høre læsegruppen om den også mener at “The Algebraist” faktisk er en Culture-roman, selvom den ikke er anført som del af serien. Det gør jeg nemlig.

  • admin
    09/13/2012 - 09:07 | Permalink

    Jeg har indtrykket af at Banks ikke bryder sig om at have alt for mange bindinger mellem de enkelte Culture-romaner. De skal kunne læses hver for sig, og han vil have mulighed for at lave lidt af hvert. I de af bøgerne jeg har læst er der stort set ingen personer eller lokaliteter der går igen. Så The Algebraist (som jeg ikke har læst) kan vist læses som en Culture-roman hvis man vil det, men jeg tror ikke det er så interessant for Banks. Han bruger bare The Culture til at få inspiration til nye romaner af – og så er han også en doven rad, som ikke gider at lave et helt nyt univers til hver ny bog!
    En hvilken som helst af de tre første bøger synes jeg kan bruges som intro til The Culture. Fordelen ved The Player of Games er at den faktisk starter med at beskrive et dagligt liv i The Culture, og først derefter går i gang med den mere action-prægede del af historien fjernt fra The Culture. Men det er da synd at de ikke oversatte Consider Phlebas. Jeg kan stadig ikke beslutte mig for om jeg synes den eller Player of Games er den bedste jeg har læst af Banks. Begge fremragende romaner. Sært nok bryder Hugo-folket sig ikke meget om Banks. Så vidt jeg kan se, er det kun The Algebraist som nogensinde har været bare nomineret til en Hugo. Så det er en ret fin ting at han er æresgæst på Worldcon i 2014 og kan få nogle flere fans blandt dem ovre på den anden side af atlanten.

  • Niels Gjerløff
    09/13/2012 - 21:54 | Permalink

    I betragtning af den ret store mængde SF som du har læst, finder jeg det ret rystende, at du udnævner “Consider Phlebas”, til en af de bedste romaner du har læst og man så ved, at den ikke er oversat til dansk endnu. Kan vi så ser at få den oversat og udgivet???!
    HRmmmpff

  • admin
    09/14/2012 - 12:35 | Permalink

    Så meget sf har jeg nu ikke læst: Jeg prøver at regne mig frem til hvad der er det bedste science fiction der udgives, ved at læse hvad andre skriver om det, og læser så dem jeg på forhånd ved der er en chance for er gode. Det virker som regel, men ideelt set burde man læse mere bredt. Det er der bare ikke timer nok i døgnet til! Men af og til læser jeg også bøger jeg bare er blevet nysgerrig efter at læse.
    Med hensyn til oversættelse, så er det boom der er for tiden i science fiction på dansk næsten udelukkende noveller. Jeg tror desværre også det primært er forfattere og udgivelser der er kommet flere af. Et af de næste skridt vil være at få udgivet nogle flere romaner på dansk. Men hvor det kan lade sig gøre at udgive noveller med frivillig arbejdskraft og med ret beskedne honorarer til forfatterne, er det en anden sag med romaner. De er ofte på mange flere sider end man kan lave en novellesamling på, og romaner er de fleste forfatteres hovedindtægtkilde. Det betyder så ikke at man ikke bør forsøge det, men det kan hurtigt blive en dyr og langsommelig affære for et af mikroforlagene. Det bedste ville være at der generelt kom flere science fiction-interesserede læsere i Danmark: Så ville det også være interessant for de store og mellemstore forlag at udgive science fiction-romaner på dansk.

  • 09/20/2012 - 23:41 | Permalink

    Det er indlysende tydeligt at “The Algebraist” IKKE foregår i Culture-universet. Tidslinjerne i forhold til hvad der sker med jordboerne og kontakt matcher ikke, der er ingen FTL ud over stargates i “The Algebraist”, og jeg kunne blive ved, men jeg gider ikke, for det bør slet ikke være nødvendigt at forklare den slags for en genrekyndig læser.

    Ellers er jeg enig i at “Consider” er en rigtig god introduktion til Culture-universet, men et er “Player” altså også. “State of the Art” er til gengæld er skidt sted at starte, fordi man så får et meget skævt indtryk af M. Banks, og kommer til at opfatte ham som én der først og fremmest har et budskab, hvilket en hvilkens som helst læsning af størstedelen af hans længere M. Banks-værker lynhurtigt vil afkræfte.

    …Og Flemming, jeg savner at du indsætter tomme linjer mellem dine afsnit, i bloggen. Det er standarden for elektroniske tekster, og med god grund, da det øger læsbarheden markant…

  • Comments are closed.