De rigtig gode forfattere kan af og til give læseren den oplevelse, at det ikke er fiktionens verden, men virkeligheden selv, der forekommer at være uvirkelig. Noget tilsvarende kan ske, når man får noget at vide der er svært at passe ind i ens virkelighed. Sådan havde jeg det omtrent, da jeg for et par måneder siden fik at vide at forfatteren Iain Banks var blevet ramt af en dødelig sygdom og kun havde få måneder tilbage at leve i. Hvordan kunne en så livsglad mand, der ikke engang var fyldt 60, pludselig stå for at skulle dø med så kort varsel? Banks var omtrent det sidste af de mennesker jeg ikke kendte, men på anden måde holdt af, som jeg ville have troet skulle dø før han nåede pensionsalderen. Det måtte være noget jeg havde hørt forkert. Det måtte være en fejl i det himmelske bogholderi, som snarest ville blive rettet, hvorefter det vil blive meddelt at Banks’ sygdom alligevel ikke var dødelig. Men så her, efter en rigtig god sommer-weekend, fik vi at vide at nu var Banks død, endda tidligere end forventet.
Jeg hørte første gang om Banks som en forfatter der skrev rigtig gode og anderledes bøger, og noterede mig at han var en jeg skulle have læst op på ved lejlighed. Der gik så næsten ti år, hvor jeg af den ene eller den anden grund ikke kom videre fra at have ham på listen over forfattere jeg gerne ville læse noget af, til rent fakisk at få læst noget af ham. Jeg husker ikke mere om jeg endelig fik taget mig sammen lige før eller lige efter jeg for første og nu desværre eneste gang oplevede Banks live, men bogen var Banks første science fiction-roman “Consider Phlebas” og stedet var Eastercon 2010 i Heathrow. Begge dele er noget jeg næppe vil glemme.
“Consider Phlebas” er historien om en soldat i en fjern fremtidsverden, der kæmper for en sag som han inderst inde ikke rigtig tror på, men som han har valgt skal være det hans liv går ud på. Og sådan bliver det. På samme måde kan man sige at Banks valgte at blive science fiction-forfatter. Han debuterede med “The Wasp Factory” (der er udkommet på dansk under titlen “Hvepsefabrikken”), som ikke er science fiction, og blev ved med at skrive ikke-science fiction lige til sin død, men ved siden af skrev han så science fiction under navnet Iain M. Banks, med omkring en bog hvert år, og skiftevis science fiction og ikke-science fiction.
Jeg har stadig til gode at læse Banks ikke-science fiction, men hans science fiction foregår næsten altid i det samme fremtidsunivers “The Culture”, hvor omdrejningspunktet er en galaktisk civilsation af mennesker og superintelligente maskiner, der for det meste lever i fred i deres utopiske samfund. Det er så hedigvis ikke livets gang i dette paradis som romanerne handler om, men forskellige konflikter i og specielt lige udenfor. I et tidligere blogindlæg har jeg skrevet en del om dette univers: her. Det var på den ene side en slags dovenskab fra Banks side at han holdt sig til det samme univers, men på den anden side holdt han meget af at skrive historier i det univers, der var en slags avanceret legetøj for ham. Og han faldt ikke i den grøft mange andre forfattere er røget i, ved blot at bygge videre på gamle historier i det uendelige: Der var altid nye vinkler på de gamle ideer, nye personer der udforskede dem og ofte lange spring i tid og sted.
Banks var en utrolig vittig mand at høre på. Han skulle have været æresgæst på Wolrdcon i London næste år. Omtrent den største ære man kan vise en science fiction-forfatter. Wolrdcon-komiteen fastholder Banks som æresgæst, men nu må vi nøjes med at høre andre tale om ham. Det bliver ikke helt det samme. Jeg fik desværre kun taget få og ikke særligt gode billeder af Banks i 2010, men her er han på storskærmen, der var sat op ved siden af scenen, hvorfra han sad og underholdt mange hundrede science fiction-fans med sine anekdoter om livet som forfatter. Han vil blive meget savnet. Banks sidste bog, der handler om en mand som får en dødelig sygdom, udkommer i næste uge.
