Prometheus eller “Hvad laver de mennesker på den planet?”

Ridley Scotts længe ventede science fiction-film Prometheus havde dansk premiere dagen før Fantasticon. Hvis det havde været i lidt bedre tid, kunne den have været et godt udgangspunkt for nogle diskussioner. Jeg mener nemlig at et af problemerne med filmen er at den ikke tager science fiction seriøst som sin genre. Men først lidt ros:

Prometheus levede helt op til det man havde forventet fra Scott af visuel fremstilling af en fremtidsverden og en fremmed verden. Noget af det var kendt fra hans gamle film Alien, men meget var nyt, og heldigvis faldt han ikke i den fælde at lave en triviel opremsning af hvad der var gået forud for den gamle film – den fælde som George Lucas hoppede i med begge ben med sin anden Star Wars-trilogi. Prometheus er en selvstændig historie, som bygger på nogle af de gamle ideer, men ikke er slave af dem.

Advarsel: Flere spoilere i det følgende!

Hvor temaet i Alien var det klassiske gys – mennesker finder noget de ikke skal pille ved, piller ved det, og kommer galt af sted – er temaet i Prometheus mere avanceret. Godt nok havde man i Alien også begyndelsen til det senere tema i efterfølgerne, at det er det store onde forretningsimperium og dens grådighed, der får de folk til at pille, men det var stadig basalt set en gyser. I Prometheus handler det om forældre og deres børn. Hele historien starter ved at en af personerne prøver at gøre sin fars job, mens en anden får sine børn til at hjælpe sig med sit store projekt. Og Scott får alle mulige andre forældre-børn frem, som fødsler i både metaforisk og fysisk forstand og barnet der vil skaffe sig af med sin forælder for selv at kunne blive til noget. Dertil at rumvæsenerne tilsyneladende har skabt os mennesker. Det er spændende at følge.

Men i sin iver efter at lægge flere lag i historien glemmer Scott at det er science fiction han laver. Han har den gamle Weyland, som er den mytologiske fader, der spiser sine børn, dvs. ønsker sig evigt liv, så de aldrig kommer til at overgå ham. Så er der hans søn, som er den ideelle søn, og gør hvad far siger, fordi han er en robot faderen har programmeret. Der er så den afdøde arkæologs datter, der gør som far ville have hun skulle gøre, og leder efter de rumvæsener hun fandt under sine udgravninger. Så vidt så godt. Alle de tre personer, spillet af hhv. Guy Pearce, Michael Fassbender og Noomi Rapace er meget klart definerede, fremragende spillet og giver god mening.

Men så begynder det hele at krakelere lidt. Weylands datter er i modsætning til sønnen meget lidt begejstret for faderens planer – hun havde regnet med at han ville dø snart og overlade imperiet til hende. Hvad gør hun da? Tager med på faderens tur til en meget fjern planet for at…? Hun er fint spillet som den hårde kvindelige chef af Charlize Theron, men det er meget uklart hvorfor hun egentlig tog med på den planet. Helt galt er det dog ikke – hun vil åbenbart holde øje med hvad faderen laver, og hun er en vigtig del af forældre-børn temaet.

Indtil videre har jeg ikke argumenteret for min påstand om at Scott ignorerer sin genre. Men det kommer nu! Hvor de personer jeg hidtil har nævnt er nødvendige for temaet, er det lidt uklart hvorfor resten er med, bortset fra at de skal fylde det meget store rumskib op. Der er en kaptajn, som ikke er den der er chef for rumskibet – Weylands datter optræder generelt i den rolle – er en elendig pilot (hedder det på et tidspunkt) og i filmen generelt har tre funktioner: Spille cigarrygende tough guy (uden dog at udmærke sig specielt meget i action-scener), bolle Weylands datter og forklare for biografpublikum hvad det hele går ud på til sidst i filmen.

Dertil har vi en biolog, hvis eneste handling i filmen, der har lidt med biologi at gøre, er at han bliver fascineret af et monster, en geolog som aldrig bruger sit fag, men insisterer på at han er taget med på en meget lang og farlig rejse kun for at tjene penge, og så arkæologens kæreste som vistnok også er arkæolog, men hvis rolle ellers kun går ud på at bolle arkæologen og på et tidspunkt blive forvandlet til et monster. Udover det har vi et højtudviklet rumvæsen, der opfører sig som en bersærk dræbermaskine, da det ser nogle mennesker. De egentlig monstre og de forskellige mindre roller og statister fungerer dog generelt udmærket.

Hvis man nævner ekspedition til en fremmed planet, er noget af det første folk kan komme på sikkert at der skal være et rumskib med tilhørende kaptajn, nogle videnskabsfolk til at udforske planeten og helst et eller flere rumvæsener man kan møde. Så langt har Scott også tænkt. Men science fiction er ikke bare en kode for hvordan tingene skal se ud. Det er også en underliggende logik i det. Hvis man skal tro på at det er en mulig fremtid, må det ikke bare se ud, det må også være gennemtænkt. Det er her Prometheus kommer til kort. En biolog ville for eksempel insistere på at bruge sit fag til at undersøge de spor af liv de finder. Derfor skal der være gennemtænkt nogle detaljer om det. Det behøver slet ikke at være meget nørdet og fuld af detaljer, men nok til at man tror på at det er en biolog og han ved hvad han gør. De kan gøre det i tv-serier som CSI, så hvorfor ikke i en (formentlig meget dyrere) spillefilm?

Hvorfor går det rumvæsen amok? Hvis han var ude på at slå menneskene ihjel, var det så ikke smart lige at finde ud af noget mere om dem inden og udnytte deres venlige indstilling til at narre dem? Det kan være det vil give mening for ham at gøre som han gør, men i så fald må vi andre også indvies i det. Det nytter ikke noget bare at sige “det er et af mysterierne i historien”, når det er en så væsentlig del af historien at kunne forstå hvor denne “forælder” prøvet at dræbe sine “børn”. Den måde sådan noget kan fungere på i et plot, er at man har en sammenhængende historie, men nogle enkelte nøje udvalgte huller, som giver en fornemmelse af at der ligger flere hemmeligheder bag. Men man skal så have en historie med huller i, ikke en samling huller hvor man knapt kan ane konturerne af historien.

Kaptajnen er åbenbart en rolle Scott synes der skulle være, uden at der kom noget reelt indhold i. Synd for Idris Elba, der ellers gør et fint forsøg på at få sin rolle til at give mening. Men igen er det manglende gennemtænkning af hele setuppet som science fiction, og dermed hvad de forskellige personer laver i den film, som gør at hans eneste betydningsfulde funktion i plottet er at være den der regner ud hvad der foregår og beslutter at handle, da arkæolog-heltinden beder ham om det. Hvis Scott havde taget filmen alvorligt som science fiction, havde det at finde ud af hvad der foregår kommet frem via de videnskabelige undersøgelser og spekulationer. Det kunne kaptajnen sådan set godt have været primus motor i, hvis han ikke havde været en kliche-kaptajn fra en historisk ekspedition til Afrika, men været en mere astronaut-agtig science fiction-kaptajn med en baggrund i videnskab og teknologi.

Er det så en dårlig film?

Nej, den er skideflot og spændende. Og de fleste af de centrale roller er rigtig godt spillet. Men det er synd at så mange ting i den ikke giver mening. Hvad enten man kalder det sjusk med roller og baggrundshistorie eller kalder det dårlig science fiction.

Comments are closed.