Welcome

Skywalker og andre spøgelser

Dette er en opfølgning på min føljeton om Star Wars, der begyndte her og fortsatte her.
Nu fik vi så en slutning på den nye trilogi, og det er da – en slutning. Af en slags. Plottet er simpelthen en sådan gang rod at jeg ikke vil begynde at pille i det. Men her er et kort resume:

Kejseren og hans dødsstjerne eksploderer i Episode VI.

Kort fortalt så viser det sig at den onde kejser der røg i reaktoren og sprang i luften i Episode VI ikke døde, og siden sin mirakuløse redning i hemmelighed har bygget en kæmpe flåde af uovervindelige rumskibe. Vor heltinde Rey leder i mellemtiden efter en MacGuffin der kan vise hende vejen til kejseren, så hun kan tæve ham. Den semi-onde Kylo Ren prøver at stoppe hende, imens han skiftevis erklærer sig selv ond og god. Heldigvis ender han med at være god, så han kan genoplive Rey da hun falder død om af udmattelse efter at have besejret kejseren. Imens har Lando fra Episode V og VI sammen med Chewbacca, Poe og Finn samlet en flok venner, som i deres flåde af skrotbunker og plimsollere får ram på kejserens uovervindelige flåde. Kylo Ren dør fordi filmen snart er slut, ligesom Leia døde da der ikke var flere fraklip med Carrie Fischer fra Episode VII de kunne bruge. Til slut har vi en lille scene med Rey i den dobbelte solnedgang ved Luke Skywalkers farm, hvor hun tager navnet Skywalker efter slægten nu er uddød.

Det var så slutningen på den trilogi. Og hvad handlede den da om? Den oprindelige trilogi handlede først og fremmest om Luke Skywalker, den unge forældreløse mand fra ørkenplaneten der drømmer om at udrette noget stort, og ender som en ædel ridder der redder hele universet. Men der var også småsvindleren Han Solo som fik sig en samvittighed og endte med at få prinsessen, fordi han egentlig var en af de gode. Og der var prinsesse Leia, der mistede alt, men blev ved at kæmpe for den gode sag og lærte at småsvindlere kan være gode nok på bunden.

Han Solo med venner i Episode IV.

Prequel-trilogien handlede om den talentfulde unge Anakin, som blev ledt i fordærv af den onde Palpatine. Og om hans venner og bekendte som også blev narret af ondskaben og måtte se deres verden gå under. Eller det var i hvert fald hvad Lucas prøvede at vise os. Sequel-trilogien her viser os unge forældreløse Rey fra ørkenplaneten der venter på at hendes forældre henter hende, bliver involveret i kampen mod det nye onde imperium, hvor hun lærer at bruge The Force, og til slu finder ud af at hendes bedstefar myrdede hendes forældre, hvorefter hun myrder ham. Noget svingende kurs for en hovedperson, men det fungerer dog nogenlunde. Filmen handler også om den gæve pilot Poe og den reformerede stormtrooper Finn, og om den vægelsindede skurk Kylo Ren. Deres historier er en del mere uklare. De hhv. hygger sig i rebellernes tjeneste og skaber dramatik for vores helte, men nogen selvstændige, sammenhængende historier har de ikke rigtig.

Men det giver ikke så meget mening at kigge på plot og personer i den tredje trilogi som om det var et sammenhængende værk. For hvor Episode VII med rimelig stor succes forsøgte at bygge bro mellem de to første trilogier og den nye, ved både at give os nye udgaver af det gamle og noget nyt at bygge videre på, var Episode VIII en oprør med eller kritik af det gamle, som pegede frem mod helt nye historier. Episode VII gav os en ny dødsstjerne, en ny ond kejser og en ny Darth Vader – hans barnebarn Kylo Ren. I Episode VIII var der ikke noget nyt supervåben og den onde kejser blev ryddet af vejen så en mere interessant overskurk kunne erstatte ham – Kylo Ren der omsider var blevet “vendt til den mørke side”, ikke af en ond kejser, men af sit eget magtbegær. Også Jedi-ordenen som sådan fik en gang velfortjent kritik af både Luke Skywalker og Yodas spøgelse.

Luke fremviser sin bogsamling.

Det var oplagt at fortsætte med at udforske nye sider af Kraften og nye historier der kunne fortælles med den og vores hovedpersoner. I stedet fik vi en 180 graders drejning tilbage til nostalgien fra Episode VII. Hvor det gav mening at bygge bro fra gammelt til nyt i Episode VII, førte det i Episode IX til en komplet kortslutning af den nye historie der var lagt op til, og det hele endte med at blive en dårlig kopi af den første trilogi, eller en slags middelmådig Star Wars fan fiction.

Et eksempel er hvordan Kraften behandles: I Episode VIII så vi en mystisk forbindelse mellem Rey og Kylo Ren som virkede over mange lysårs afstand, Yodas spøgelse der talte med Luke, og Luke der kunne ofre sig selv til Kraften mod at lave et fantastisk trick som hjalp rebellerne med at undslippe imperiet. I Episode IX er det blevet til rent mekaniske plot-elementer: Kylo Ren bruger forbindelsen til Rey for at han kan spore Rey, dvs. holde kamp og konflikt gående. Ikke meget mystik over det mere. Lukes ofren sig til Kraften bliver til at Leia kontakter Kylo Ren (hendes søn), hvorefter han pludselig beslutter sig for at ændre personlighed tilbage til den han havde i starten af Episode VII.

Kylo med bedstefar Vaders hjelm.

Og måske inspirerede Lukes brug af Kraften det til at man i Episode IX kan give sin kraft/livsenergi til andre (og i nogle tilfælde stjæle den fra andre), noget der end ikke har været forvarslet (bortset fra i et afsnit af en tv-serie som blev sendt kort før biografpremieren på Episode IX) og ville have ændret meget i de to første trilogier, hvor det flere steder var en væsentlig del af plottet at Kraften ikke kunne helbrede (Lukes hånd, Vaders krop, Palpatines ansigt, Padmes barselsfeber). Og spøgelset af Yodas optræden i Episode bliver skamredet til at lade spøgelser af gamle kendinge dukke op alle vegne (i en scene dog ifølge rygter censureret væk af hensyn til det kinesiske marked).

Dueller med våben og især lyssværd er en væsentlig del af Star Wars. I Episode VII fik vi en mellem en såret Kylo Ren og Finn og Rey. Den foregik på en planet som snart ville blive sprunget i luften, og scenen var væsentlig for at vise at Rey havde et stort talent for at bruge lyssværdet (godt hjulpet af hendes mange års erfaring med at kæmpe med stav). I Episode VIII er der en fantastisk kamp Rey, Kylo Ren, den nye kejser og dennes livvagt, hvorunder store dele af plottet kommer til en afslutning mht. Rey og Kylo Rens moralske valg og fremtid. I Episode IX er der en rimelig god kamp på den nedstyrtede dødsstjerne midt i et oprørt hav, men der er ikke rigtig noget på spil, da Kylo Ren allerede har ødelagt den MacGuffin Rey skulle bruge til at finde kejser Palpatine. Den afsluttende kampscene bliver derimod ikke en duel med lyssværd, men mellem Palpatines onde troldomskræfter og lyssværd. Det er en temmelig underlig scene, hvor vi i stedet for kamp-koreografi får en monolog fra Palpatine om hvordan hans nyopfundne og ikke forvarslende trolddom virker.

Rumheste ?!?

Der er mange andre ting jeg kunne nævne om Episode IX, som for eksempel den klodsede måde den prøver at få meget af det der skete i Episode VIII lavet ugjort, og hvordan den behandler diverse bipersoner fra de foregående film, men det er der mange andre som har gjort. Jeg vil slutte med at erkende at Episode IX faktisk er den dårligste af alle de ni Episode X-film, fordi den ikke laver andet end at kopiere de gamle film (især Return of the Jedi) og ikke engang gør det særligt godt.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.