Lige under Månens overflade

luo9Så er det igen tid til at anmelde årets science fiction-antologi fra Science Fiction Cirklen, den niende i serien Lige under overfladen med titlen De sidste kærester på Månen. I år havde jeg lavet en ny skabelon til at vurdere teksterne ud fra, men efter at have læst bogen, besluttede jeg at kassere min skabelon og i stedet dele teksterne op i nogle grupper, som jeg herefter vil diskutere. Som noget generelt vil jeg starte med at sige at jeg blev en smule skuffet over årets antologi. Der er mange velskreve noveller i, men jeg savner lidt mere af det der for mig er kernen i science fiction. Men mere om det, når vi kommer til det. Jeg starter med:

Post-apokalypser

Her har vi verdens undergang og hvad deraf fulgte, enten som et fysisk sammenbrud eller som sammenbrud af samfundet som vi kender det. I “Bunker Blues” kravler nogle mennesker ned i deres bunkere for at overleve en katastrofe. Det går ikke så godt. Teksten er ganske kort og som sådan udmærket. Mere stemningsbilleder end en egentlig novelle. I “Storm på vej” er katastrofen for længst ovre. Der sker ikke så meget i historien, udover at dene ene person kommer alvorligt til skade, og den anden prøver at redde ham. Men vi får indblik i en meget forandret verden og de to menneskers for os sære måde at tænke på. Ganske godt gennemført. “Cogitopia” handler om et samfund hvor man kan fjerne udvalgte tanker og ideer fra et mennske. En skræmmende tanke, men den bruges ikke til så meget i novellen.

En af de dyder man kan hæfte på science fiction er at den skal have en gennemgående ide som udforskes i både handling og i det univers den udfldes i. Den skal ydermere kunne kædes sammen med nutidens samfund. Sådan en ting kaldes også et novum. Jeg savner lidt et sådant novum i disse her historier. De to førstnævnte formår at blive til gode tekster alligevel, men jeg kunne godt have tænkt mig lidt mere fokus på ideen i den sidstnævnte. Videre til næste gruppe. Det er stadig post-apokalypser: Jeg har bare samlet resten af dem i en anden gruppe, fordi de prøver at gå lidt ud over den generiske post-apokalyptiske verden:

Eksperimenterende post-apokalypser

I “Mission” er vi i en verden hvor mennskene kæmper mod robotter. Men i modsætning til mange generiske historier af den type, får vi her præsenteret historien med en usædvanlig synsvinkel og vi ser at robotterne ikke handler som de gør, blot fordi robotter altid opfører sig sådan i postapokalyptisk sf. Som i “Storm på vej” får vi et indblik i en meget fremmedartet veden. Jeg var lidt i tvivl om hvor jeg skulle placere “Blændværk'”. Vi er i en verden hvor solen tilsyneladende er gået ud. Mennesker overlever ved hjælp af en slags kunstig sol, men det er slet ikke det samme som en rigtig sol. Der sker en masse og så er novellen slut. Jeg kunne godt have tænkt mig at temaet om solen var udnyttet lidt bedre og verden vist, så den var mere tydelig. I titelnovellen skal vi omsider en tur ud i rummet, til Månen. Men stadig med et postapokalyptisk tema. Her er tale om et psykologisk drama, der indtræffer da man mister al kontakt med Jorden – verden er gået under og beboerne på månebasen er de sidste mennesker i verden. Temaet er at vi mennesker ikke er noget uden de andre, dvs. uden hele menneskeheden. Det er godt gennemført og novellen er velskrevet, men jeg køber ikke helt personernes psykologi – der er lidt for meget dødsdrift i dem i forhold til at de er sendt op som mandskab på en månebase. I “Stilheden” er vi sammen med en Palle alene i verden-type. Historien minder lidt om Peter Adolphsens År 9 efter loopet, men er desværre mere et fragment af en historie end en helstøbt historie. Det der er, er dog udmærket.

Jeg kan lide at man ikke bare bruger en postapokalyse som kan være hvad som helst. Ikke at en generisk postaokalypse nødvendigvis giver dårlige historier, Cormac McCarthys The Road modbeviser dette, men i en antologi med science fiction vil jeg gerne have at der bliver tænkt lidt mere over den verden de foregår i. Det har jeg vist værer inde på hvert år, men jeg gentager det gerne: Det er science fiction-genrens store force – at kunne vise os hvordan verden ville kunne se ud hvis man piller lidt ved virkeligheden (men ikke for meget). Novellerne i denne gruppe prøver at gøre det lidt anderledes end i de fleste postapokalyptiske historier. I “Mission” får vi antydninger af at en teknologi er løbet løbsk, men der er ikke en klar linje fra vores nutid til novellens verden. “Blændværk” har desværre en præmis jeg ikke køber – så vidt jeg husker får vi ikke engang at vide hvordan Solen forsvandt og mangel på en sol vil have meget mere drastiske virkninger end vist i novellen. “Stilheden” giver slet ikke nogen forklaring – end ikke en en sjov en som Adolpsen fandt på til Loopet. I titelnovellen får vi heller ikke nogen forklaring, men enhver generisk forklaring på katastrofen vil kunne passe ind, og historien fungerer fint uden den. Der er bare mere tale om en historie om mennsker på et øde sted end om science fiction. Men man kan også fylde for meget science fiction på:

Leg med genren

“Stakhnov” er en novelle hvor der sker en hel masse, som tydeligvis har med genren at gøre. Desværre er det så forvirrende, at jeg ikke fangede hvad det gik ud på ved første gennemlæsning. Jeg prøvede at læse den igen og må erkende at jeg heller ikke fangede meget af den i anden omgang. Der er alt for meget mærkelig dialog og der mangler en klar fortæller. Det forekommer mig at være som en vittighed – der bygger på en forhåndsviden hos lytteren – men hvor jeg ikke har den forhåndsviden. Videre til “Græsset må ikke betrædes”. Det er en ganske kort historie, af den type hvor der kommer en overraskende pointe til sidst. Den virkede bare ikke på mig. Med lidt basalt kendskab til genren forstår man dog godt hvad der sker. “Hvis de lige vil gabe op engang” er en slags nonsensdigt om en mand der har fået et sort hul i en tand. Der er nok lidt meget fokus på rimskema mens rytmen lades i stikken, men der er en del god humor i det. “Hjerneprotesen” er en historie hvor der er for mange ting på spil til at det hænger ordentligt sammen. Der er en mand som har fået indsat en kuntig del i sin hjerne og der er noget som kaldes tanke-tale, som han vistnok har opfundet. Det bliver aldrig helt klart hvad det er og hvorfor folk er så sure på manden. Hvis forfatteren havde taget sig tid til at fortælle historien i flere detaljer, kunne den sikkert være blevet ganske god. “Bangkok sim” udmærker sig ved at have et højt spændingsniveau. En mand sidder fast i en simulation af virkeligheden og prøver at finde ud af hvad der sker og/eller slippe ud / vågne op. Desværre ender novellen med at stille læseren ud på herrens mark: Hvad der skete og hvordan slutningen skal forstås må vi selv hitte ud af. Somme tider virker den slags, andre gange ikke – for mig virkede det ikke her.

Hvornår leger man med genren og hvornår bruger man genren? Det handler igen om hvor godt man har udtænkt sin fortællings univers. Bruger man en standard-verden som ligger på lager i alle science fiction-fans hjerner, kan man sagtens få en god historie ud af det. Jeg vil bare gerne have lidt mere originalitet i det science fiction jeg læser. Hvad der er originalt og hvad der er, om ikke kliche, så genbrug, er ikke noget der kan afgøres helt objektivt. Jeg har valgt at sætte ovenstående i en gruppe og de følgende i en anden:

“Ægte” science fiction

Med ægte mener jeg ikke at alt anden science fiction er uægte, men at det her har med kernen i genren at gøre. Kerne-sf lyder bare så dumt. Men til novellerne: “Betydningen af små ting” bygger videre på forfatterens novelle fra sidste år. Rumskibet hvor astronauterne lever i en anden tidsskala, er kommet ud at flyve. De kommer til en verden som muligvis er beboelig. Den del af handlingen der har at gøre med at de bliver paranoide overfor Jorden, virkede fortænkt på mig, men mødet med den fremmede planet og beskrivelsen af den er udmærket science fiction. “Komtessen, opfinderen, direktøren og baronen – og Emma” er noget så udsædvanligt (her til lands) som en steampunk-novelle. Jeg kan kun bifalde at endnu en dansk forfatter forsøger sig med den genre. Der er ikke tale om det helt dybsindige science fiction, men det er en underholdende novelle, og hvem kan sige noget negativt om en novelle hvori der optræder en dampdrevet kat? “Ukrudt” er en ganske fremragende science fiction-novelle, hvor personer, verden og ide går op i en højere enhed. Menneskene på den primitive planet kæmper mod naturen og en af de måder de gør det på er meget barbarisk. Med “Den perfekte partner” er vi lidt nede på jorden igen. Kvinden shopper sig en robotmand. Det virker som et afsnit af en længere historie. Så går det opad med kvaliteten i “Den oligocæne forbindelse”. Vi er med tidspolitiet på jagt efter nogen der har gang i et eller andet i den oligocæne tidsalder. Her er både lidt spændende palæontologisk viden og en ganske veldrejet tidsrejsehistorie.

Tre af historierne kunne jeg ikke rigtig få til at passe andre steder, så jeg har kaldt dem:

Sære historier

I “Ledige værelser” begår hovedpersonen den fejl at booke sig et hotelværelse i The Twilight Zone eller et tilsvaende sted. Novellen er bygget op som en gyser, hvor der først er en lillebitte ting man undrer sig over, men den så fører til mere og mere. Ganske effektiv og velskrevet. I “Tandlægen der havde en plan” er vi igen hos tandlægen. Denne gang uden sorte huller, men i en historie der både er sjov og meget original. Vi er igen på kanten af genren, men på den kant hvor blandt andet Philip K. Dick holdt meget af at sidde. Verden bliver mere og mere mærkelig til vi totalt mister forbindelsen til det kendte. Sidst, men ikke mindst, har vi “Dommedagsdrømmerne”. Strengt taget er det ikke science fiction, men den bygger på meget af det samme stof som sf er gjort af. Vi følger en lille gruppe af danske overlevelses-fantaster, med deres problemer med beskyttelsesrum, våben og hvad der ellers dukker op. Ganske underholdende og egentlig overbevisende nok, selv om personerne nærmer sig grænsen for hvornår det er karrikaturer. Som novelle ville den gøre sig fint i enhver novellesamling eller antologi, men her er den så kommet i selskab med science fiction, som virkelighedens kommentar til de mange postapokalyptiske noveller.

Konklusion

Det halter stadig meget med min kæphest – vel-researchede sf-noveller med gennemarbejdede universer og ikke mindst en god og original ide. Men de er her, blandt andet i “Ukrudt” og i “Den oligocæne forbindelse”. Af de noveller som ikke kan leve helt op til mine kriterer, er der heldigvis mange som på andre måder er gode, så som “Ledige værelser”, “Tandlægen der havde en plan” og “Dommedagsdrømmerne”. Nogle få af forfatterne skulle måske overveje at arbejde mere med deres noveller før de sender dem ind, eller redaktøren skulle opfordre dem til det, men jeg vil ikke hænge nogen bestemte ud og vil lade muligheden stå åben for at der er visse typer noveller der simpelthen ikke er kompatible med mig som læser, uanset hvor meget umage forfatteren har gjort sig. En ting der irriterer mig lidt, er at der er så mange postapokalyptiske noveller. Det er måske noget som er oppe i tiden, men genren er så meget mere end det.

2 Comments

  • Henning Andersen
    12/17/2014 - 16:12 | Permalink

    Hej Flemming

    Jeg er ret imponeret over, at du har “gennemgnasket” – og været igennem to skabeloner for en anmeldelse af – De Sidste Kærester På Månen. Jeg mener: – den er jo kun lige udkommet. Okay, Litteratursiden var hurtigere, men det er sagen uvedkommende.
    Det ytres jo gerne, at man ikke skal diskutere med en anmelder. Og det kan da også blive hårrejsende, som eksempelvis den meget langtrukne diskussion i WeekendAvisen om Kim Leines “Profeterne I Evighedsfjorden”, hvor der både var det ene og det andet galt. Men Kim Leine tog det nu pænt.
    På den anden side er vi – tilsyneladende – et relativt begrænset community af skrivere og bloggere (formodentlig er der betydeligt flere læsere. Og heldigt nok for det) i dansk SF-regi, så dialog må der til. Ellers sidder vi bare pis-fornærmede eller hånligt tilbagelænede bag hver vores skærm og tastatur.
    Jeg vil derfor “udfordre” dig på dine “kriterier”. Det skal være vel-researchede, gennemarbejdede historier med en original ide. Og det synes jeg også. Faktisk tror jeg ikke, at der nogen der synes det modsatte. Der er dog det at sige til det, at Lige Under Overfladen-serien (jo) også er et “forum” for nye stemmer – omend flere “gamle stemmer” stadig har bidrag med. Men noget andet er, at dine “kriterier” (og tillad mig at indskyde at du og jeg er lige gamle) lidt ligner udtalelsen om at “det bliver ikke længere lavet som i de gode gamle dage”.
    Tro mig, jeg ville elske om vi havde en dansk Neal Asher eller Alastair Reynolds (ikke Peter F Hamilton), men det har vi ikke, og det bliver dobbelt-op svært hvis det skal være med udgangspunkt i noget med dansk (eller skandinavisk) mentalitet.
    Som andet sted nævnt (ja, ikke af mig) så er den europæiske SF bundet op i u/dys/topier og apokalypser. Det gælder også for de danske klassikere (læs: Niels E. Nielsen, Tage Eskestad, Erwin N. Wulff). Og det er selvfølgeligt “Terra Cognito”, og dermed udgangspunkt for mange hjemlige “skrivere”. Personligt finder jeg det ikke særligt spændende, men det er ikke desto mindre en traditionel ret på menu-kortet i dansk SF. Sådan lidt firkantet udtrykt. Hvilket ikke betyder, at man ikke skal forsøge at bryde nyt land – det kan bare godt være at “det nye land” ikke er som “i de gode gamle dage”.

    Noget helt andet er, at det da glæder mig du blev konsterneret over “Stakhanov”. Det var sandelig intentionen. Og ligesom man ikke skal forklare en vittighed, så skal jeg heller ikke hér trevle den op. Men til forståelsens fremme – og fordi vi nok ikke kommer til at mødes “i flæsket” foreløbigt, a hint: – hvad sker der for solipsister?
    Nåmmen, det var det jeg ville sige. Lad mig gentage, at jeg syns det var pragtfuldt at læse din anmeldelse af DSKPM, men at jeg lige havde denne kommentar. Uenighed modtages med fornøjelse. Hej.

  • admin
    12/20/2014 - 16:32 | Permalink

    Hej Henning

    Egentlig ville jeg jo gerne skrive en masse positivt om alle teksterne, men min samvittighed som anmelder byder mig at være ærlig omkring hvordan jeg oplevede det at læse dem. Det kan man så tage som det er – hvad en læser som har læst ret bredt i og udenfor genren havde ud af at læse dem.

    Når jeg har åbnet for kommentarer, er det selvfølgelig fordi folk gerne må kommentere. Problemet med at forfattere anmelder deres anmeldere er at de vil diktere hvordan anmelderen skal opleve at læse det de har skrevet. Det er det man skal holde sig fra. At læse en tekst er i den sidste ende noget subjektvt, selv om en anmelder selvfølgelig bør gøre sig umage med at opfatte alt hvad teksten rummer, når man læser den.

    Med hensyn til min kæphest, så er det netop ikke science fiction som i gamle dage jeg efterlyser. Men det er science fiction som faktisk bruger det genren er god til og meget gerne på nye og overraskende måder. Efter at science fiction blev “opdraget” til at have mere respekt for de dyder der er i “mainstream” litteratur, skete der et helt klart løft med teksternes kvalitet. Desværre resulterede det også i en svækkelse af det som er kernen i genren. Jeg holder også af meget andet litteratur end science fiction, og skal være den sidste til at opfordre til at forfatterne vender tilbage til pulp-historier med papirstynde personer og ubredt brug af en række standardplots, men jeg ser gerne at forfatterne inddrager ny teknologi og videnskab (eller i det mindste nyere historie / samfundsforhold), så læserne kan skelne en ny historie fra en 1950’er-historie og at man tænker det ind i den verden det foregår i. Det er der også nogle af forfatterne der gør, så jeg håber da at resten kan blive inspirerede af dem.

  • Comments are closed.