Til Worldcon i London

Med næsten 8000 deltagere blev Worldcon i London 2014 den største Worldcon nogensinde. Det kunne måske få nogle flere af de amerikanske fans til at tænke over om var på tide at gå hele vejen fra at have en “world”-con, der foregår i Nordamerika tre gange ud af fire, til rent faktisk at være et samlingspunkt for hele verdens fandom.

Østenden af ExCeL. Bygningen foran er Aloft-hotellet, hvor de fleste stjerner boede.
Øst-enden af ExCeL. Den blå bygning foran er Aloft-hotellet, hvor de fleste stjerner boede.

Den første konkrete oplevelse af at det var en stor con, fik jeg da jeg ankom til ExCeL-bygningen torsdag sidst på formiddagen. På trods af at stort set alle var forhåndsregistrerede og der sad omkring ti frivillige i indtjekningen, skulle man stå i kø i næsten en time. Det var dog kun lige omkring middag om torsdagen at køen var så lang.

Jeg plejer at have en notesbog at støtte mig til, når jeg skriver om en con, men desværre lykkedes det mig at miste den notesbog jeg havde med på Loncon efter jeg havde skrevet en masse noter. Så jeg kan ikke referere i detaljer om det jeg hørte. Det kniber også lidt med billederne: Tilsyneladende var der to “code of conduct” – den ene havde den sædvanlige regel om at man ikke må tage billeder af folk som ikke bryder sig om at blive fortograferet. Det er fint nok at tage det hensyn. Men der var nogle andre regler om at man slet ikke måtte tage billeder uden at spørge først. Det betød at jeg fik taget ret få billeder – man følte sig lidt som en paparazzi bare ved at tage et billede af nogle paneldeltagere. Men til de positive ting:

Malcolm Edwards fra et panel om tidlige britiske sf-magsiner.
Fan-æresgæst Malcolm Edwards fra et panel om tidlige britiske sf-magsiner.

Programmet havde omkring 1000 programpunkter, fordelt ud over de fem dage. Ud af dem overværende jeg vel kun omkring 40, hvoraf jeg har udvalgt nogle stykker fra hver dag at fortælle lidt om:

Torsdag aften holdt Kim Stanley Robinson et foredrag om tid i romaner, hvor han fortalte om Olaf Stabledon og Virginia Woolf, og om sin egen kæphest – at beskrivende afsnit i en tekst er faldet i unåde i moderne litteratur – man kalder det med en nedsættende betegnelse for “infodump”. Det var et ganske fremragende foredrag, som er svært at referere. Dagen efter var Robinson så i et panel med blandt andre Cory Doctorow. Det kom der en ganske interessant diskussion ud af. Især da Doctorow brugte “infodump” på en lidt usædvanlig måde: Det er noget man skal skal vente med at lægge til man er godt inde i teksten og trænger til at komme af med noget – så er det til gengæld skønt når man endelig kan lade det komme ud. Men jeg synes Robinson har en pointe: I hans “2312” er de beskrivende afsnit noget af det bedste ved romanen, og fortjener absolut ikke at blive kaldt “infodump”.

Iain M. Banks skulle have været æresgæst, men desværre havde han en anden aftale af den slags ingen kan sige nej til. Man havde da valgt at beholde ham som æresgæst og lave en række programpunkter om ham og hans bøger. Fredag var der et foredrag om Banks skrivekarriere fra før han fik solgt en bog. Han skrev adskillige science fiction-romaner og forsøgte i årevis at få dem udgivet, men det var først efter “The Wasp Factory” (som ikke er sf) blev en bestseller at han også fik succes med sin science fiction. Min yndlings-Banks-roman, “Consider Phlebas” var faktisk den tredje science fiction-roman han skrev, selv om den blev hans første udgivne science fiction-roman (så vidt jeg husker fra mine forsvundne noter). Om søndagen var der et panel hvor nogle af hans venner mindedes ham. Han var akkurat den slags menneske man ønsker at finde bag en forfatter der skrev så spændende, originale og underholdende bøger. Det eneste gang nogen i panelet kunne huske at han havde været i skidt humør, var en gang hvor hans paraply gik i stykker mens det regnede, og han kylede den væk. Ken McCleod, der havde kendt ham siden barndommen, var ordstyrer og gjorde det godt, men hen mod slutningen gik han alligevel i stå af bevægelse. Banks var meget savnet på Worldcon, også af dem, der som mig ikke havde kendt ham personligt, men der var god lejlighed til at mindes ham og få mere at vide om ham og hans forfatterskab.

Fotoshoot med deltagerne fra Coode Street Poidcast #200
Fotoshoot med deltagerne fra live-optagelsen af The Coode Street Podcast #200

Lørdag eftermiddag var der en live udgave af The Coode Street Podcast. For dem som ikke kender den, så er det redaktøren Jonathan Strahan og den kritikeren Gary Wolfe der mødes og snakker science fiction ca. en gang om ugen, som regel med en eller flere gæster, af og til alene. Denne gang havde de inviteret Jo Walton, Robert Silverberg og Kim Stanley Robinson. Det kom der en ret god diskussion ud af, om hvordan science fiction genren og dens fandom og forfattere har udviklet sig siden 1950’erne, hvor Silverbergs karriere startede. Silverberg mente det havde udviklet sig fra at være som en landsby, hvor alle kender alle, til en storby, hvor ingen kender hinanden. Kim Stanley Robinson mente derimod det har udviklet sig til at være en mindre by, mens Jo Walton mente det er en slags netværk, hvor ikke alle kender hinanden, men der er så mange forbindelser mellem folk, at der alligevel kan opnås konsensus om f.eks. hvilke bøger der er de bedste. Lige efter Coode Street var der så et panel om podcast, hvor blandt andet Emma Newman deltog. Hvor Coode Street plejer at være meget improviseret, er hendes podcast – Tea and Jeopardy – meget planlagt. Hun bruger faktisk omkring tre dage på at lave et afsnit som varer omkring en halv time.

Lørdag aften lykkedes det at få samlet en god del af de danskere der var på Worldcon på en restaurant lige i nærheden. Det var fint lige at kunne få set hvem vi var – det var ikke ret tit vi ellers stødte på hinanden på den meget store con. Bagefter var vi nogle som gik over for at høre lidt af aftenprogrammet. Det var blandt andet en koncert, eller som det hedder på science fiction-fan-sprog: filk, med den meget prisvindende forfatter Seanan Mcguire som forsanger. Hun bør nok satse på forfatterkarrieren frem for sangerkarrieren, men det var da heller ikke ringe sunget.

Der spises buffet på den indiske.
Der spises buffet på den indiske.

Søndag besluttede jeg mig for at stå lidt tidligere op til “stroll with the stars”, for at se hvad det var for noget. Det viste sig at være en fin lille morgentur rundt om den kæmpestore ExCeL-bygning, der ligger lige ned til Themsen. Jeg fik dog ikke set så meget til stjernerne, bortset fra at veksle nogle få ord med Ken McCleod. Om eftermiddagen var der et spændende programpunkt om John Clute’s horror-teori, som han skrev om i sin bog “The Darkening Garden”. Den er genoptrykt i Clutes seneste bog “Stay”, som jeg forsøgte at finde i salgs-rummet senere på dagen, men først havde held med at finde mandag. I øvrigt lige da John Clute kom forbi, så jeg kunne få den signeret. Kort fortalt: Clute’s begreb “affect horror” er den teori at horror blot skal gøre os forskrækkede. Det er en teori som er god at bruge om ikke-fantastisk horror, mens Clutes egen (mere komplicerede) teori passer bedre på fantastisk horror, hvor det blandt andet handler om at man opdager en virkelig verden bag ved den tilsyneladende.

Søndag var der som sagt også minde-panelet om Iain Banks. Det var blevet lidt forsinket, så jeg opgav at gå til det jeg havde tænkt mig at gå til lige bagefter. I stedet gik jeg ned for at høre Joe Abercrombie læse op for så mange der kunne mases ind i det lille lokale. I løbet af connen hørte jeg 6 oplæsninger, og Abercrombies var klart den bedste, både i udvalg af tekst der var velegnet til at læse op og i selve oplæsningen. Ham må jeg se at få læst noget mere af! Den store begivenhed søndag var Hugo-prisen om aftenen. Der havde været mange spekulationer om den forinden. Nogle frygtede at nogle kampagner der havde været for at bestemte bøger skulle vinde, ville resultere i ufortjente vindere. Andre at en skæv stemmefordeling ville gøre at nogle af de mindre kategorier ikke ville blive uddelt. Men alt blev gjort til skamme: Folk havde stemt meget bredt og for eksempel gik prisen for bedste roman med ret overbevisende stemmetal til Ann Leckes space opera “Ancillary Justice”. Det var også ganske ukompliceret at komme ud og ind og få en plads hvor man kunne se noget, modsat det jeg oplevede for to år siden i Chicago. Dagen blev for manges vedkommende sluttet af i baren, hvor de blandt andet havde skaffet et fint lille udvalg af real ales.

Panel om visuel symbolik i science fiction film.
Panel om visuel symbolik i science fiction film.

Mandag er traditionelt tag-hjem-dag, så der plejer programmet ikke at være helt så interessant. Men jeg fandt da blandt andet et panel om visuel symboilik i science fiction-film, med blandt andre Adam Roberts. Udgangspunktet var der hvor knoglen oppe i luften bliver til en rumstation i “2001” (hvor handlingen skifter fra fortid til fremtid). Det viser med et enkelt billede at vi nu har bevæget os fra at lære at bruge en knogle som våben til at kunne bygge en rumstation. Panelet holdt sig ikke helt til teksten for programpunktet, måske fordi der var en rigtig filmnørd i panelet som hele tiden ville snakke Tarkovsky, men det var nu ganske spændende alligevel. Der blev også tid til at høre lidt af det sidste panel i videnskabs-sporet – om forskellen på hvordan videnskabsfolk fremstilles og hvordan de er i virkeligheden – før jeg kom i tanke om at det nok var myldretid inde i London og jeg derfor burde beregne lidt ekstra tid til at komme ud til mit fly.

Alt i alt var det en rigtig god, vel-planlagt og vel-afviklet con, hvor der kun var ganske få ting at kritisere arrangørerne for. Dog synes jeg det billedforbud de havde indført var for mærkeligt – nærmest religiøst. En ting er at tage hensyn, en anden at lade meget overfølsomme mennesker diktere alting. Det er ok at have fotoforbud visse steder, men at have det overalt er for tåbeligt, og blev jo så heller ikke altid respekteret. Vedrørende hensyn, så var der også en masse af pladserne der var reserverede til handicappede som ikke dukkede op, især de første dage. Det gjorde blandt andet at der til nogle programpunkter var helt tomme forreste rækker, mens folk sad klumpet sammen bagved. De burde have lavet en regel om at man godt måtte tage de reserverede pladser, når programpunktet var gået i gang. Til nogle af programpunkterne senere på connen var der i øvrigt også ExCeL-folk som hjalp folk med at finde ledige pladser. Det var nemlig forbudt at stå op på grund af brandreglerne.

Stopfyldt sal ved panel om lejemodere i fantasy med bl.a. Robin Hobb og Patrick Rothfuss.
Stopfyldt sal ved panel om lejemodere i fantasy med bl.a. Robin Hobb og Patrick Rothfuss.

En anden mindre god ting var de alt for mange paneldeltagere som kraftigt overvurderede deres egen stemmekraft og ikke brugte de mikrononer der var sat op, eller som bare ikke kunne finde ud af at bruge mikrofonerne. Det var så sjældent arrangørernes fejl, men det kneb dog af og til med at få tændt og indstillet lyden. Min sidste lille klage er over tilmelding til workshops. Reglen var at man skulle komme og stille sig i kø om morgenen dagen før den pågældende workshop foregik. Det gjorde jeg to dage i træk, før det gik op for mig at de bare havde lagt alle tilmeldingssedlerne ud om onsdagen, så jeg kunne have sparet de to gange at stå i kø. Men det er hvad der sker, når det hele er baseret på frivillig arbejdskraft. Der går information tabt hist og her. Men alt i alt gjorde de frivillige et rigtig godt arbejde.

Næste Worldcon nær os kan blive Helsinki i 2017, Dublin i 2019 eller Paris i 2023, afhængigt af hvordan afstemningerne falder ud. Til næste år bliver Worldcon i Kansas City, og hvis finnerne ikke vinder afstemningen bliver det sandsynligvis i Washnington DC i 2017. Så det var måske en god anledning til at tage en lille tur til USA? En af forskellene på en amerikansk Worldcon og Loncon er i øvrigt at i USA foregår det hele på et gigantisk hotel. Dvs. folk bor på værelserne og programpunkterne foregår i hotellets konferencelokaler. Desuden har man også små fester rundt omkring på hotelsuiter til langt ud på natten. På Loncon havde man fundet på et alternativ til det i form af en “fan village”, som var en hal fyldt op med borde og telte samt en bar og en cafe, hvor man kunne feste igennem, men også hygge sig i dagtimerne.

Højre ende af "fan village", hvor baren lå.
Højre ende af “fan village”, hvor baren lå.

Comments are closed.