Det tidligste jeg kan huske, er fra da jeg må have været omkring fire år gammel: Jeg så noget på tv som gjorde mig rigtig bange: Starten af “The Wizard of Oz”, hvor stormen blæser Dorythy op i eventyrets verden. Det var muligvis min første oplevlse af at jeg er i stand til at leve mig meget ind i film, hvad enten det er uhyggelig eller spændende action, menneskeligt drama fortalt af gode skuespillere, eller eksperimenterende filmkunst.

Interessen for film hænger sammen med min interesse for science fiction på den måde at jeg i 1970’erne havde mulighed for at se rigtig mange science fiction film på tysk tv, der i modsætning til dansk tv ikke havde fordomme mod genren. Efterhånden fik jeg så også smag for de film som var mere accepterede af kultureliten. Det var film af instruktører som Rainer Werner Fassbinder og Andrej Tarkovskij (to instruktører som i øvrtigt heller ikke gik af vejen for at lave science fiction-film).

Film kan noget litteratur ikke kan, i hvert fald for en relativ langsom læser som mig. Det er en meget koncentreret dosis af billeder,ord, musik, følelser og tanker. Som selvfølgelig helst skal ses i biografen, templet for os filmnørder, hvor vi rigtig kan koncentrere os om at nyde filmene. Men da det kun er et lille udvalg af alle de film der laves, som bliver vist i danske biografer, er det fint at vi har tv, dvd og streamede film til at supplere med.

I 1980’erne begik Fassbinder selvmord og Tarkovskij døde af kræft. Det var ikke grunden til det, men tidsmæssigt falder det nogenlunde sammen med at min store interesse for film kølede noget af. Jeg holdt ikke helt op med at se sære eksperimenterende film, men det meste af det jeg så, var enten science fiction eller actionfilm med Arnold Schwarzenegger eller en af hans kolleger.

Der er noget sært i at science fiction, som da jeg var ung var en smal genre for lavbudget-film, nu er blandt de film der bruges flest penge på og som næsten alle ser. Science fiction har erobret verden, som Thomas Disch skrev i sin bog om science fiction. Det samme er nu sket med en anden af min ungdoms store interesser, tegneserier. Mellem science fiction og superhelte er der ikke plads til ret meget andet, på lister over de mest sete film.

Det er på en måde glædeligt, på en anden måde sørgeligt. For det mærkeligelige er, at hovedparten af science fiction på film dyrker den form for science fiction man kunne finde i bøgerne i perioden fra 1930’erne og til et stykke op i 1960’erne (space opera), mens superheltene på film dyrker den form for tegneserier der havde sin storhedstid fra først i 1960’erne til et stykke op i 1980’erne (superhelte). Der skrives da stadig science fiction som man gjorde for 60 år siden, og der laves da stadig superheltetegneserier som for 50 år siden, men det er blevet en blanding gentagelser for nostalgikere eller forsøg på at fange nye læsere ind med en opdateret udgave af de oprindelige historier. Jeg er selvfølgelig også at finde i biografen eller i det mindste foran tv’et, fordi jeg har et nostalgisk forhold til de ting, og er lige så fascineret som enhver anden over hvad de kan lave nu med film. Men det er ikke rigtig science fiction for mig, og superheltene er ikke noget der rigtigt viser mig hvad den genre burde have udviklet sig til på 50 år.

De sidste to år har jeg så på en måde genfundet min fornøjelse ved at se “de andre film” – dem som meget sjældent når frem til biograferne og ikke ret tit bliver vist på tv. Det er i form af den årlige CPH PIX festival, hvor man kan købe et filmpas, og se alle de film man orker på to uger. Det har vist mig at der i hvert fald indenfor film generelt laves rigtig mange ting, som ikke bare er pasticer over det jeg så i min ungdom.

10 af de bedste science fiction-film:
2001: A Space Odyssey (1968): Dette er min yndlings science fiction-film og har været det længe. Den blev til i et samarbejde mellem en af de mest berømte science fiction-forfattere og en af verdens bedste filminstruktører. Filmen stiller et spørgsmål der mærkeligt nok ofte stilles af den som regel meget materialistiske genre science fiction – hvad er meningen med det hele? I science fiction involverer svaret ofte noget med fremmede intelligensvæsener. I “2001” siges det hele mellem linjerne og lige præcis så åbent for fortolkning som det svar bør være, i hvad der måske er super-perfektionisten Stanley Kubricks mest perfekte film. Jeg har besluuttet kun at tage en film med af hver type eller undergenre af science fiction, så derfor må min liste undvære ovennævnte Tarkovskijs “Solaris”, der også handler om kontakt med fremmede intelligenser. Den er god, men ikke så god som Kubricks mesterværk her.
Manden der tænkte ting (1969): Et klassisk tema i science fiction er overmennesket, som har specielle evner almindelige mennesker ikke har. En nær slægtning til superheltene, men med fokus på selve evnen, ikke hvordan man bruger den til at fange forbrydere med. Her i en ofte overset dansk film, hvor evnen er at “tænke ting” – skabe ting ud af intet. John Price som det onde overmenneske, Preben Neergard som det gode, i Jens Ravns film.
Alien (1979): En meget populær type science fiction på film er monsterfilmen, hvor man møder et eller flere uhyggelige monstre på Jorden eller på en fjern planet. Ingen andre film kommer op på siden af “Alien”, hvor monsteret er designet af en genial kunstner med speciale i den slags (H.R. Giger), det gamle fragt-rumskib er bragt til live så man føler man er der og besætningen spiller som om de var hentet fra et ægte rumskib en gang i fremtiden.
The Empire Strikes Back (1980): Fortsættelsen til “Star Wars” hvor både personer og handling bliver mere spændende. George Lucas havde denne gang overladt manuskriptskrivningen til en god forfatter (science fiction-forfatteren Leigh Brackett), hvilket han aldrig gjorde siden, med det resultat af de senere film havde ret middelmådige manuskripter i forhold til dette højdepunkt i serien. Handlingen er at Luke Skywalker arbejder videre på sin rolle som historiens helt, mens de øvrige hovedpersoner prøver at slippe fra den fæle Darth Vader. Det er space opera som det skal være, højt tempo og meget underholdende.
Blade Runner (1982): Dette er nok det eneste rigtigt vellykkede forsøg på at overføre cyberpunk-genren til film. Cyberpunk er dystre verdener, hvor folk er onde mod hinanden fordi det er deres job, og hvor magten er noget almindelige mennesker befinder sig meget langt fra. Teknologien er blevet altdominerende, og enten er man ven med den eller også er man fortabt. Sært nok baseret på en roman af Philip K. Dick, som absolut ikke var cyberpunk-forfatter. Handlingen er den at hovedpersonen Deckard får til opgave at opspore og dræbe nogle kunstige mennesker som er stukket af fra deres (slave-)arbejde.
Dune (1984): David Lynch påtog sig at overføre Frank Herberts roman til film, men ente med at løbe tør for penge og tid, så filmen langt fra blev som han havde håbet. Alligevel har jeg den med på listen, fordi den måske er det mest vellykkede forsøg på at fremstille en fremmed, beboet planet. Vi befinder os på planeten Arrakis, hvor en krig om magt og ressourcer udkæmpes mellem flere forskellige fraktioner med hver derew egne motiver. Den unge arving Poul må trøæde i karakter og kæmpe for sin familie og de indfødte beboere, mod den onde baron Harkonnen.
Jurassic Park (1993): Film om løbsk teknologi, især bioteknologi, findes der rigtig mange af. Denne film har måske ikke den mest begavede tilgang til farene ved bioteknologi, men hvem kan ikke elske en film om en gal rigmand, der vil lave en park med ægte dinosaurer for børnene? Ved nyligt gensyn var jeg især imponeret over hvor god Richard Attenborough var i den rolle. Der er generelt fint spil over hele castet, bortset fra Jeff Goldblum, der er fælt miscasted som matematiker. Handlingen er at noget går galt, så en lille flok mennesker må prøve at overleve rovdyrene blandt fortidsøglerne.
Starship Troopers (1997): Filmatiseringen af Robert Heinleins klassiske science fiction-roman har skruet godt op for humoren, som instruktøren Paul Verhoeven også havde succes med ti år forinden i Robocop. Hvor Heinleins roman var et mere eller mindre seriøst forsøg på at beskrive krig i fremtiden, er filmen fyldt med sort humor. Men krigen med al dens action og heltegerninger er der også, så derfor vil jeg sætte filmen i genren “military sf”. Intelligente kæmpeinsekter angriber vores planet og vi må sende soldater ud i rummet for at bekæmpe dem.
The Matrix (1999): Dystopien er efterhånden en gennemtæsket genre, men i The Matrix har vi den i en ny digital udgave, hvor onde robotter har fuld kontrol over verden og endda styrer alt hvad mennesker sanser. Der er blandet lidt rigeligt ramasjang ind i filmens tema, men her i den første film holder det 100%, mens det desværre kammer over i fortsættelserne. Vor hovedperson Nero finder ud af at verden ikke er som han troede og at han måske kan redde den.
The Road (2009): Postapocalyptiske historier handler ofte om hvordan mennesker prøver at samle sig i små samfund for at genopbygge resterne af civlisationen. Sådan er det ikke i filmatiseringen af Cormac McCarthys roman. Viggo Mortensen i hovedrollen har kun en plan – at han og hans søn kan overleve. Det er en næsten umulig opgave i denne film om en dommedag der kommer uden hverken technobabble eller dommedagsbasuner.

10 af de bedste superheltefilm:
Superman (1978): Richard Donners vision om overmennesket Superman, med den perfekt castede Christopher Reeve i titelrollen.
Superman II (1980): Donners vision blev til to film, hvor han blev fjernet som instruktør under optagelserne til den anden film. Men det er stadig muligt at få næsten hele historien med, hvis man supplerer den første film med den restaurerede “The Donner Cut” af den anden film.
Batman Returns (1992): Ti år senere var det Batmans tur til at få en film med et ordentligt budget. Tim Burton løste opgaven på fremragende vis, med storslåede billeder og musik. Michael Keaton i titelrollen formåede at balancere det i bund og grund komiske koncept med en voksen mand der iklæder sig maske for at bekæmpe forbrydere, med alvoren i en rigmand der bruger sig selv og sine penge i kampen for en bedre verden. Jeg valgte Burtons anden Batmanfilm til listen her, fordi den formår at forvandle nogle pjattede Batman-skurke fra de gamle film og tv-serier, til tragiske antihelte. Især Michelle Pfeiffer som Catwoman er rigtig god. Burton fik også flere penge at gøre godt med, så Batman Returns er også flottere end forgængeren. Efter Burton forlod projektet, gik det desværre hurtigt ned ad bakke for Batman-serien.
X2 (2003): Det var omkring årtusindskiftet at den nuværende bølge af superheltefilm startede. Det er svært at vælge nogen bestemt film ud, men jeg tager Bryan Singers anden X-Men film, fordi den har lidt af det samme plot som den første ret vellykkede X-Men film, men er lige en smule bedre, især fordi den har en skurk med en mere forståelig motivation.
The Dark Knight (2008): Christopher Nolan genopfandt Batman på film i 00’erne, denne gang i en endnu mere mørk udgave. Hverken historierne eller Batman selv imponerede mig, på trods af en god skuespiller som Christian Bale i hovedrollen. Måske er det den ironiske distance som Michael Keaton kunne holde, det kikser med. Men der er action for alle pengene og et væld af gode biroller, så helt dårlig er Nolans trilogi ikke, og den midterste film udmærker sig især ved at have den suverænt bedste skurk, Heath Ledger som super-psykopaten The Joker. Det var et svært valg om jeg skulle medtage denne version af The Joker eller Jack Nicolsons udgave fra 1989, men Ledger vandt på ikke bare at kunne være sjov og uhyggelig, men også antyde mere dybde i figuren.
Watchmen (2009): På bølgen af superheltefilm kom så filmatiseringen af Alan Moores anti-superheltehistorie fra 1980’erne. Det blev en ganske vellykket filmatisering, hvor Moores temaer om magt og moral kommer fint igennem.
X-Men: First Class (2011): Efter at have fulgt de to første X-Men-film op med en meget rodet og kikset treer, besluttede man at starte forfra med X-Men, og hoppe tilbage i tiden og vise hvordan X-Men blev dannet. Filmen har en meget velykket casting, især af Micheel Fassbender som den senere superskurk Magneto.
The Avengers (2012): Den hidtil bedste film fra Marvel blev fan-favoritten Joss Whedons samling af trådene fra flere andre superheltefilm, i superhelteteam-filmen om verdens mæætigste superhelte, der skal redde verden fra de farligste skurke. Både plot og dialog er fremragende, ligeså effekter og skuespil.
Captain America: The Winter Soldier (2014): Den første Captain America-film var et vellykket element i det puslespil, der skulle blive til Avengers-filmen. I den anden Captain Amarica-film var man inspireret af Ed Brukbakers opdaterede tegneserieversion af kaptajnen, hvor menneskene bag dragterne samt politik og spionage har en større rolle. Det gør filmen både mere nede på jorden og politisk relevant for nutidens biografgængere.

Nogle af de bedste film jeg har set på CPH PIX:
Saibi (The Fake) (2013): Sydkoreansk animeret film. Om religiøst vanvid og ondskab. Mange anmeldere kunne ikke lide den fordi hovedpersonen er meget usympatisk og at den er meget voldelig, men jeg synes den er en tegnefilm som fremstiller mennesker mere realistisk end de fleste “rigtige” film.
Au nom du fils (In the name of the son) (2012): Belgisk sort komedie om den katolske kirke, våbenfanatikere og hævn.
Tian zhu ding (A Touch of sin) (2013): Fire meget velfortalte historier fra det moderne Kina om mennesker der griber til vold.
Omar (2013): Palestinensisk film om en ung mand fra Vestbredden, der kommer i klemme mellem den palestinensiske frihedsbevægelse og israelsk efterretningstjeneste. Meget nuanceret og stærk historie.
Coherence (2013): Science fiction film / selskabsleg, som viser hvordan man kan lave fremrangende science fiction uden et stort budget.
The Turning (2013): Små forbundne novellefilm, som foregår over en længere tidsperidoe, og hver især er meget stemningsfulde.
The Congress (2013): Delvis animeret film om en fremtid hvor mennesker og virtuelle mennesker flyder sammen. Frit efter Stanislaw Lems “Fremtidskongressen”.
The Dance of Reality (La danza de la realidad) (2013): En meget original og fantasifuld selvbiografi af Alejandro Jodorowskys om hans barndom i Chile.
Mita Tova (The Farewell Party) (2014): Israelsk film om Døden, medlidenhedsdrab og hvordan det er at sige farvel til nogen man har kendt hele sit liv.
Adieu au langage (Goodbye to language) (2014): Fascinerende mosaik af billed, lyd, filosofi, mennesker, musik og hunde. Vellykket filmeksperiment af gode gamle Jean-Luc Godard.
Clouds of Sils Maria (2014): Juliette Binoche som afdanket diva i skuespillere-spiller-skuespillere drama med mange gode folk og flot natur.
The forbidden room (2015): Meget mærkelig film med drømmeagtig logik i handlingen og filmet som i filmens barndom. Ikke for alle.
It Follows (2014): Meget velkomponeret og uhyggelig film i genren “unge mennesker forfulgt af monster”. Monsteret er ganske unikt.
Nguoi truyen giong (The inseminator) (2014): Vietnamesisk fim der i få ord og personer samt ekstremt flotte billeder udspiller en tidløs tragedie.