Gensyn med Kirk, Spock og McCoy

For nogle år siden anskaffede jeg de to første sæsoner af den første Star Trek serie (også kaldet TOS – The Original Series), for at gense den efter måske femten år. Det viste sig, som foventet, at der faktisk var ret mange gode afsnit i, og ikke mindst afsnit med god science fiction. Men især i den første sæson. Så jeg tøvede med at anskaffe den tredje, sidste sæson med det gamle hold. Hvilke rædsler kunne der ikke gemme sig der, i afsnit som jeg allerede for mange år siden anså for ikke specielt gode?

Spock minus hjerne
Spock minus hjerne

Men jeg har omsider fået genset tredje sæson, og må konstatere at helt så galt var det heldigvis ikke. Inden jeg startede, besluttede jeg at notere ned hvilke afsnit der var af rimelig kvalitet. For eksempel gode nok til at man vil kunne vise dem til nogen som ikke er Star Trek fans, uden at blive flov. Det viste sig at min liste nåede op på ti afsnit, ud af de 24 som tredje sæson indeholder. Det er trods alt næsten halvdelen, og for en fan er der også lidt at komme efter i de dårlige afsnit. Så det føltes ikke som spild af tid at komme igennem det hele.

Men dårlige afsnit er der sandelig. Hvis vi starter med det første afsnit der blev sendt, “Spock’s Brain”, så handler det om at nogle aliens stjæler Spocks hjerne, og resten af holdet prøver at få den tilbage. Det oprindelige manuskript var vist nok en ren komedie, men de folk der havde overtaget styreingen af serien i tredje sæson besluttede at lave det om til et seriøst afsnit. Så morsomheder blev erstattet af ufrivillige morsomheder. Udover hjerne-tyveriet indeholder afsnittet så fantastiske påhit som en hjerneløs Spock der styres med fjernbetjening og Spock der, mens han bliver opereret i hjernen, fortæller kirurgen McCoy hvordan han skal operere (sidstnævnt noget en af producenterne har pralet med var hans ide). Heldigvis fik de Spocks hjerne tilbage fra tyvene, og sat tilbage hvor den hørte hjemme, så sæson 3 kunne fortsætte med nogle mindre pinligt dårlige historier.

Spock på hemmelig mission
Spock på hemmelig mission

Det der slog mig, var hvordan pacingen af historierne og mange detaljer i historierne var elendigt lavet. Næsten alle afsnittene starter faktisk med en rimelig god ide, men når historien skal fortælles, bruges der alt for meget tid på uvedkommende ting, mens ting der er nødvendige for at historien skal fungere, behandles meget overfladisk eller undlades helt. For eksempel i “Spock’s Brain”, hvor tyveriet af hjernen bruges til at få Enterprise til at besøge en verden, som er meget afhængige af maskiner. Det kunne der være kommet en udmærket, seriøs historie ud af, men i stedet fokuseres der på hjerne-tyveriet, som plotmæssigt kun er en undskyldning for at kunne fortælle den anden historie, men gøres til hovedhistorien, hvilket den absolut ikke kan bære. Eller i den ellers udmærkede “The Enterprise Incident”, hvor der fokuseres meget på Spocks forsøg på at forføre en kvindelig romulaner, mens der er ting som er nødvendige for at plottet kan hænge sammen, som hverken forklares eller vises. Der er også mange afsnit med scener, hvor personer forklarer noget alle der er til stede i scenen godt ved. Den slags kan godt gøres mere elegant.

Alt dette er noget en redaktør af manuskriptet kunne have fanget og fået rettet. Men hvor Gene Roddenberry selv var meget involveret i alle historierne i de første to sæsoner, og hans assistent, forfatteren D.C. (Dorothy Catherine) Fontana var “script consultant”, var Rodenberry mest med på sidelinjen i tredje sæson, og D.C. Fontana erstattet af den 30 år ældre Arthur H. Singer. Afsnittene i de første to sæsoner var da langt fra alle perfekte, men at kvaliteten dalede så voldsomt i tredje sæson, er for mig at se i høj grad en følge af at de endelige manuskripters lave standard. Der findes mange andre forklaringer, hvis man f.eks. leder lidt på nettet, så som at den nytilkomne producer Fred Freiberger og førnævnte Singer ikke forstod genren og at de havde fået skåret i budgetterne. Uanset hvad, kan man bare ærgre sig over at tredje sæson ikke kørte videre med det samme budget og det samme produktionshold.

Rum-spøgelse på Enterprise
Rum-spøgelse på Enterprise

Noget af det der altid har stået som det mest irriterende for mig ved den gamle Star Trek, er de mange afsnit hvor de møder aliens med teknologi der langt overgår deres egen, og er så avanceret at man ofte slet ikke forsøger at forklare det, dvs. det kunne lige så godt have været magi (eller er det måske). Det irriterer mig som science fiction fan, når man gør den slags. Ikke fordi det er forbudt i science fiction. Den arketypiske “hårde” science fiction-forfatter Arthur C. Clarke bruger det selv, og han er også ophavsmand til det ofte citerede påstulat – at tilstrækkeligt avanceret teknologi ikke kan skelnes fra magi. Larry Nivens “Known Space” univers har nogle avancerede teknologier, som ikke forklares nærmere, i et univers der ellers i høj grad er “hård” sf, dvs. ekstrapolationer af kendt videnskab og teknologi. Så det er ikke det at man bruger det, men måden det gøres på, der irriterer mig.

Jeg vil kalde det for trylle-aliens: Vores rumrejsende hovedpersoner møder et fremmed intelligensvæsen, som de kommer i konflikt med. Det viser sig at deres egen teknologi er fuldkommen ubrugelig mod trylle-aliens teknologi. I stedet må de trækkes igennem en række scnener som denne maget barnagtige superintelligens har 100% kontrol over. Ethvert forsøg på at gøre noget andet end trylle-alien har tænkt sig, bliver tryllet væk. Til slut slipper vores hovedpersoner fri, ved at få det superavancerede intelligensvæsen til at opføre sig lidt mere modent. Jeg opdagede at rigtig mange af de afsnit (som jeg kunne huske esom noget af det negative ved Star Trek) er fra den tredje sæson, og især sidste halvdel af sidste sæson. Det er “And the Children Shall Lead” – trylle-alien/spøgelse, “Day of the Dove” – trylle-alien som grines væk, “Plato’s Stepchildren” – “græske” trylle-aliens, “Let that be your last battlefield” – racistiske trylle-aliens, “That which survives” – trylle-alien/computer med kvindelig assistent, “The Lights of Zetar” – trylle-alien/rum-spøgelser, “Requiem For Methuselah” – trylle-alien/menneske.

Landing party i Tombstone
Landing party i Tombstone

Nogle af de afsnit er knap så ringe som andre. For eksempel er “Let that be your last battlefield” et forsøg på at fortælle noget om had og racisme, som jeg bare ikke synes lykkedes særligt godt, mens “Requiem For Methuselah” har en mere interessant hovedperson end de fleste trylle-alien-afsnit. Jeg har også med vilje sprunget et over: “Spectre of the Gun”. Det udmærker sig ved ikke bare at være det eneste afsnit i trylle-alien kategorien jeg har med blandt de ti gode aafsnit, men at være et af de absolut bedste i tredje sæson. For det første opfører denne trylle-alien sig ikke urimeligt barnligt. Der er mening med det det gør. For det andet prøver vores hovedpersoner at finde ud af hvordan de kan slippe ud af den situation de er anbragt i, og finder frem til flere løsninger, som de prøver af, hvor det om de lykkes eller mislykkes ikke er tilfældigt. Og så kan jeg ikke stå for at de bruger det historiske opgør i Tombstone med Doc Holiday, Wyatt Earp o.s.v., men vender det om, så Kirk og hans hold spiller dem der sædvanligvis regnes for skurkene.

Et andet afsnit jeg regner for et af de bedste fra tredje sæson, er “Elaan of Troyius”. Navnet er et lettere forvansket “Helen of Troy”, dvs. det handler om en smuk kvinde og en krig. I dette tilfælde det omvendte af den troyanske krig – Elaan skal giftes med fjendes prins for at stoppe krigen. Det vil hun så ikke, af flere forskellige årsager. Afsnittet er blevet fordømt på grund af sit kvindesyn. Javist er der meget af 1960’ernes kvindesyn i det, men når man ser gamle ting, må man forsøge at forstå det på dets egne betingelser. Elaan forsøger hele vejen igennem at slippe for ægteskabet, men indser til sidst at det er umuligt. Det er pligten der vinder over hendes egne behov. Men det skal forstås ud fra at hun kommer fra en kultur hvor tvangsægteskaber er almindelige, og at hendes ægteskab er den eneste chance for at stoppe en altødelæggende krig. Jeg fandt historien ret rørende, for Elaan starter med at give den fuld gas som forkælet prinsesse, men ender med at vise sig sympatisk og tragisk. Klingonerne har også en interesse i hendes hjemplanet, og ikke alle er hvad de giver sig ud for at være, så dramaet med prinsessen bliver krydret med noget udmærket action.

I want that body!
I want that body!

For nu at blive ved det med Star Trek og kvindesyn: Endnu et af de afsnit jeg har placeret blandt de ti gode, er også et der er kontroversielt på det område. Det allersidste afsnit af Star Trek TOS “Turnabout Intruder”, handler om at Kirk møder sin ekskæreste, der er så besat af at blive kaptajn på et rumskib i den mandsdominerede Federation, at hun tyr til drab og body-snatching af Kirk for at nå sit mål. Nogle kritikere af afsnittet er tilsyneladende vrede over at Federation fremstilles som mandsdomineret. Diskrimination skulle åbenbart være udryddet i Gene Roddenberrys utopi. Men lad os se på fakta: Af de ledende officerer på Enterprise er der kun en enkelt kvinde, en kommunikatinsofficer, hvis opgave er at læse de beskeder højt hun får via sin radio. Faktisk var der i den oprindelige pilot til Star Trek en kvindelig næstkommanderende, men det blev for meget for tv-selskabets slipsefyre. I den endelige udgave blev hun (Majel Barrett) degraderet til sygeplejerske. I øvrigt derfor at Enterprise i den gamle serie faktisk slet ikke har en næstkommanderende: Spock fungerer som næstkommanderende, men er videnskabsofficer.

Så jeg køber gerne at en kvinde med ambitioner om at blive til noget i Federation-rumflåden, kan blive gal over at det næsten er umuligt for en kvinde at blive kaptajn på et rumskib. Jeg ser simpelthen afsnittet som en kommentar til at de ikke kunne lade utopien være gennemført, fordi 1960’ernes kønsroller stadig skulle udspilles i fremtidsfortællingen. Den kvindelige hovedperson i afsnittet har bare fået nok af at blive diskrimineret og finder på en plan til at omgå systemet. Det er så en ret sindssyg plan: Hun må overtage kaptajn Kirks krop, hvor kaptajnsposten følger med. Fordi hun tøver lidt med at dræbe Kirk, får hun et problem, da Kirk i hendes krop påstår at hun er en bedrager. Men hun er ikke helt dum, og udnytter sine beføjelser som kaptajn og sin viden om de militære regler til at forsøge at få situationen under kontrol. På trods af William Shatners forholdsvis begrænsede skuespiltalent, synes jeg han gør det ret godt her. Han kunne nemt have overspillet som kvinde-Kirk eller bare have spillet som han plejer, men jeg synes han rammer det rimeligt ok her.

Elaan og Kirk diskuterer politik
Elaan og Kirk diskuterer politik
Dr. McCoy på sygebesøg
Dr. McCoy på sygebesøg

Hvis nogen skulle være nysgerrig efter at vide hvilke ti afsnit der kom på min “godt”-liste, så er det: “The Enterprise Incident” – spiondrama, “The Paradise Syndrome” – Kirk som indianer, “Is There In Truth No Beauty?” – mystisk alien i en kasse, “Spectre of the Gun”, “For The World Is Hollow And I Have Touched The Sky” – generationsrumskib, “The Tholian Web” – rum-galskab og action, “Elaan of Troyius”, “The Cloud Minders” – klassekamp, “All Our Yesterdays” – kreativ brug af tidsmaskine og “Turnabout Intruder”. Som en stor fortaler for at man skal udnytte science fiction-genrens styrker, er jeg ikke voldsomt imponeret – det er generelt drama og personer der er interessante i de bedste afsnit – men der er også lidt at tænke over i afsnit som “For The World Is Hollow And I Have Touched The Sky”, “The Cloud Minders” og “All Our Yesterdays”. Jeg er sikker på at andres lister vil se anderledes ud, også min liste, hvis jeg skulle lave en igen om femten år, men pointen er også bare at tredje sæson Star Trek TOS er en blanding af ret ringe afsnit, nogle ok afsnit og nogle få gode afsnit.

Det ændrer ikke noget ved at min favorit-udgave af Star Trek stadig er den oprindelige serie. Javist er det ikke førsteklasses skuespil, effekterne er til tider ret ringe (selv om den udgave jeg så var med opdaterede cgi-effekter), der er mange dårlige afsnit mellem de gode og det hele er underlagt 1960’ernes syn på hvad man kunne kunne vise på tv. Men det er også rigtig god science fiction i de gode afsnit, og trekløveret Kirk, Spock og McCoy fungerer bare så perfekt. Og så er det “To boldly go where no … has gone before” – Gene Roddenberrys oprindelige western-tv-serie i rummet pitch, med ægte science fiction smuglet ind ad bagdøren, hvor alle de senere Star Trek serier “bare” red gennem det samme terræn med mere smarte, nymodens heste.

4 Comments

  • 09/02/2015 - 17:33 | Permalink

    Ups. Fin stavefejl i første sætning. Hvad siger Paramount til det?

  • admin
    09/04/2015 - 10:56 | Permalink

    Der var en del fejl og dårlige formuleringer i, men jeg har vist fået ram på det meste nu.

  • Henning Andersen
    09/04/2015 - 12:55 | Permalink

    Jeg blev aldrig rigtigt grebet af Star Trek – muligvis fordi jeg mere var til Space:1999/Månebase Alpha. Begge dele af uransaglige årsager. Det er derfor udfra ren uvidenhed, jeg har et spørgsmål.
    Flere – endog ret dygtige – sf-forfattere har skrevet spin-offs, herunder James Blish som jeg da godt kunne forestille mig havde brugt universet til noget fornuftigt. Så, har man aldrig brugt sådanne forlæg, men ladet sig “nøje” med “huspoeterne”? Og skyldes den “svingende kvalitet”, at disse måske ikke var så scienfictionerede oveni hovedet, men bare lavede kammerspil i det ydre rum?
    Okay – det var så to spørgsmål.

  • admin
    09/05/2015 - 02:56 | Permalink

    Romanerne kom først efter den oprindelige Star Trek. Den kørte jo kun i tre år. Jeg ved fakisk ikke om der var sammenhæng mellem nogle af romanerne og spillefilmene, der kom mange år efter. Men forfatterne til den gamle tv-serie var ganske kompetente, i hvert fald mange af dem. På de første to sæsoner bidrog blandt andre Harlan Ellison, Norman Spinrad, Richard Matheson, Theodor Sturgeon og Robert Bloch, af kendte roman-forfattere.
    Jeg hælder meget til at der var de nye chefer og redaktører der gjorde sæson 3 væsentlig dårligere end de foregående. Det var muligvis fordi de ikke forstod genren. Men Star Trek TOS blev da heller aldrig bedre end hvad de havde tid og råd til a lave. På trods af det, jeg holder meget af især sæson 1, næsten lige så meget sæson 2, knap så meget sæson 3.

  • Comments are closed.