Danske science fiction-noveller 2015

Omkring årsskiftet 2015/2016 fik jeg en plan: I stedet for min årlige lange anmeldelse af Lige Under Overfladen-antologierne, ville jeg skrive om de science fiction-tekster fra 2015 der havde gjort særligt indtryk på mig. Det skulle så blive en årlig tradition, som forhåbentlig også med tiden kommer til at omfatte romaner, som jeg ellers ikke får læst så mange af (på dansk). Men andre ting lagde beslag på min opmærksomhed, og det meste af 2016 gik, så nu vil jeg i stedet blot nævne nogle få noveller. Håber så at vende tilbage næste år med en et længere skriv om det bedste danske science fiction fra 2016.

Inden jeg kommer til novellerne, er her først resterne af åbningsbønnen fra det jeg skrottede:

Hvis vi kigger lidt væk fra vores eget lille land, er science fiction i dag en meget bred genre. Der skrives stadig science fiction i dag efter de gamle skoler, dvs. pulp-agtig space opera der ofte svinger over i den subgenre der kaldes military sf, og science fiction som mere eller mindre er pasticer over den bedre del af science fiction-genren fra 1940’erne og 1950’erne. Men nutidens science fiction er også den eksperimenterende science fiction fra 1960’erne og 1970’erne, hvor der blev hentet kraftig inspiration fra andre dele af litteraturen. Man finder også stadig hard sf, som tager de nyeste opdagelser fra videnskabens verden under behandling, og new space opera, hvor spændingen fra space opera krydses med troværdige personer og respekt for videnskab. Af senere tilføjelser til genren findes blandt andet også slipstream, der læses som en “almindelig” roman eller novelle, men foregår i en science fiction-verden, og sprogligt eksperimenterende science fiction.

I Danmark er science fiction nok stadig en del præget af de gamle skoler, måske fordi science fiction på film hovedsageligt trækker på den del af genren, og de fleste danskere kender science fiction fra film. Men der findes da også dansk science fiction der kan kaldes hard sf, fordi den forholder sig til nutidens videnskab, og science fiction der enten er påvirket af de seneste tendenser i engelsksproget science fiction, eller bare har ramt nogle af de samme ideer om at eksperimentere med sprog, genrer m.m. Jeg vil herunder liste de af årets noveller som jeg mener er specielt værd at fremhæve, uden at det nødvendigvis skal forstås sådan at jeg regner de øvrige for dårlige.

Slut på bønner.

Hovedparten af de science fiction-noveller, der blev udgivet i 2015, stammer fra enten Science Fiction Cirklens antologi “Som et urværk” eller H. Harksens antologi “Universets Mørke”. Dem jeg har bidt mærke i, stammer fra disse to antologier. Først “Som et urværk” (der pudsigt nok er titlen på mit eget bidrag til antologien, der er en alternate history / krimi / steampunk ting, som jeg da vil opfordre folk til at læse, men ikke vil påtage mig selv at vurdere kvaliteten af).

Richard Ipsen: “Skøjteløber”. Novellen handler om en aktuel problemstilling, dumpning af af plastic-affald i havene. Hvad betyder det for økosystemet og hvad kan man gøre ved det. Som sådan er det ægte hård science fiction med videnskaben i orden, endda et stykke over i lablit-genren, hvor man følger forskere på arbejde. Men som det plejer at være hos Ipsen, er det også en historie om mennesker. Velfortalt, med både noget at tænke over, og en rørende historie.

Jesper Goll: “Postludium”. Der bliver opfundet en metode til at gøre børn super-intelligente. Eneste ulempe: De mister helt talent og interesse for musik. Vi følger en ung talentfuld musiker gennem livet, hvor musikken efterhånden rinder ud, hvor han får et barn der er en ny Mozart (skal han have behandlingen?) og til sidst må se sig som omtrent den eneste i verden der holder af musik. Under den tragiske fortælling ligger hele tiden spørgsmålet: Hvor meget skal vi ofre af os selv som mennesker for et rigere og mere effektivt samfund? Goll er virkelig blevet god, med novellen her, der fuldt fortjent vandt Niels Klim-prisen i sin kategori.

Lars Ahn Pedersen: “Århundredes mand”. Ahn var også i topform til sit bidrag til antologien. Det er en gammel ide – kvinderne overtager verden, da der i et moderne samfund ikke mere er brug for mænd. Men den får en Ahn’sk drejning af underspillet ironi og et plot der virker enkelt, men er meget omhyggeligt konstrueret. Det er klassisk ide-drevet science fiction med et moderne sprog, og af høj kvalitet.

Majbrit Høyrup: “Søhest”. De fremmede har overtaget Jorden og bruger os som værtsdyr for deres afkom. I stedet for den kontante skræmmeeffekt fra monstrene i Alien-filmene, er her en mere subtil uhygge, fortalt gennem en der er blevet vært for de fremmede. Det forgår i en verden meget langt fra skydespil-klicheer og videnskabsmanden der forklarer hvordan det hele hænger sammen, mens han babber på piben. Som i en “new wave” historie fra 1960’erne, er den rationelle verden ved at bryde sammen, men i stedet for at svælge i sammenbruddet, fortæller Høyrup her om nogle mennesker der prøver at overleve både det og almindelig menneskelig ondskab.

Og fra “Universets Mørke”:

Jesper Rugård: “Undergangen”. Igen en historie om verden, der er ved at bryde sammen. Denne gang i form af mystiske sorte kugler, der dukker op allevegne, uden nogen kan forklare dem. Hvor Rugård ofte har haft problemer med at få sine noveller gjort fri af overflødigt tankegods, er her en ganske skarpsleben historie om den almindelige mand og verdens undergang, beskrevet som om det var en almindelig hverdag.

Patrick Leis: “Starten på en krig”. Jeg tager denne her med, fordi det er noget jeg savner i dansk science fiction. Det er ikke en speciel original ide Leis har fat i, men han forstår at skrue et actiondrama sammen. Det er rumskibe, rumvæsener og rumhelte, fortalt med en dreven gyserforfatters redskaber. Som science fiction-fan trænger jeg af og til til noget der ikke kræver dyb koncentration, men hvor man bare lader sig rive med af en vild handling ombord på et rumskib, drevet af alt det brændstof genren kan levere.

Lars Kramhøft: “Cestoda”. Strengt taget er det vel mere horror end science fiction. Den adfærdsvanskelige pige på institutionen for unge kriminelle rager uklar med læreren, som viser sig at være en vaskeægte gal videnskabsmand. Man fatter hurtigt sympati for pigen og håber på at hun undslipper til sidst. Men gør hun? Antologien handlede om at kombinere horror med science fiction, og her synes jeg Kramhøft gør det rigtig godt, ved lade den “gale” videnskab være baseret ægte biologi, uden at det gør den mindre uhyggelig.

Comments are closed.