Copenhagen Comics 2013

Efter tre års pause var Komiks tilbage med nyt navn “Copenhagen Comics” men samme lokalitet, Øksnehallen. Det er mange år siden jeg rigtig fulgte med i hvad der skete indenfor tegneserier, men Comics er så stor en festival at der alligevel altid er nogle tegneserier jeg kan huske fra gamle dage, og som jeg gerne tager hen for at høre om. Ligesom med forfattere synes jeg det gør noget positivt ved læseoplevelsen at have set og hørt en tegeenseriskaber fortælle om sine værker. I år var det så “kun” Jamie Hernandez som jeg helt sikkert ville høre. Men det var lige så meget for at hjælpe med at passe foreningen Fantastiks stand og snakke med forskellige mennesker jeg kender, at jeg mødte op en lørdag kl. 11 (tidligt for mig på en lørdag).

Lars og Susanne i standen

Noget af det der ofte sker ved sådan et arrangement er at man støder på ting man ikke vidste noget om på forhånd, som viser sig at være meget interessante. I dette tilfælde en franskmand ved navn Emmanuel Guibert. Det var lidt at af tilfælde at jeg kom til at opleve ham: Jeg skulle passe foreningens stand både før og under hans interview, fordi tre andre medlemmer af foreningen var frivillige på festivallen og havde vagter der, men de fik tidligt fri fra deres vagter, så jeg kunne nå at høre lidt på hvad der foregik i interviewområderne. Jeg valgte da at høre det jeg kunne nå af interviewet med Guibert, fordi der stod noget om ham i programmet jeg havde lagt mærke til – husker ikke hvad. Han viste sig at have nogle ganske interesante historier at fortælle, både om hans to mest berømte tegneserier “Alans Krig” og “Fotografen” og om nogle helt andre ting han pludselig fik lyst til at fortælle. En fantastisk historiefortæller, som i øvrigt gik et kvarter over tid, fordi ingen havde lyst til at stoppe ham. Tilligere på dagen havde jeg hørt interviewet med Hermandez, som mere lignede et almindeligt interview, men også var vældig interessant, ikke mindst fordi han var en af de ikke særlig mange tegneserieskabere jeg virkelig beundrede tilbage i 80’erne, hvor min tegneserieinteresse var på sit højeste.

Guibert fortæller om “Fotografen”.

Søndag fik jeg så mulighed for at høre både Guibert og Hennandez i en slags dobbeltinterview, som blev kørt meget dygtigt af deres danske oversætter Steffen Rayburn-Maarup. Det var en både rigtig god og sær oplevelse. Den totalt udadvandte Guibert og den reserverede og beskedne Hernandez. Og alligevel begge to meget dedikerede til at få det bedst mulige ud af deres ikke så beskedne talenter, uden hensyn til hvad der kan sælge og andre praktiske forhold. Tegnestilmæssigt meget forskellige og dog ens. Begge sværger til realisme – at deres tegnserier skal afspejle virkeligheden som den er. Men hvor Guibert er nærmest hyperrealist – man skal helt ikke finde på noget selv, men tage sit materiale direkte fra virkeligheden som en dokumentar-tegnseserie – er Hernandez helt ovre i den anden ende af det realistiske spektrum, og tager gerne ting med som ligger meget på kanten af hvad de fleste opfatter som virkeligt, i en form for magisk realisme-tegneserie. I modsætning til hvad man måske skulle tro om to så erfarne og roste kunstnere, fortalte de begge om at det at tegne godt, er en konstant kamp med deres egen sans for hvor godt det de lige har tegnet er. Hvor Guibert vil gøre noget for andre mennesker med sine tegneserier, for eksempel vise folk soldaten Alans fantastiske hukommelse i Alans krig, fortalte Hernandez (om lørdagen hvor han havde mere taletid) om at det var sine figurer han interesserede sig for, hvilket også kan forklare at han faktisk næsten udelukkende har lavet tegneserier om den samme gruppe af figurer gennem hele sin karriere som tegneserieskaber. To utroligt spændende mennesker, med mange spændende værker man kunne anskaffe. Desværre rakte min beskedne økonomi kun til den ene, hvilket så blev Hernandez, min gamle tegnseriehelt – som faktisk viste sig kun at være ca. to år ældre end mig. Men Guibert er skrevet på ønskesedlen.
Guibert og Hernandez tænker over hvad de skal sige.

Det virker måske lidt sært at jeg havde udvalgt mig to realister, når jeg repræsenterer en forening der beskæftiger sig med alt det som ikke er realistisk. Men der blev da også tid til lidt fantastik, i form af et panel om horror i tegneserier. Her var samlet et par udenlandske og et par danske tegnere, som har beskæftiget sig med dette emne, med Helene Hindberg som moderator. De kom vidt omkring, men måske ikke så meget i dybden med tingene. Sjort var det at de næsten alle nævnte Richard Corben og Bernie Wrightson, der ligesom Hernandez er to af de tegnere jeg husker rigtig godt fra da jeg var stor tegneseriefan. Jill Thompson understregede at det ikke så meget er den uhyggelige tegning, som opbygningen til den og det der kommer bagefter der skræmmer. Og at mennesker kan være mere uhyggelige end de værste monstre.

Jill Thompson og Charlie Adlard i horrorpanelet.

For tre år siden blev en del af oplevelsen på Komiks ødelagt af dårlig lyd, som gjorde at mange af interviewene var næsten umulige at høre, med mindre man sad helt oppe foran. Denne gang fungerede det stort set perfekt. Det samme gælder generelt for Copenhagen Comics 2013, som jeg oplevede den: Stor ros til arrangørerne for at have givet en masse mennesker en rigtig god oplevelse den weekend. Jeg håber meget de har lyst til at gentage succesen om to eller tre år.

Tegnekonkurrencen var ret populær.

Comments are closed.