Min ven Jens

Jens var fra Ballerup. Ikke fra et af de pæne kvarterer. Han var en stor mand med kraftig røst. Man kunne nemt forveksle ham med en bølle. Men Jens var et gennemgodt menneske. Altid høflig, meget sjældent gal. Men han kunne lide at brokke sig. Ting der var forkerte, skulle bringes i orden. Et princip han også fulgte med sine egne ting.

Jeg mødte Jens for omkring 30 år siden. Han var studiekammerat med min bror. Vi spillede rollespil. Og havde det skidesjovt. Jens var en genial formidler og fortæller. Senere fik vi travlt med arbejde. Jens skiftede studie nogle gange. Blev civiløkonom, og arbejdede som indkøber nogle år. Blev så lærer i stedet. Jeg tror det var det perfekte job for Jens.

I mellemtiden var rollespillet blevet erstattet af computerspil. Jens gik op i det med samme iver som rollespillet. Jeg fandt andre interesser. Men vi begyndte at mødes. Somme tider flere gange om måneden. Andre tider med måneders mellemrum. Vi havde et fast ritual: Først hente junkfood, så spise og snakke, mens fjernsynet kørte med noget underholdning i baggrunden. Derefter en film eller to. Som regel action, krig eller science fiction. Og lidt mere snak, før vi skildtes.

Så en dag røg Jens på hospitalet. Det var noget med maven, som han før havde døjet med. Dengang havde de fjernet hans galdeblære. Det viste sig at der igen var noget i vejen med galden. Efter mange, lange og smertefulde undersøgelser konkluderede lægerne at det var kræft i galdevejene. Jens fik kemo. Det hjalp. Han fik det helt godt igen. Men så holdt kemoen op med at virke.

For en måneds tid siden besøgte jeg Jens. Han var kommet på morfin, og kunne spise næsten normalt, fortalte han mig. Vi bestilte et læs junkfood, og spiste og snakkede løs. Men jeg så at Jens smed det meste af sin burger væk. Han ville gerne have at alt var som før. Det var det også. På nær det med hans sygdom. Han kæmpede med den. Ville ikke anerkende at den var en dødsdom. Håbede på at blive af med det bæst der havde sat sig fast inde i ham.

Sidste gang jeg så Jens, var han på hospice. Kræften havde bredt sig ud i det meste af hans store krop. Han kunne ikke gå selv. Ved spisetid kørte jeg ham ud i spisestuen. Han kunne ikke spise noget, men bekymrede sig over om jeg fik noget ordentligt at spise. Sent om aftenen gik jeg tilbage til stationen. Det regnede. Jeg tænkte over alle de timer jeg havde tilbragt sammen med Jens. Min bedste ven. Ugen efter døde han.

2 Comments

  • 07/01/2016 - 06:36 | Permalink

    Kondolerer.

  • 07/05/2016 - 16:13 | Permalink

    Tak for din fortælling. Det er så hårdt at miste en ven, føler med dig.

  • Comments are closed.