Da Science Fiction var lille, tænkte han tanker om hvordan verden så ud udenfor det lille klasseværelse og ikke mindst hvordan den ville se ud, når han engang blev voksen, og kunne drage ud i den fantastiske fremtid. Lærerne sagde om den lille Science Fiction, at han var en knægt med en lidt for voldsom fantasi, men at de da nok skulle få ham rettet ud, inden han forlod skolen. Science Fiction skulle være en ordentlig litteratur, som opførte sig som alle de andre små, der sad artige på deres pladser og lyttede til hvad læreren fortalte dem om dengang han gik i skole og hvordan han havde lært det og hvordan alle der havde gået i skole nu var blevet til noget i verden og kunne efterligne alle De Store og skrive så en lærer fik gåsehud både indvendigt og udvendigt.
Men Science Fiction kunne ikke sidde stille. Han kunne ikke holde op med at drømme om fremtiden og han hadede alle de gamle sager lærerne forsøgte at fylde ham med. Det var som om han var født til kun at kunne rumme fremtid, og alle de gamle og velprøvede ting, han skulle lære, fik ham bare til at blive syg og dårlig, mens nye ting og anderledes ting fik ham til at live op – ja live op i sådan en grad at lærerne til sidst rystede på deres hoveder alle som en og erklærede at Science Fiction var en uartig dreng, som ikke ville lære nogen nyttige ting og aldrig ville blive til noget. Det kan jo ikke nytte noget at påstå at man kan se ind i fremtiden, sagde de, for alle og enhver ved at fremtiden er noget vi kommer til, ikke noget som er her. Så dem der påstår de kan se fremtiden, er dem som hverken kender til nutid og fortid, og derfor tror at de har tænkt noget nyt og originalt.
Science Fiction blev sendt i hjælpeklasse, blev sendt til mange gamle og kloge læger og havde sågar en lang og alvorlig samtale med skoleinspektøren. Det hjalp ikke noget. Til sidst opgav man at gøre mere for Science Fiction. Science Fiction fik sig et job med at skrive historier til nogle fimfolk, som også havde været lidt uartige da de gik i skole, selv om det ikke var nær så galt fat med dem, som med Science Fiction. Science Fiction blev ældre, og han tænkte at han måske skulle kigge på det han var gået glip af i skolen. Så han satte sig til at studere hvordan han burde være, og prøvede at leve op til det. Men folk kunne stadig se at det var Science Fiction, og de troede ikke på han mente det ærligt. Så selv om han var blevet lige så studeret som de andre, der havde gået i skole, regnede de ham stadig for det uartige barn, som aldrig blev voksen. Men Science Fiction tænkte bare, at nu var han voksen, nu havde han lært det, alle de andre havde lært, og mere til, og derfor blev han ved med at være Science Fiction, og så vidt jeg ved, så er han det stadig.