Efter jeg for nyligt var i Dublin, hvor jeg hørte en meget spændende diskussion om myter, fik jeg pludselig lyst til at blogge lidt om nogle af de tanker jeg har haft siden.
I gamle myter er der mange mægtige helte, som stort set alle er mænd, og som kan udrette mægtige ting. Men helte har det også med at komme i konflikt med mægtige modstandere og dø til sidst. Sigfried fra sagnkredsen omkring Niebelungerne ender med at blive myrdet. Achilleus fra Homers berømte værk kommer af dage, da han bliver uvenner med guderne over den måde han behandler sin besejrede modstander Hektor på. Homers anden store helt Odysseus fornærmer en gud og må ud på en lang sørejse hvor han mister alle sine venner. Han overlever dog, måske fordi hans forbrydelse ikke var så stor.
Grækerne havde begrebet hybris, som handlede om at det går galt hvis mennesker prøver at blive som guderne. Hvis de tror de har gude-egenskaber, så som ubegrænset rigdom eller magt til at gøre lige hvad det passer dem. Der lå en advarsel til mennesker om ikke at tro for meget om sig selv i de gamle sagn og myter. Man kan beundre Achilleus og Odysseus, men også se at de ikke skulle have gjort det de gjorde.
I vores moderne verden har vi myten om den stærke mand. Den stærke mand er ham der kan gennemskue alle vores problemer og løse dem så let som ingenting. En gud på jorden. I modsætning til de græske helte lider den stærke mand ikke af hybris. Han kan ikke begå nogen fejl, og vi bør alle følge ham, fordi han er så klog, stærk etc. Der er ingen guder som er over ham og vil straffe ham. Eller også sørger den lokale kirke meget belejligt for at understrege at han handler i overensstemmelse med guden eller gudernes ønske. I bytte for noget goodwill, naturligvis.
Den stærke mand optræder naturligvis også i fiktionens verden. Myter skal reproduceres for at kunne holde. I superheltenes verden vrimler det med mænd der er stærke. Men ikke den slags der har løsningen på alle problemer. Som gamle Stan Lee udtrykte det: “with great power comes great responsibility”. Superman var i begyndelsen en forkæmper for de svage og de undertrykte. Senere blev han mere ligeglad med politik, men beholdt dog sine høje moralske værdier.
I science fiction var den klassiske hovedperson en mand, der kunne løse alle problemer – om ikke med styrke, så med sin overlegne hjerne. Isaac Asimovs helt Hari Seldon kunne endda planlægge hvordan hele galaksens udvikling skulle forløbe frem mod den perfekte stat. Seldon havde så ikke den narcissistiske personlighed som virkelighedens stærke mænd er udstyret med – han ville selv for længst være død når hans idealstat var bygget. Nyliberalisternes guru Ayn Rands science ficton-roman Atlas Shrugged er bygget op omkring myten om den stærke mand John Galt, som både er genial opfinder, genial forretningsmand og genial statsmand. Nyere science fiction-litteratur bygger sjældent på myten om den stærke mand, og hvis de gør, er det for at udstille at det netop er en myte, der krakelerer ved kontakt med virkeligheden. Forfatteren Stephen Baxter har ofte sådanne hovedpersoner i sine bøger, der opfører sig som tidligere tiders science fictions stærke mænd, men som ender med ikke at kunne løse de problemer de tror de kan løse.
Den stærke mand havde en opblomstringstid i første halvdel af det tyvende århundrede. Vi så en hr. Hitler og en hr. Stalin føre sig frem som to af verdens helt stærke mænd. Den ene endte med at begå selvmord i resterne af sit imperium, den anden blev muligvis myrdet. Gammel blev han i hvert fald ikke. Så lidt hybris var der da over det. Men hvor Odysseus i det mindste forsøgte at redde både sig selv og sine mænd, havde disse to stærke mænd ikke noget problem med at myrde millioner af uskyldige mennesker. I myten om den stærke mand er der ikke brug for barmhjertighed og menneskelighed, det handler om at gøre det rigtige, og kun den stærke mand selv ved hvad det rigtige er.
Man kan undre sig over hvordan en sådan irrationel og menneskefjendsk myte har kunnet bemægtige sig sindene hos så mange mennesker. Det er på en måde en pervertering af de gamle helte-myter, hvor heltene er smeltet sammen med guderne. Måske fordi vi lever i tider hvor guder er gået af mode. Sigmund Freud ville måske sige at guderne døde, sank ned i det ubevidste, og vendte tilbage som forvrængede, forfærdelige versioner af det de engang var. Eller måske troen på guder er så indbygget i os, at vi må opfinde dem i nye former, hvis de gamle guder mister deres magt over os.
I hvert fald er det igen blevet sæson for stærke mænd. I det nordlige Korea har vi en mand, som faktisk prøver at bilde sit folk ind at han er en slags gud. Nord for ham er en mægtig mand, som er ved at køre sig i position som stærk mand for verdens næstrigeste land. I verdens rigeste land har man valgt en leder som påstår at kunne løse alle sit lands problemer, og fører sig frem som den stærke mand. Hans gode kollega i Stalins gamle stat gør et udmærket job som Stalin-imitator. I Brasilien har de valgt kirken, militærets og de riges stærke mand som leder. Hist og her i Europa er der også stærke mænd som forsøger at blive stærke nok til at spolere vores demokratier. I Tyrkiet har en stærk mand benyttet sig af et mistænkeligt dårligt planlagt og mislykket statskup til at rense ud blandt sine modstandere.
Så hvad sker der for verden lige nu? Hvordan kan så mange blive grebet af det de fleste rationelle mennesker ser som vanvid, og støtte de stærke mænd? Som erfaringsmæssigt ikke fører noget godt med sig for andet end en lille elite, og måske endda ender med at udslette både sig selv og det meste af deres land. Vi må jo bare konstatere at mennesker stadig er omtrent lige så meget til fals for myter som i oldtiden, men at myten som den stærke mand desværre er en etisk set ret dårlig myte i forhold til de gamle myter.
Så hvad kan vi gøre, når rationalitet virker som et papmachesværd overfor den stærke mands teflon-jakkesæt? Svaret er at vi skal lave nogle andre myter som modsvar til den stærke mand. For eksempel om unge Greta Thunberg der i sejlbåd tager over atlanten for at fortælle de gamle mænd på klimamøderne at det er nu de skal gå i gang med at rense op efter to århundreders tilsvining af vores planet. Eller gamle Bernie Sanders, der vil gøre vilkårene for de fattige amerikanere bedre ved at indføre socialisme i USA, noget der for få år siden ville have lignet en gal mands projekt. Myten om den modige unge kvinde og myten om den bundhæderlige gamle mand måske?
I hvert fald tror jeg det vil være meget mere nyttigt at støtte sådanne myter end at slå videre på de stærke mænd med papsværd. De er bliver måske endda bare glade for endnu en lejlighed til at vise hvor usårlige de er. Hvis det derimod bliver helt andre myter der fylder folks hoveder, kan det tænkes at myten om den stærke mand langsomt forsvinder. Vi så for eksempel ved det seneste folketingsvalg at myten om de onde fremmede delvist blev afløst af myten om miljøkatastrofen (hvor førstnævnte er usand og sidstnævnte bare lidt overdrevet).
