Welcome

Politik og science fiction

En af grundene til at jeg interesserer mig for science fiction, er at det er en genre som næsten ikke kan undgå også at handle om vores virkelighed. Det kommer selvefølgelig af, at når man fremstiller en anden verden end den virkelige i fiktion, vil læseren også tænke over det forskellen mellem den fiktive verden og sin egen virkelighed. Det samme kan naturligvis også siges om mange andre former for litteratur. Men i litteratur der primært handler om mennesker og deres relationer, er virkeligheden ofte bare en kulisse bagved. Det kan man som regel ikke slippe af sted med i science fiction. Og dog: Hvis man skriver noget der trækker på genrens mange konventioner og klicheer, slipper man ofte for at gøre ret meget ud af det. Man erstatter kulisse-versionen af virkeligheden med kulisse-versionen af et miskmask af andre science fiction-tekster og -film som både forfatter og læser kender. Det behøver ikke at være dårligt, men er det ofte. Så god science fiction vil altid kræve at man i det mindste forholder sig lidt til virkeligheden. Inklusiv virkelighedens politik.

For tiden er George R.R. Martins store serie om kongemagten i fantasyland det helt store hit. En af de ting der fremhæves er at magtkampene fremstilles ret detaljeret. Det er jo i høj grad politik og noget der har relation til virkeligheden. Men det er også billigt sluppet i forhold til science fiction. Jeg må indrømme at jeg ikke læser bøgerne, men kun følger med i tv-serien, men en af de ting der irriterer mig meget er hvordan krigene og diplomatiet mellem staterne fungerer. Det strategiske spil minder mest om nogen der flytter brikker omkring i et spil. Alliancer skifter fra det ene øjeblik til det andet på grund af tilfældigheder. Sådan noget går an i fantasy. Men hvis det var baseret på nutidens virkelighed, ville det slet ikke fungere. For eksempel kan Kina ikke pludselig flytte sin kæmpe hærbrik til et vilkårligt sted på kloden. Der er noget som hedder logistik. Og den amerikanske præsident kan ikke pludselig gå i en alliance med Rusland om at invadere Vesteuropa. Der er noget som hedder handel og selv den mest magtfuldes magt kan ikke bruges til hvad som helst. Men fordi fantasy ikke giver sig ud for at have en forbindelse til nutiden, men til for eksempel middelalderen, går det an overfor de fleste læsere. Man lader sig fascinere af det fremmedartede, og det er også ok. Det er bare fjernt fra virkeligheden, på nær nogle generelle betragtninger om magt.

Selv om science fiction på den måde har et slægtskab med politik, så mener jeg selvfølgelig ikke dermed at science fiction skal bruges til at agitere for politiske synspunkter. Man kan have personer i novellen eller romanen, som gør det, men aftalen mellem forfatter og læser er at det skal være fiktion, ikke propaganda. Ellers bliver det, for dem der er enige, blot en prædiken for de omvendte, og for de andre blot en irriterende bog man har lyst til at smide væk. Som at købe en biografbillet og opdage at reklamerne fortsætter i to timer og der slet ikke kommer nogen film. Det at overbevise folk om noget handler heller ikke om at fylde dem op med en masse argumenter. Man må få dem til at tænke selv, ikke forsøge at stoppe tanker de ikke bryder sig om ind i hovedet på dem. Om de så beholder deres gamle mening, bliver enig med forfatteren, eller finder på noget helt tredje, ved man ikke på forhånd. Sådan er spillereglerne for fiktion (og i øvrigt også for et velfungerende demokrati). Det er i hvert fald hvad jeg mener om den sag, selv om jeg da erkender at propaganda af og til virker. Min forestilling om det gode samfund indeholder bare ikke hverken propaganda og spin. Sådan et samfund er vi desværre ret langt fra, men jeg har da ikke helt opgivet tanken om at vi kan komme lidt tættere på det.

I forlængelse af det, så har jeg besluttet fremover ikke at lave politiske indlæg på bloggen her. Med mindre de også handler om f.eks. science fiction. Til gengæld vil jeg af og til skrive noget om politik på magtpartiet.dk. Hjemmesiden begyndte som en joke jeg gik og bryggede på sammen med en kammerat for mange år siden. Det var meningen det skulle blive til en hjemmeside, men det blev ikke rigtig blev til noget, måske fordi vi ikke kunne bestemme os for om det skulle være den rene paroodi eller om det også skulle være seriøst. Nu er der så en hjemmeside, hvor der står nogle mere eller mindre seriøse ting, og hvor jeg af og til vil skrive om politik. Om det bliver til mere, får vi så se.

3 thoughts on “Politik og science fiction

  1. Hvorfor er “comments closed” ovre på “magtpartiet.dk”?

  2. Jeg tror at det er fordi der lukkes for kommentarer efter et stykke tid. Der har så ikke været nogen som ville kommentere inden fristen. Det var vist ikke meningen der skulle være lukket for kommentarer til nye indlæg. Kigger lige på det.

  3. Der var åbenbart helt lukket for kommentarer. Nu er der åbent på de nyeste.

Comments are closed.