Lange science fiction-noveller

I forbindelse med Niels Klim-prisen har der været en del diskussion om inddeling af kortere science fiction-tekster i kategorier. Jeg mener at den kategori der hedder ”novella” på engelsk ikke rigtig findes på dansk. Det er en kategori som omfatter de længste tekster fra novellemagasinerne, der ikke bliver delt op i flere dele som en føljeton. Men kriteriet for hvad der er en ”novella” opgøres i antal ord, som regel mellem 17500 og 40000, hvilket gør at den også omfatter kortere romaner udgivet som selvstændige bøger. Det gælder så temmelig mange af tidligere tiders romaner, der pludselig ikke er romaner mere, men novella’er / kortromaner.

Jeg mener at for at en kategori af tekster skal give mening, må det være noget som der specifikt skrives i. Det giver lidt mening i de engelsksprogede tidsskrifter, der faktisk har en sådan kategori man kan skrive op mod, dvs. prøve at skrive en kompakt roman. Men på dansk synes jeg ikke den giver mening. Der ses også af hvilke tekster der faktisk ender i kategorien: Nogle romaner der tilfældigvis er under 40000 ord grænsen og nogle noveller der er blevet en anelse længere end de 17500 ord. Men ingen tekster der er specifikt skrevet til at være en kompakt roman, som kan komme med i et novellemagasin.

Den mellemste kategori for korte tekster, novellette på engelsk, oversat til langnovelle på dansk, er derimod en kategori der ofte skrives tekster i på dansk. I hvert fald har jeg selv oplevet et skift i min måde at skrive på, som dels har betydet at jeg skriver længere noveller, dels at jeg (ak ja) nærmest må til at lære forfra at skrive noveller. Så for mig er der helt klart en forskel og endda en stor forskel på den engelske ”short story” og ”novelette” eller novelle / langnovelle på dansk. Hvilket fører frem til den skumle bagtanke med indlægget her, nemlig lidt selvpromovering af nogle af mine seneste noveller og problemerne jeg havde med at skrive dem.

Mine tidlige tekster var næsten alle ganske korte tekster. Men efter nogle år hændte det af og til at jeg fik skrevet noget lidt længere, enten fordi ideen tog lidt længere plads om at blive foldet ud, eller fordi et mere kompliceret plot og flere (snakkesalige) personer krævede det. I stærk kontrast kun at have enten en enkelt ide, som blot skulle koges ned til en minimal historie, eller at skrive en kort humoristisk historie, hvor personerne var mere eller mindre karikaturer.

Hvor en kort historie lader sig skrive næsten uden forberedelse, blot man har en nogenlunde ide, er det straks sværere at skrive noget længere. Der er personer som skal kunne fungere, plot som skal passes til og ikke mindst skal man have tænkt over det univers historien foregår i, for at det hele kan hænge sammen til sidst. Det giver en helt anden måde at skrive på. Da det tidspunkt, hvor jeg begyndte på de længere historier, desværre falder nogenlunde sammen med det tidspunkt hvor jeg blev mindre produktiv, har jeg stadig ikke fået så godt styr på den længere form som jeg gerne ville.

ioverfladen

Den første tekst jeg regner til ”langnovelle” kategorien er ”Mission til Eden”, som er fra 2008. Det var et forsøg på at skrive noget science fiction, som var mere ”hård” end det jeg plejede at skrive. Jeg husker ikke så mange detaljer om tilblivelsen mere, men grundideen var at komme med et bud på Fermis Paradoks – hvorfor vi tilsyneladende er alene i universet. Ideen er ret gammel i science fiction, men jeg ville prøve at om jeg kunne give den en ny drejning. Det har altid irriteret mig, når folk argumenter for at vi skal tage ud i rummet, fordi vi skal sprede os, så vil ikke bliver udryddet som art. Det er lige så dybe tanker som en bakterie kan have, hvis den kunne tænke. Jeg synes faktisk det er et argument imod at vi forlader vores planet. Hvorfor sprede massiv ødelæggelse af naturen, krig og ligegyldig underholdning til resten af galaksen? På den anden side mener jeg vi bør udforske rummet, fordi det er der, og fordi det det er vigtigt at vide hvad det er for et univers vi befinder os, mere vigtigt end det meste andet vi mennesker bruger ressourcer på. I ”Mission til Eden” ender det i en gang ramasjang, men de fleste af tankerne bag burde stadig være der, hvis nogen gider lede. Og forresten, så brugte jeg en del tid på at designe det kunstige himmellegeme hvor historien foregår.

luo5

I 2011 forsøgte jeg mig med space opera-genren i historien ”Lige efter bogen”. Det er et klassisk setup med en mystisk planet, hvor man skal undsætte en ekspedition, som man har mistet kontakten med. I starten ved man intet om hvad der er sket, men det antydes at der kan være fremmede intelligensvæsener på spil. Jeg afslører for meget af plottet, hvis jeg fortæller hvad min ide var, men kan sige at jeg lavede en del research på den og at den kom et sted fra virkeligheden, men selvfølgelig blev ekspanderet lidt i mit fiktive univers. Et tema i novellen er religion, som er et af de temaer jeg finder meget interessant i science fiction. Mange ateister betragter religion som en slags overtro eller manglende forståelse af virkeligheden, der vil helt forsvinde i fremtiden, og erstattes med den korrekte videnskabelige opfattelse af virkeligheden. Jeg mener det er noget dybere end det, nemlig en måde at opfatte verden på, som alle mennesker har, også ateister.

minerne

Også i 2011 kom novellen ”Minerne på Orthomyx”, som en del af den novellesamling jeg fik udgivet. Det meste af den blev skrevet mens jeg var syg af en meget langvarig influenza. Jeg kom da til at tænke over hvordan virus og kroppens immunforsvar har et konstant våbenkapløb. Her handler det ret meget om faktisk at identificere fjenden. Det blev overført til en situation på en planet, som var inspireret af filmen Avatar. Det irriterede mig ret meget at de fremmede væsener i filmen blot var forvoksede smølfer / blå indianere, uden noget forsøg på at tænke over hvordan liv på en fremmed planet kunne være. Så jeg fandt på noget intelligent liv, inspireret af influenza, men på størrelse med jordiske pattedyr. Historien blev fortalt med en enkelt synsvinkelperson, en programmør af kamprobotter, som oplever det meste på en vis afstand, undtagen til sidst. Jeg var meget i tvivl om hvor mange af mine tanker omkring planetens livsformer jeg skulle tage med, og endte måske med at skære for meget væk, så de kom til at virke for kliche-agtige.

fremmedstjerne

I 2012 havde jeg fået den ide at jeg ville skrive en novelle som på en eller anden måde skulle handle om mørkt stof. Det førte til flere forskellige ideer, som jeg droppede igen, fordi jeg ikke kunne se hvordan der kunne komme en god historie ud af dem. Men jeg fandt dog frem til at den skulle foregå på Antarktis. Det er et område som er velbesøgt af personer i science fiction-historier, men jeg synes også det er ganske velegnet til science fiction-historier med lidt horror-præg. Det er forholdsvis let at skabe en lille gruppe af mennesker, helt afskåret fra omverdenen, selv med moderne teknologi. Jeg var ret ambitiøs med den historie – havde lavet research på både stedet (en faktisk eksisterende base på Antarktis) og på al den teknologi som bliver brugt i løbet af novellen. Desuden havde jeg lavet ret detaljerede personer. Måske var det en fejl at jeg så også brugte alle mine personer på skift som synsvinkelpersoner, men det virkede som en god ide, da jeg fandt på den: På den måde kunne man få indsigt i deres tanker og langsomt finde ud af hvad der foregik, ved at sammenstykke hvad hver enkelt vidste. Jeg var selv ret godt tilfreds med den novelle, men den kan måske være forvirrende at læse med alle de synsvinkler, og enkelte af personerne kunne måske være skåret fra (udover dem der allerede blev skåret væk mens jeg skrev historien – den startede med endnu flere personer).

ScienceFiction20

I 2012 kom også ”Kaptajn Uovervindelig mod Doktor Dødsstråle” Den var skrevet til Knud Larns konkurrence, hvor kravet var at den skulle handle om fremtidens superskurke og foregå i Danmark. Jeg tror ikke at det var meningen at det skulle være superskurke i bogstavelig forstand, men sådan valgte jeg at læse det. På det tidspunkt havde jeg netop læst Strugatsky-brødrenes ”Roadside Picknick”. Det inspirerede mig til at lade store dele af Danmark være blevet ramt af et fænomen som ligner det i den russiske roman. Det var også her ”superhelte” kunne få deres evner, men kun med stort besvær og med stor risiko. Meningen med Knuds oplæg var selvfølgelig at forholde sig til forbrydelse og straf i fremtiden. Jeg tænkte så, at hvis der i fremtiden findes forbrydere, som man ikke ville være i stand til at holde indespærrede i fængsler, hvad skulle man så gøre med dem? Hvad gør man af superskurke som kan flyve eller smadre en mur? Svaret var de skulle spærres inde midt i den farlige zone, hvor de ikke ville kunne undslippe fra uden hjælp fra nogle specielle ”vejvisere” (Eller ”stalkers” som de hed hos Strugatsky). Jeg forsøger mig igen her med flere synsvinkelpersoner, samt rimeligt kompliceret plot og baggrundshistorie. Der er lidt meget ramasjang i, men det skal der jo være i en superhelte/skurke-historie. Af dybsindigt indhold er der nok ikke så meget andet end den morale at der ikke er nemme løsninger på fremtidens eventuelle superskurkeproblemer, men det var også min hovedperson som interesserede mig mest.

luo7

Da jeg skulle skrive et bidrag til 2013-udgaven af Science Fiction Cirklens årlige antologi, fik jeg lyst til at prøve at skrive en science fiction-udgave af en Alistair MacLean-roman. MacLean var engang en af min yndlingsforfattere, og jeg benytter stadig enhver chance jeg får til at se en filmatisering af en af hans romaner. Det er typisk en flok hårdføre mænd på en militær mission, hvor der er en eller flere med hemmelige planer, som går imod gruppens. Jeg fandt på en hovedperson som var blevet taget til fange af gruppen, men i virkeligheden var den mest ressourcestærke. Den anden synsvinkel-person blev en kvindelig læge med nogle seriøse psykiske problemer, som kunne være en del af gruppen, men også være lidt på afstand. MacLeans Mission til et fjernt sted blev erstattet med en mission til et mystisk himmellegeme, og ven-fjende blev erstattet med Jordens alliance mod Mars’ alliance, stillet op som to meget forskellige samfundsformer a la den kolde krig. Jeg researchede og tænkte en del over både det mystiske himmellegeme og rumskibet de tager dertil med, samt nogle af detaljerne omkring hvordan kampen mod fjendens rumskib forløber. Det er ren space opera, hvor man får serveret sandheden om hvad der foregår lidt ad gangen. Men der sniger sig også nogle tanker om fremtiden ind hist og her. Måske nogle læsere bliver skuffet over slutningen, fordi novellen ikke er en hård sf-novelle med et mystisk naturfænomen for enden, men en gang ramasjang der forfølger et macguffin.

Det er så hvor jeg er nået til. Der er meget jeg godt kunne gøre bedre. Og jeg lytter meget gerne til konstruktiv kritik fra andre. Men synes dog jeg er nået et stykke af vejen til at skrive langnoveller jeg kan være tilfreds med.

One comment

  • Else Cederborg
    02/12/2014 - 06:40 | Permalink

    Tja, jeg kan godt se problematikken, men er selv sprunget over den ved bl.a. at skrive sf for børn og unge. En lang novelle – med inddelinger i afsnit/kapitler – der også har billeder er vel en hybrid, men fungerer nu udmærket.

  • Comments are closed.