H. P. Lovecraft – science fiction-forfatter

Howard Philips Lovecraft, født i 1890, regnes af mange for en af de største horror-forfattere i det 20. århundrede. Fra ca. 1917 til sin død i 1937 fik han udgivet en lang række noveller og nogle få korte romaner i diverse pulp-magasiner. Først efter Lovecrafts død blev hans historier samlet i bøger, så man nu uden store problemer kan få fat i næsten hver en stump tekst af Lovecrafts der er bevaret. Lovecraft kaldte selv det han skrev for “weird fiction”, men med nutidens genrebegreber ville man kalde det en blanding af horror, fantasy og science fiction.

Lovecraft 1915
Lovecraft 1915

Man kan sortere Lovecrafts historier ud fra hvad der synes mest som science fiction, hvad det synes mest som fantasy og hvad der synes mest som horror. Men efter at have genlæst en del af Lovecrafts historier, slog det mig hvor meget af en science fiction-forfatter han faktisk var. På en måde kan hele hans forfatterskab, på nær de meget fantasy-agtige “drømmeland”-historier, regnes for science fiction.

Den typiske Lovecraft-hovedperson er, ligesom Lovecraft selv i øvrigt, udstyret med en god forståelse for både videnskab og den videnskabelige metode. Som noget centralt i de fleste historier er et givet et fænomen, som undersøges ved hjælp af viden, research og ikke mindst en overvejende videnskabelig metode.

Den samme brug af videnskab finder vi hos en figur som Conan Doyles Sherlock Holmes og hele den genre af “regne den ud”-detektiver der fulgte i kølvandet på Holmes. Men hvor Holmes ud fra ganske få spor kan regne sig frem til en absolut sandhed om hvad der er sket, er Lovecrafts efterforskere i bedste fald i stand til at gætte sig til en nogenlunde sammenhængende forklaring. Videnskaben kommer til kort overfor universets ufattelige kompleksiteter. Doyles videnskab er et redskab til at fortælle en historie om mennesker, og ikke specielt realistisk, hvor Lovecrafts videnskab er realistisk i både at vise hvad videnskab faktisk kan, men ikke mindst at vise hvad den ikke kan.

Lovecraft i New York 1925
Lovecraft i New York 1925

En anden forfatter som ofte har brugt videnskabens begrænsning som tema, er den polske science fiction-forfatter Stanislaw Lem. I Lems mest kendte roman “Solaris” møder mennesket en fremmed intelligens, som man trods mange forsøg, ikke magter at forstå. Hos Lem fremmanes der en form for ydmyghed – i forhold til universet er vi nogle små, dumme væsener, men det er vilkår vi må acceptere. Vi kan trods alt opnå en delvis forståelse. Lovecraft er derimod nådesløs: Ikke bare er universet uforståeligt, det kan også udslette os når som helst uden varsel.

Hos Lovecraft finder vi ikke ret meget af science fiction-genrens sædvanlige symbolik, så som rumskibe, robotter og fremmede planeter. Men kigger man efter, er der både videnskabelig baseret teknologi og videnskabelig metode. I spøgelses-hus-historien “The Shunned House” bruges både elektromagnetisme og kemi i kampen mod spøgelserne, og vores hovedperson har mere held med at komme til bunds i mysteriet, fordi han i modsætning til sine forgængere bruger systematisk dataopsamling og er åben overfor nye fænomener.

I “hold dig fra sort magi”-historien “The Case of Charles Dexter Ward” ser vi troldmændenes ritualer beskrevet som en form for videnskab: De søger også viden, men i dette tilfælde en viden der går langt udover det videnskabelige verdensbillede. Dog er metoden omtrent den samme: At skaffe sig viden ved systematisk arbejde.

Lovecraft med forfatter-kollega Frank Belknap Long
Lovecraft med forfatter-kollega Frank Belknap Long

Lovecraft er ofte blevet beskyldt for at lave kedelige, en-dimensionelle personer, men de fleste er enige i at hans ideer er rigtig gode. Noget lignende kan siges om især meget ældre science fiction. Det skyldes at science fiction ofte handler om en tanke eller en ide, hvor personerne er sekundære. Så i form er Lovecraft også meget nær kernen i science fiction: Han siger: “Hvad nu hvis det virkeligt var muligt at påkalde de dødes ånder?” og udforsker den ide, hvor en typisk moderne horror-forfatter ville tage hovedpersonen Charles Dexter Ward og tegne et uhyggeligt portræt af ham og skurkene i historien. Lovecraft fortæller blot hvad der skete, gennem en af de sekundære personer i historien. Derved mister han en del af den skræk-effekt han kunne have lavet ved at fokusere mere på personerne, men i stedet viser han os tydeligere den verden hvori sort magi er virkelig. Her er ingen utroværdig fortæller til at antyde at det hele var indbildning eller en drøm.

Tager vi fat i den bunke med Lovecrafts historier der tydeligvis er science fiction, finder vi mange meget originale og velkomponerede historier. “At the Mountains of Madness” viser en “hård science fiction”-Lovecraft, der gør det som hos en nutidig forfatter måske ville være udforskning af en anden planet. Et af de få større områder på Jorden som stadig var helt ukendt terræn på Lovecrats tid – det østlige Antarktis, bliver udstyret med hemmeligheder der har ligget skjult i isen i tusinder eller millioner af år. Faktisk er der en del lighedspunkter mellem Lovecrafts antarktiske hemmeligheder og de søer man i de seneste år har fundet dybt under isen. Det hele beskrives overbevisende, som om det faktisk var en videnskabsmands beretning om en videnskabelig ekspedition. Men, selv om det er en af Lovecrafts længste historier, også uden nogen personer man husker begefter. Islandskabet og de rædsler det skjuler, husker man derimod tydeligt.

En historie der af nogle regnes for Lovecrafts bedste, er den ret korte “The Colour Out of Space”. Her møder vi, hvad der formentlig er en form for fremmed liv fra et sted langt fra Jorden. Igen er der ingen specielt bemærkelsesværdige personer. Historien er på en måde også ret banal: Det fremmede ankommer, man forsøger at blive klog på det, men opnår i bedste fald kun at undslippe det. Men beskrivelsen af det fremmede er så utrolig godt mestret, at jeg ikke kan komme på nogen science fiction-historie, som bedre har beskrevet liv i universet der er totalt fremmed for os mennesker.

Lovecraft 1935
Lovecraft 1935

I det hele taget er Lovecrafts monstre ofte væsener der ikke stammer fra Jorden. Men hvor andre forfattere typisk baserer deres rumvæsener på mennesker eller jordiske dyr, forsøger Lovecraft at gøre sine væsener fuldstændig anderledes end jordisk liv. I beskrivelsen af et væsen er det selvfølgelig svært ikke at bruge sammenligninger med noget kendt, men selv om enkelte dele af det minder om noget kendt, kan hele væsenet være ganske fremmedartet. Det er næppe tilfældigt at to af de mest ikoniske monstre fra det 20. århundredes fiktion er hhv. H.R. Gigers “Alien” fra Ridley Scotts film af samme navn og H.P. Lovecrafts Great Cthulhu. Begge delvist baseret på noget kendt, hhv. krybdyr/slanger og blæksprutter, og alligevel fremstår de som noget der ikke stammer fra denne planet.

Men selvfølgelig er Lovecraft en horror-forfatter. Det handler om at skræmme læseren, men på en mere avanceret måde end en “Bøh! Blev du forskrækket?”-historie. Som science fiction-fan kan jeg bare ikke lade være med at spekulere over om grunden til at jeg så godt kan lide hans historier er, at han på en måde var mindst lige så meget science fiction-forfatter.

2 Comments

  • Klaus Æ. Mogensen
    01/25/2016 - 09:56 | Permalink

    Lovecrafts nok mest rene science fiction-historie er “In the Walls of Eryx”, der følger en rumfarer der farer vild i en usynlig labyrint på Venus. Bortset fra en lidt tynd slutning husker jeg den som ganske udmærket og meget i tråd med tidens magasin-science fiction.

    Bedre er “The Shadow out of Time” om en race der herskede på Jorden længe før mennesket.
    Den korte “From Beyond” er også rendyrket science fiction.

    Det kunne være interessant hvis du engang fik tid til at analysere Lovecraft som fantasy-forfatter. Her er “The Dream-Quest of Unknown Kadath” og den korte “The White Ship” måske de bedste repræsentanter. Lovecraft var angiveligt meget inspireret af Lord Dunsany, så en sammenligning med dennes værker (især de korte) kunne være interessant.

  • admin
    01/25/2016 - 18:54 | Permalink

    “In the Walls of Eryx” var en af de mange historier Lovecraft skrev for og sammen med andre forfattere. Ofte fordi han kunne tjene lidt på det, men i dette her tilfælde var medforfatteren en ven, der tydeligvis var mere begejstret for traditionel science fiction end Lovecraft var. Den udkom først efter Lovecrafts død, så vi ved ikke hvad han mente om at stå som medforfatter, men han har i hvert fald bidraget til den.

    Jeg har aldrig været så meget for den mere fantasy-agtige Lovecraft. Synes at det ødelægger det skræmmende ved hans kosmologi at fremstille nogle af væsenerne fra hans horror som nærmest hyggelige. Det er i hvert fald hvad jeg husker, fra da jeg læste “Dream Quest” for mange år siden, men jeg har planlagt at genlæse den snart. Noget tilsvarende gælder den såkaldte “Cthulhu Mythos”, hvor Lovecrafts kosmologi er sat i system og udbygget med blandt andet begreber som godt og ondt. Det er en komplet misforståelse af hvad det var Lovecraft ville med sin fiktion. Men da det var nogle af de samme mennesker der fandt på Cthulhu Mythos, som også sørgede for at Lovecraft og hans værk ikke blev glemt, kan jeg godt tilgive dem.

  • Comments are closed.