Lær at blive farlig

På den netop overstående Worldcon i Chicago, var der en paneldebat med titlen “Learning to be Dangerous”. Det jeg hørte der, fik mig til at tænke frem til en kommende Dancon, hvor vi skal diskutere “Den nye danske novelle”. Jeg vil starte med at fortælle hvad jeg mener om denne nye novelle, og vente til sidst med at afsløre hvad det der med at blive farlig er for noget.

Tilbage i 1969 udskrev Politiken en science fiction novellekonkurrence. Ifølge bagsideteksten på “Fjorden danske science fiction noveller”, som indeholder de bedste noveller fra konkurrencen, kom der over 600 bidrag ind. Det var tilbage i tiden før oliekriserne, før EU, før internet, før mobiltelefoner og ikke mindst lige omkring det tidspunkt hvor netop afdøde Armstrong satte sin fod på Månen og erklærede at vi nu havde taget et stort spring. Det blev så aldrig til et spring mere med den bemandede rumfart. Noget af det samme gjaldt science fiction. Ganske langsomt sivede interessen for genren ud. Historier om teknologiens sejr og sære fremmede verdener blev afløst af deprimerende visioner om en fremtid hvor al anstændighed og moral var forsvundet. Fremme ved omkring 2000, hvor jeg så småt begyndte at interessere mig for science fiction igen efter en lang pause, var de aktive danske science fiction fans førende forening, Science Fiction Cirklen, blevet reduceret til en ganske lille klub, modsat en forening med hundreder af medlemmer tilbage i de glade 1970ere. Hvor de tidligere havde udgivet bunker af dansk skrevet science fiction, var det eneste der var præsteret i en årrække en enkelt antologi med genoptryk af nogle af de bedste historier fra tidligere år.

Men over en periode på 5-10 år der nu sket temmelig meget. Ikke bare udgiver Science Fiction Cirklen nu en årlig antologi som bare bliver tykkere og tykkere og hvor kvaliteten af novellerne er støt stigende. Der er også et mylder af andre foreninger og udgivere. Der er magasinet Himmelskibet, som har noveller med i hvert nummer, som ofte er science fiction. Der er en årlig konkurrence “Den danske science fiction novelle”, hvor de bedste noveller bliver trykt i hæfteform. Desuden udkommer der bøger med fantasy og ikke mindst horror, hvor mange af forfatterne går igen. Der er opnået en form for kritisk masse, hvor de gamle forfattere og deres udgivelser konstant trækker nye læsere og forfattere til. Hvordan denne situation er opstået, kan der være mange årsager til: Måske var startskudet at der kom nogle små ufhængige forlag omtrent samtidig med at Science Fiction Cirklen for første gang i mange år forsøgte sig med en novelle-antologi med danske forfattere. Måske det var nye foreninger som Håbefulde Unge Forfattere og Fantastik. Måske det var de traditioner for årlige novellekonkurrencer, der blev startet i perioden. Eller måske var det fordi størrelsen og frekvensen af danske conventions steg markant, med Fantasticon og en genoplivet Dancon. Jeg tror at det altsammen bidrog, det var summen af det, som tilsammen gjorde at vi nu pludselig er i en situation hvor mindst halvtreds danskere mere eller mindre regelmæssigt skriver science fiction.

Det jeg taler om her er forfattere der primært er fans af genren og ikke er professionelle forfattere (endnu). Der er også blevet skrevet og der bliver skrevet science fiction af forfattere som normalt ikke skriver genrelitteratur eller som ikke regnes for genreforfattere. Men det hører til undtagelserne. Science fiction regnes for en kuriositet af de fleste litteratur-folk. Noget spændende og anderledes man af og til kan tage på ferie i, men hjemme er som regel alligevel bedst. Den samme holdning har de fleste af de store forlag og ikke mindst de fleste læsere af bøger. Så hvis nogle af disse mange science fiction-forfattere beslutter sig for at blive professionelle, hvad da? Fantasy er vel stadig en option, men helst for børn. Men science fiction? Næppe. Horror måske? Da man i år indstiftede en ny pris for årets horror-udgivelse, fik man en af de mest kendte danske litteraturkritikere Lars Bukdal med i komiteen. Og hvad skete da? Hr. Bukdal valgte, ud fra at have læst nogle få noveller, at nedgøre samtlige danske horror-forfattere på nær enkelt han i forvejen kendte og kunne lide. Genrelitteratur er generelt trash, og det ved de etablerede litteraturfolk uden at de overhovedet behøver at læse det!

Det kan man så beklage sig over i en uendelighed. Men i stedet skulle vi måske kigge på om ikke de fantastiske genrer selv har gjort sig til det de er? Hvor mange dårlige science fiction eller horror-film har vi ikke set? Det er ligefrem blevet en sport at se de dårlige film og grine ad dem. Science fiction har flirtet med en bestemt religiøs sekt, mens horror har svælget i at vise uhyrligheder der både skræmmer og forarger. Så uanset hvad man synes om Lars Bukdal og ligesindede, er det et faktum at de fantastiske genrer har et ret blakket ry, og det vil kræve en messe god pr og fravær af mere dårlig pr at komme med i det gode litteratur-selskab.

Hvilket så bringer mig tilbage til overskriften på indlægget her. I 1985 var Gene Wolfe æresgæst på Worldcon i Australien. I den obligatoriske tale han holdt i den anledning, talte ham blandt andet om hvordan science fiction var blevet til en slags ghetto, som ikke kunne komme ud i resten af samfundet. Han sluttede da af med at anbefale et alternativ til den umulige kamp om at komme fra science fictions genrelitteratur og over i den “fine” litteraturs tilsvarende afsondrede ghetto. Vi skal i stedet trække alle de andre ind i vores ghetto! Fylde folk med vores ideer, tanker og drømme. Eller for at citere en enkelt sætning af talen: “Vi skal se ind i menneskehedens fremtid – ikke den fremtid de har lovet os, ikke den fremtid de truer os med, men den fremtid vi faktisk kan se, med dens myriader af forskellige muligheder.”

Det var den tale som dannede udgangspunkt for panelet på årets Worldcon. Siden Wolfes tale er der sket det at science fiction har erobret spillefilmen, dog ofte med en pyrrhus-sejr hvor den oprindelige ide er gået tabt, mens nogle af ideerne er dukket op hos de “fine” forfattere. Så et stykke er man da kommet ad Wolfes vej. I Danmark har vi et lille, men skrøbeligt korps af forfattere som skriver science fiction. Så spørgsmålet er hvor de forfattere er om fem-ti år? Har de opgivet science fiction og er gået over til krimi eller børnelitteratur, hvor pengene er, eller er de gået over til at skrive bøger som kan få dem med i det fine selskab ovre hos Bukdal? Eller måske – kan man håbe – har de indset at science fiction kan noget specielt, nemlig vise folk tanker ideer og drømme på en måde som anden litteratur ikke kan, og er de i fuld gang med at få almindelige danskere til at læse science fiction som noget lige så naturligt som at de nu læser krimier? Har de lært at blive farlige, at erobre bogmarkedet fra de andre, at udnytte science fictions potentiale til at få folk til at tænke og drømme?

Comments are closed.