Flasch

I en netop genoplivet læsegruppe har vi diskuteret Banks “Surface Detail” på det første møde. For mig betød det blandt andet at jeg fik taget mig sammen og læst to andre Banks-romaner jeg har haft liggende ulæste et stykke tid, nemlig den hhv. 2. og 3. bog i hans Culture-univers “The Player of Games” og “Use of Weapons”.
Banks er en fænomenal historie-fortæller. Det er ikke uden grund at han er en af de mest populære nulevende science fiction-forfattere. De tre første af hans romaner (de to allerede nævnte og “Consider Phlebas”) er alle tre utroligt velskrevne, meget spændende bøger med ganske interessante hovedpersoner. Det som også gør dem til god science fiction, er deres beskrivelse af fremtidssamfundet “The Culture”, og ikke så meget at der også optræder teknologiske og naturvidenskabelige spekulationer. Sidstnævnte fungerer, men mere som genre-indikatorer, end som noget originalt.
“Consider Phloebas” er en fremragende roman. Den handler om krig, set gennem hovedpersonens vanvittige flugt fra og ind i konflikten mellem “The Culture” og en meget aggressiv og krigsglad fjende. Hvad angår plot og personer ikke noget nyt i genren af antikrigs-bøger, men Banks storslåede og fantasifulde fremtidslandskab gør den til en af de bedste science fiction-romaner jeg har læst.
“The Player of Games” skruer et stykke op for ambitionsniveauet. Handlingen flyttes til at godt stykke væk fra The Culture, bortset fra i starten af bogen, hvor man får et indblik i dagligdagen for en borger i The Culture. Romanen forsøger om at beskrive en fremmed kultur gennem og i forhold til det meget komplicerede spil der danner grundlaget for magtstrukturen i deres samfund. Herman Hesse gjorde noget tilsvarende i “Glasperlespillet” – skildrede vores egen kultur ved en metafor som var en kompliceret spil. Banks formår dog desværre ikke at holde dampen oppe: Mod slutningen af romanen bryder troværdigheden i det fremmede samfund sammen, da de begynder at opføre sig som kliche-skurke fra den space opera Banks ellers prøver at fjerne sig fra. Men et langt stykke ad vejen holder det, og den storspillende hovedperson holder fuldstændig fra start til slut, og gør at romanen måske ikke er nobelprismateriale (som Hesses blev), men alligevel er et stykke skrivearbejde Banks kan være stolt af.
I “Use of Weapons” går Banks over til at bruge en mere kompleks fortællestruktur. Der er to parallelle forløb. I det ene følger vi hovedpersonen på en mission for The Cultures “Special Circumstances”, der fungerede som modstander for hovedpersonen i “Consider Phlebas” og var dem der trak i trådene bag kulissen i “The Player of Games”. Denne organisation er Banks svar på James Bonds MI6. Navnet refererer til at The Culture er et åbent samfund med stor respekt for hvad vi ville kalde menneskerettigheder (som her også omfatter ikke-mennesker og intelligente maskiner), men at der somme tider er specielle omstændigheder som gør at man må slække lidt på idealerne. Men tilbage til romanen: Det andet forløb kører det meste af tiden baglæns. Vi får nogle glimt af hovedpersonens tidligere missioner, og bevæger os langsomt tilbage til hans ungdom. Samtidgig viser han flere og flere mærkelige sider af sin personlighed i det forløb der foregår i romanens nutid, hvor han skal forsøge at hindre udbrud af en større krig mellem nogle af galaksens mindre civilisationer. Det hele går op i en højere enhed, da vi omsider får afsløret hans dybeste hemmelighed, der har ligget skjult af mange lag af psykologiske forsvarsmekanismer, og i det andet forløb forsøger at komme overens med sin fortid. Jeg synes Banks skruer lige lovlig højt op for melodramaaet der til sidst – jeg forstod hovedpersonen hele vejen indtil da, men slutningen var en lille smule skuffende for mig. Alt i alt er “Use of Weapons” dog en fremragende roman, der på en måde giver modspil til “Consider Phlebas”, med en hovedperson der er rodet ind i en krig, men med en helt forskellig motivation og hvor han her er på The Cultures side.
Så springer vi en hel del år frem til “Surface Detail”. Her er der pludselig ikke en, men en hel række af hovedpersoner. At bruge mange personer til at se det romanen handler om fra mange sider, er der ikke noget galt med. Problemet med “Surface Detail” er at det er svært at se hvad den handler om. Der er en kvinde som skal have hævn over en ondskabsfuld og magtfuld forretningsmand. Der er et kærestepar som vil forsøge at afsløre nogle virtuelle helveder, hvor man overfører forbryderes bevidsthed til et computer og udsætter dem for hvad det nu er man udsættes for i helvede. Der er en historie om en soldat som kæmper for at få afskaffet de virtuelle helveder. Og flere andre. Alle historier bliver fortalt med Banks fantastiske greb om personer, ekstreme situationer og humor, men hvad det egentlig er han vil fortælle, kommer til at svæve. Er det om den ene persons vandring gennem helvede, efter kun kæresten undslap? Fantastisk fortalt og meget medrivende. Eller er det den anden kvindes hævn-historie, der nærmest bare bliver brugt som undskyldning for at fortælle historien om hvordan The Culture forsøger at gribe ind i konflikten omkring det virtuelle helvede uden at starte en større krig? Det er trods alt ret spændende og handler i en vis undstrækning også om det virtuelle helvede. Men andre dele af romanen, som afsnittene med soldaten, har stort set ingen forbindelse til resten. I forhold til Banks tre første Culture-romaner er “Surface Detail” derfor lidt skuffende. Men læser man den som en række historier som kredser omkring den samme begivenhed i hans univers, er den både en spændende, underholdende og af og til tankevækkende roman. Den kunne dog have været så meget mere, hvis han havde givet sig mere tid til at gennemarbejde den. Der er slet ikke den fornemmelse af sindrigt maskineri inde bag ved, som man f.eks. får af at læse “Use of Weapons”.
Banks skriver først og fremmest fremragende historier om komplekse personer i mærkelige universer og mærkelige situationer. Men han har lavet sit univers med nogle interessante tanker om hvordan et fremtidssamfund kan se ud. I The Culture er der så mange ressourcer at man ikke har behov for ejendomsret mere. Der næsten ubegrænset frihed, så længe det ikke går ud over andres frihed. Banks er klog nok til at vide at et sådant samfund, befolket af mennesker som vi kender dem i dag, ikke kan lade sig gøre. Selv om man har rigeligt, er der altid nogen som vil rage det hele til sig. Selv om de selv har al den frihed de kunne ønske sig, er der altid nogle som vil ødelægge friheden for andre. Men Banks introducerer så sine super-intelligente rumskibs-hjerner. Det er i virkeligheden dem som har magten og søger for at det utopiske samfund fungerer. Måske lidt grænseoverskridende for dem som lever i vore dages demokratier, og sandelig også for mange personer i Culure-bøgerne, men hvis man har læst Platon, er det måske ikke så overraksende hvis fremtidens utopi viser sig at have en styreform som ikke er demokrati. Der er rigeligt af diskussion af dette utopiske samfund i bøgerne, både for og imod, så det er endnu en ting man kan få ud af at læse Banks. Med hensyn til videnskaben i hans science fiction, så er den gennemtænkt, men altid underlagt historiens øvrige elementer, i modsætning til f.eks. Baxter og Reynolds, som gør meget ud af videnskaben. Men det kan være både godt og skidt.