Flasch

Sidste weekend var jeg en tur i Oslo, til den årlige norske festival for science fiction m.m. Norcon. Jeg kunne ikke modstå chancen for at møde China Mieville, en af de for tiden mest interessante forfattere i genrerne. Det var lidt af en sidste øjebliks beslutning, og i første omgang ville jeg bare tage en billig flyvetur derop tidligt lørdag og hjem igen om aftenen, men da der ikke gik fly efter kl. 20 om lørdagen, tog jeg søndagen med.

Nordcon foregik i en bygning nogle kilometer fra centrum af Oslo, men nær en af de store t-bane stationer. Bygningen hed Chateau Neuf, som jeg ikke fangede meningen med før jeg kom hjem og slog det op: Den blev bygget for penge som studenterforeningen i Oslo havde sparet op. I en sparegris. Og en gris siger ikke øf, men nøf på norsk.

Indenfor var jeg lige gået glip af lørdagens første programpunkt, men jeg dumpede ind i et foredrag om Battlestar Galactica, som ikke sagde mig så meget. Måske fordi det var på norsk, og mine ører ikke var blevet tunet ind på norsk, og faktisk ikke blev det før om søndagen. Det (og så en konstant smækkende dør af folk der gik ud og ind) var også årsagen til at jeg ikke opfattede ret meget af hvad Lise Myhre sagde i sit interview. Men jeg forstod da så meget at hun egentlig ikke interesserede sig så meget for hele biperson-galleriet til Nemi, og at hun ikke kunne tænke sig at overgive Nemi til en anden forfatter/tegner.

Sidst på eftermiddagen blev det tid til China Mievilles foredrag om “canny”. Han tog udgangspunkt i Freuds klassiske unheimlich = uncanny, og udvidede det med flere andre ikke-canny’er, som karakteriserer det fantastiske. Hvor det hos Freud er noget kendt som vender tilbage i forandret form, er der for eksempel også det som er helt fremmed, som China vistnok kaldte abcanny. Et meget interessant foredrag som omtrent var hele turen til Oslo værd. Her er noget fra starten (med desværre en del baggrunddstøj):

[youtube_sc url=”http://www.youtube.com/watch?v=c0FVg7shw_w”]

Efter at have jagtet lidt materiel føde sammen med Klaus Æ. Mogensen, var det tid til at høre hvad Klaus var kommet til Oslo for at sige om fremtidens teknologi:

Det startede med nogle efter min mening lidt for almene betragtinger, men derefter blev det rigtig spændende med mange gode og helt nye eksempler. Efter Klaus kom Martin Andersson på med et foredrag om H.P. Lovecrafts liv. Det var rigtig godt. Det var dagens sidste programpunkt bestemt ikke. Som den relative grønskolling jeg er mht. fandom og dens traditioner, gik jeg ind for at se hvad Eye of Argon var for noget. Det viste sig at være over tre timer i selskab med verdens muligvis dårligste fantasy-historie. Vi var kun fire som holdt ud til den bitre ende. Heldigvis lykkes det mig at få fat i en Nøgne Ø IPA i baren at skylle den ned med. Det var så den dag.

Søndag startede, bortset fra rigtig godt vejr og et udmærket hotel, med noget om steampunk, som jeg vist kun fandt moderat interessant, at dømme ud fra hvor meget jeg kan huske fra det. Men derefter kom China på igen, denne gang i selskab med blandt andre Ragnar Tørnquist, en af designerne af online-spillet The Secret World, som han havde fortalt om dagen før. Det handlede mest om de ting man ikke umiddelbart tænker over som bydesigner. Alle de små ting, som i virkeligheden betyder meget mere for indbyggerne end det man læser om i guiderne. Her er et lille klip:

[youtube_sc url=”http://www.youtube.com/watch?v=jKHUH45XkAs”]

Som en afveksling fra paneldebatterne, var der lavet et enkelt programpunkt hvor alle kunne komme til orde. Det handlede om de nye Sherlock Holmes filmatiseringer:

Men som det ofte går på en con, må man af og til vælge mellem interessante programpunkter, sine fysiske behov (i dette tilfælde føde) og at snakke lidt med de andre om ikke-programsatte ting. Så jeg gik ud for at proviantere (ikke billigt i Oslo – mig som troede at København var en dyr by). Da jeg kom tilbage, gik jeg ind for at høre det sidste af et panel med Klaus og en lokal politiker om fremtidens byer:

[youtube_sc url=”http://www.youtube.com/watch?v=2NFkPeBf_tg”]

Så var der kun lige tid til at høre et sjovt foredrag om virkelighedens steampunk – skøre opfindelser som kørte på damp. Og noget om hvordan en dampmaskine fungerer:

Desværre kunne de ikke demonstrere den lille dampmaskine de havde taget med – de var bange for at den ville sætte brandalarmen i gang. Efter det tog jeg i god tid ud til lufthavnen – jeg er en idiot til at finde vej og vidste ikke præcist hvordan jeg kom derud. Men det tog nu ikke så længe, så jeg nåede at læse et par artikler fra en bog Mieville var medredaktør på om science fiction og marxisme – Red Planets. Den havde jeg forresten fået ham til at signere, hvilket overraskende ham en del. Jeg er ellers ikke autografjæger, men jeg får af og til ting signeret som er lidt specielle i sig selv.

Konklusion: En rigtig god weekend med science fiction i Norge.