Christopher Nolans film Oppenheimer har i skrivende stund netop haft premiere. Den er, som titlen siger, en historisk film om J. Robert Oppenheimer. Nolan er kendt for at lave både eksperimenterende film, actionfilm og på det seneste historiske film. I nogle af hans film, herunder Oppenheimer, indgår videnskaben fysik som et vigtigt element og videnskabsfolk fra fysikkens verden som roller. Det er hvad jeg vil diskutere lidt her, men jeg vil også lave en anmeldelse af filmen, som man kan hoppe til her, hvis man ikke gider læse den lange indledning.
Christopher Nolans film
Nolan er om ikke en af mine yndlingsinstruktører, så en af dem jeg bedst kan lide. Det skyldes dels at han laver nogle flotte film, men også at han kan lide at eksperimenter, og faktisk får lov til det i Hollywood, der ellers holder meget af gentagelser. Jeg har set 11 af hans film, og vil prøve at sortere dem lidt i efter hvad jeg vil sige om dem:
- Meget vellykkede film: Insomnia, The Prestige, Dunkirk
- Meget eksperimenterende film: Memento, Inception, Tenet
- Vellykkede film, men med lidt problemer: Batman Begins, The Dark Knight, Interstellar
- Delvist mislykkede film: The Dark Knight Rises
Batman-trilogien lavede han sammen med manuskriptforfatteren David S. Goyer, som før havde arbejdet med superhelte-film. Den bestod hovedsageligt af et sammenkog af nogle af de bedste Batman-historier fra tegneserierne. Med hensyn til indtjening, så har de to sidste film i Batman-trilogien været Nolans største succeser. Jeg overvejede at sætte The Dark Knight i “meget vellykket” kategorien, men husker den som et stykke fra at være helt perfekt, trods Heath Ledgers fremragende præstation som skurk, og en spændende og actionfyldt handling. Derimod var The Dark Knight Rises et forsøg på at samle alle tråde fra Batman begins og The Dark Knight, som blev en gang ikke særlig appetitlig biksemad, selv om det dog stadig var en film der kunne skylles ned med godt med cola og popcorn.
Superhelte-genren ser ud til også at have været et eksperiment fra Nolans side, og han gav det et godt skud, uden dog at ramme helt i plet. Et andet eksperiment var Memento, hvor han prøvede at fortælle en film bagfra, gennem en hovedperson med en sjælden psykisk lidelse. Som eksperiment betragtet var filmen dybt original, og godt skruet sammen, men den led måske også lidt af det som mange “indie”-film lider af, nemlig at det eksperimentelle spænder lidt ben for den gode filmoplevelse. Mange år senere prøvede Nolan så at lave en “bagvendt” film igen, i form af Tenet, hvor vi også præsenteres for en meget kompleks handling, denne gang som en egentlig genrefilm med brug af tidsrejse-trick, og et veludnyttet kæmpe budget, som som også fik folk til at strømme til biograferne, om end mange havde svært ved at følge handlingen. Jeg synes den er en klart bedre film end Memento, fordi den bombarderer publikum med fantastiske og ofte ret surrealistiske scener, så den bliver langt mere end blot et eksperiment med tiden i en film.
Måske Nolans tur ind i krigsfilm-genren første til hans bedste film. Dunkirk er ikke en film som prøver at nyfortolke noget eller vil fortælle os dybsindige filosofiske sandheder. Det er en “bare” en film om Anden Verdenskrig omkring evakueringen fra Dunkirk, fortalt gennem fantastiske og meget medrivende billeder. En måske ikke helt så perfekt, men særdeles vellykket film, er science fiction/tryllekunstner-filmen The Prestige. Vi har her at gøre med en filmatisering af en roman af Christopher Priest (ikke at forveksle med tegneserie-forfatteren af samme navn), der som Priest ofte gør, væver historiske personer ind i et drama, der nok i sit udgangspunkt er science fiction, men har mere til fælles med magisk realisme end med rumskibe og fjerne planeter. Så hvor den kommer ind på noget med fysik, i form af Nikola Tesla, fantastisk spillet af David Bowie, er det ikke noget der indgår som andet end et element i plottet, hvor det fungerer ganske fint.
Mens han var i gang med Batman-filmene, lavede Nolan en anden science fiction-film, Inception, der blev en stor succes hos både publikum og anmeldere, selv om den ikke nåede helt op på Dark Knight-niveau. Præmissen er at man i fremtiden har en teknologi, hvor man kan gå ind i andre menneskers drømme. Ideen bliver strukket lovligt langt – der sker noget med tidsopfattelsen under drømmen, som i hvert fald ikke kan lade sig gøre ifølge hvad nutidens neurologi ved om menneskehjerner. Så vi skal tro på at det på en eller anden måde alligevel kan lade sig gøre, hvilket ikke strider mod science fiction-konventioner – det er tilladt at ekstrapolere og lave antagelser, så længe man er konsistent med det. Og det synes jeg filmen er. Scenerne i drømmeverdenerne er fantastiske, og historien er meget spændende og hænger ganske godt sammen. Men fysik er der ikke rigtig noget af – det er mere en “spekulativ fiktion”-film – hvad nu hvis man kan…?
Tilbage på min liste er nu Oppenheimer, som jeg gemmer til sidst, og Interstellar, som får en sektion for sig:
Nolan og fysikken – Interstellar
Interstellar er den af Nolans film som tydeligst er science fiction, og i den del af genren hvor fysik er et vigtigt element. Tyngdekraft, sorte huller og ormehuller har vigtige roller i filmen, og Nolan hyrede da også en af verdens førende eksperter i sorte huller Kip Thorne som konsulent (Thorne fik nogle år senere Nobelprisen for sit arbejde med teorierne bag tyngdekraft). Det lovede jo godt for en fysik-fan, men jeg var ret skuffet over flere elementer i filmen, da den gik i biografen. Heldigvis besluttede jeg at gense den i forbindelse med at jeg gik i gang med denne artikel, og jeg skriftede faktisk mening om nogle ting, selv om jeg stadig har nogle ting at kritisere filmen for.
Vi starter i en fremtidsverden hvor mange ting er gået galt. Så galt, at man har accepteret konspirationsteorien om de falske månelandinger hos lærerne i folkeskolen! Men også menneskehedens overlevelse er i fare. Vi følger landmand Cooper på sin gård, hvor mystiske sygdomme i afgrøderne gør jobbet mere og mere besværligt år for år. Det viser sig da at Cooper har en fortid som ingeniør og astronaut. Ved at afkode nogle striber i støvet på sin datters værelse (!), finder han frem til NASA, der er blevet en hemmelig organisation som arbejder på at redde menneskeheden, ved at finde et nyt hjem til os på en anden planet. Det skal ske ved at flyve gennem et ormehul, som mystiske fremmede meget belejligt har anbragt midt i vores solsystem, der fører til et andet solsystem med flere muligvis beboelige planeter.
Selv om jeg overordnet godt kan lide filmen, er der der nogle problemer med plottet, og med hvordan fysik og fysikere fremstilles. Der har været meget lange lister med ting som folk finder problematiske i plottet, hvor jeg ikke er enig med ret meget af det. Ved mit gensyn med filmen, fandt jeg ud af at der faktisk var tænkt over stort set alle de ting. For eksempel troede jeg at det rumskib de havde var i stand til at lande og lette fra planeter mange gange med det brændstof de havde med hjemmefra, hvilket ville have ødelagt det centrale element i plottet, som er at de skal løse tyngdekraftens gåde for at kunne lave gode nok rumskibe til at evakuere Jorden. Men faktisk er deres moderskib slet ikke nede på de planeter de lander på – de bruger et specielt landingsfartøj til det, som kan tankes op på moderskibet
Mine tilbageværende kritikpunkter er to: For det første er der Dr. Brand den ældre (formidabelt spillet af Michael Caine), som tilsyneladende er den eneste teoretiske fysiker der kan arbejde med at løse ovennævnte gåde om tyngdekraften, til trods for at vi ser at NASA har et meget stort og dyrt projekt kørende. Han arbejder åbenbart med en ligning, som kan rumme svaret, hvis bare han kan få den løst. Jeg tænker man kunne kunne sammenligne det med virkelighedens teoretiske fysikere der arbejder med strengteori, som er meget kompliceret matematik, der endnu ikke har ført til noget nyt fysik. Men hvor Dr. Brand tilsyneladende kan bilde alle ind at hans ligning er det eneste der kan forklare tyngdekraft, er der med strengteori både rigtig mange som arbejder med forskellige udgaver af teorien, og mange som arbejder med alternativer til den. Som plot kan jeg måske købe at teoretisk fysik er forfaldet så meget, at kun Dr. Brand holder fanen højt. Men som fremstilling af hvordan videnskabsfolk arbejder, bryder jeg mig ikke om det.
Det for mig værste er nok den sidste del af plottet, der vistnok er noget der blev lavet om ret sent i arbejdet med film. Godt nok er det en science fiction-film, men den handler ikke primært om vores overlevelse på planeten og eventuelle fremtid i rummet. Copper har en datter (Murph) og Brand har en datter (Amelia), som begge bliver/er videnskabsfolk, Murph fysiker som Brand senior, og Amelia biolog. Det er de far-datter forhold som Nolan har som det bærende i sin film. Så meningen er, at Cooper skal få fat i nogle data fra et sort hul, som hans datter kan bruge til omsider at løse det problem som Brand senior ikke har kunnet løse. Men så går der 2001 i det. Eller måske er det Dylan Thomas.
I stedet for at Cooper bare får afleveret sine data, efter han har reddet Brands datter og ofret sig selv, og Murph derefter får reddet verden ved hjælp af sin fars data, viser det sig at Cooper ikke bare overlever, men på magisk vis (med trylleordet “tyngdekraft”) bliver reddet af de mystiske fremmede, på en måde der minder ret meget om slutningen på Stanley Kubricks 2001. Men Kubricks film handler om menneskehedens fremtid hele vejen igennem, og for at lade det forblive en gåde, må filmen nødvendigvis enten slutte brat eller i for eksempel de underlige surrealistiske scener den faktisk slutter med. I Interstellar virker de tilsvarende scener bare lettere komiske, selv om den fantastiske musik af Hans Zimmer, krydsklippede scener til Jorden og stærkt skuespil fra de to Coopere (Matthew McConaughey og Jessica Chastain) gør deres til at redde dem.
Så hvad er mit problem med det? Jeg synes det er unødvendigt. Jo, som et romantisk plot – far lovede at komme hjem, og det gør han om han så skal reddes af en deus ex machina – fungerer det, men som en science fiction-film som ellers prøver at følge fysikkens love så godt det nu kan lade sig gøre, synes jeg det er ret kikset. At ofre sit liv for andre er også romantisk. Og selv om Cooper og Brands datter (Anne Hathaway) så aldrig kommer til at leve lykkelig til deres dages ende, har de selv bestemt over deres liv, og er ikke blevet manipuleret gennem hele filmens handling af de mystiske fremmede. Jeg ville have lyst til at stikke dem nogle øretæver, hvis jeg var Cooper! Men se eller gense filmen, det meste af den er ret godt.
Nolans Oppenheimer
Filmatisering af Manhattan-projektet, Oppenheimers liv og udviklingen af den første atombombe er ikke ligefrem noget nyt i film-mediet. Så jeg var lidt spændt på hvad Nolan havde gjort for at gøre det til andet end en gentagelse af tidligere film. Det viste sig da at være en film som fokuserer på Oppenheimer og hans liv lige før, under og lige efter udviklingen af atombomben, naturligvis med selve bombe-projektet som en væsentlig del af handlingen, men især med fokus på den forfølgelse af Oppenheimer som fanatiske anti-kommunister m.m. indledte efter Anden Verdenskrig, fordi Oppenheimer kendte og havde kendt en del kommunister.
For en gangs skyld er jeg lidt i vildrede med hvad jeg skal mene om en film. Der er rigtig mange spring i tid i filmen, og et enormt cast af personer, så jeg havde svært ved at følge med i den første halvdel af filmen. Sidste halvdel gik bedre, fordi det var blevet mere klart hvad filmen faktisk handlede om – udover det åbenlyse. Så måske burde jeg vente med at afgive min endelige mening om Oppenheimer til jeg har genset filmen, men her er hvad jeg indtil videre mener:
Man burde næsten udlevere et program med rollelisten med billeder og korte forklaringer af hvem personerne er, samt en oversigt over det historiske forløb, som i et teater. Det ville i hvert fald have hjulpet på overblikket over hvad der sker i filmen. Jeg ved heller ikke om de mange spring i tid var en god ide, selv om enkelte flashbacks kan være en god ide, i en så lang og kompleks film.
Oppenheimer er baseret på biografien American Prometheus, hvor manden Oppenheimer sammenlignes med den græske tital Prometheus, der gav gudernes ild til menneskene, og senere blev straffet for det. Det er også mere eller mindre filmens præmis, men i stedet for ild er det atomkraft, og i stedet for gudernes straf er det hans egen samvittighed og visse magtfulde mennesker der stør for afstraffelse.
Cillian Murphy gør det rigtig godt i hovedrollen, hvor han formår at vise os Oppenheimers komplekse, indre liv. Andre skuespillere jeg især lod mærke til var Robert Downey som rigmanden og politikeren Lewis Strauss, Emily Blunt og Florence Pugh som kvinderne i Oppenheimers liv, samt en masterclass i karakterskuespil i en kort scene med Gary Oldman. Generelt var der solidt skuespil i filmen, men der var ikke rigtig tid til at vise dybde i flertallet af rollerne. Den allestedsnærværende Matt Damon var en udmærket general Groves i de mange scener han var med i, og ved nærmere eftertanke var der i hvert fald en scene hvor han tog stik hjem hos mig.
Dem som havde håbet på at se en film om selve atombombe-projektet måtte gå delvist skuffede hjem. Jeg kan anbefale dem at se for eksempel Fat Man and Little Boy, som handler om det. Snydt bliver vi dog ikke: Der er en fantastisk sekvens med prøvesprængningen af den allerførste bombe Trinity ved Los Alamos i New Mexico. Ellers er de fleste scener med og om historiske personer langt fra krig, action og ingeniørkunst. I enkelte af scenerne kommer vi så langt ind i hovedet på Oppenheimer, at hans indre liv manifesterer sig for os på lærredet. Det er meget elegant lavet, og fungerer fint i filmen.
For at vende tilbage til mit udgangspunkt, så er der nogle ting ved fremstillingen af fysik og fysikere i filmen jeg synes kunne have været bedre. Oppenheimer selv var en ganske velrenommeret teoretisk fysiker, hvilket i filmen bliver til at han krediteres for ene mand at have introduceret kvanteteori til USA og at have udtænkt teorien bag sorte huller. Det er korrekt at kvanteteori hovedsageligt blev udviklet i Europa, og først rigtig kom til USA da de europæiske fysikere flygtede til USA, og at Oppenheimer bidrog til teorien bag sorte huller. Men det giver et meget overfladisk indtryk af hvad teoretisk fysik går ud på: Der var en konstant udveksling af ideer, også på tværs af Atlanterhavet, og ideen om sorte huller / mørke stjerner går flere hundrede år tilbage, hvor det teoretiske grundlag løbende blev udviklet af mange fysikere (herunder Kip Thorne, som krediteres i filmens rulletekster).
Filmen er som nævnt baseret på Oppenheimer-biografien American Prometheus, som vandt Pulitzer-prisen i 2006. Så vidt jeg har forstået, følger den bogen meget præcist. Det gør måske også, at den lægger meget meget lidt vægt på den matematik og fysik som var en væsentlig del af Oppenheimers liv, og i stedet vinkler historien omkring myten om Prometheus. Det er forståeligt nok – Martin J. Sherwin arbejdede med bogen i tyve år, og måtte have kollegaen Kai Bird med indover for at få den gjort færdig – så stort og komplekst var Oppenheimers liv og værk. Filmen beskæftiger sig da heller ikke med Oppenheimers liv efter hans blev “straffet af guderne”, hvor han stadig havde gang i mange projekter, selv om han ikke mere måtte arbejde med statshemmeligheder.
Som film er der god sammenhæng i den historie Oppenheimer fortæller, selv om det først bliver klart et godt stykke inde i de tre timers spilletid. Det ærgrer mig bare at der er så lidt fysik i en film der handler om en af de vigtige personer i det 20. århundredes fysik (som Oppenheimer også ville have været uden bombeprojektet). Selv om jeg ikke helt kan bestemme mig til hvad jeg synes om filmen, kan jeg sige at det er et meget flot og gennemarbejdet portræt af en mand og en tid, der skabte en teknologi som vi nu må leve i resten af den tid vores civilisation består.