Flasch

Dette er ikke et indlæg om den nye Westworld tv-serie. Faktisk har jeg endnu fået den set. Derimod handler det om Michael Crichtons gamle Westworld, som jeg genså i 2016.

Westworld var akkkurat så god som jeg huskede den fra først gang jeg så den. Plottet kører som et velkomponeret stykke musik, selv om dens special effects ikke helt kan leve op til moderne blockbuster-niveau. Men det slog mig hvor meget den bruger det filmsprog som også mange senere film bruger. Westworld er fra 1973, og derfor på ingen måde den første science fiction-film, sandsynligvis ej heller med mange af de ting jeg nu vil nævne. Men det slog mig hvor meget af dens sprog der faktisk kan genfindes i senere, banebrydende film.

For nu at starte med noget der måske ikke er så speciel for science fiction: Jagt gennem lange korridorer. Det er en god stemningsskaber: Publikum ved at der er nogen efter synsvinkelpersonen, men ikke om de er tæt på eller nær ved. Det er også omtrent den eneste måde man kan lave en jagt i en studieoptagelse. Siden brugt i blandt andet Alien.

Robotterne er i Westworld er måske i sig selv ikke så meget filmsprog som en del af genren. Men der er dog noget ved den måde de bruges på. Det kaldes også “the uncanny valley”. En robot som kun ligner et menneske lidt, kan virke komisk eller som blot en brugsting a la en støvsuger. En robot der ligner og opfører sig næsten fuldstændig som et menneske, er sjældent skræmmende. Men et sted imellem findes noget meget skræmmende, især hvis man har en god skuespiller som Yul Brunner til at spille robotten. Når man har opnået tilstrækkelig skræmmeeffekt, kan man gradvist lade robotten forvandle sig fra noget der er delvist menneskeligt, til en fuldstændig umenneskelig dræbermaskine. Hvor man måske kunne tro at der var lidt menneskelig sårbarhed i en robot der ligner et menneske, skrælles det menneskelige af efterhånden som robotten får ansigtet ødelagt af syre o.s.v. og mere og mere ligner en (dræber-)maskine. Siden brugt i blandt andet The Terminator.

Nu er det jo science fiction, og ikke splatterfilm, så menneskerne skal have en chance mod uhyrerne. Det kan de blandt andet få ved at udnytte defekter i uhyrets sanser. I Westworld lykkedes det vor helt at få ødelagt robottens evne til at se synligt lys. I de senere Predator og Jurassic Park er det en naturlig begrænsning hos uhyret der udnyttes, men ideen er den samme: Det snedige menneske overlister uhyret ved at find dets svagheder.

En af de meget brugte, for ikke at sige næsten altid brugte, måder at skabe spænding på i science fiction.film er at lade menneskene miste kontrollen over teknologien. I Westworld mistes kontrollen ved et ikke nærmere defineret uheld. Men for at virke overbevisende, er det en god ide at vise hvorfor diverse sikkerhedssystemer ikke virker. I Westworld følger man nøje hvordan sikkerhedssystemerne i kontrolrummet efterhånden svigter, så katastrofen ikke kan stoppes. Det samme ses nogle år senere i The China Syndrome, hvor en atomreaktor er ved at løbe løbsk. I Jurassic Park (baseret på en anden af Crichtons bøger) bruges der også kontrolrumsscener til at vise hvordan uhyrerne slipper løs, og til at øge spændingen.

En til lille ting jeg lod mærke til, var at vi på et tidspunkt får at vide at uhyrerne er så formidable modstandere, at man ikke har en chance mod dem. I Westworld sker det da vor helt møder en tekniker og beder om hjælp til at besejre robotten, der er efter ham. Men der er ingen hjælp at hente, teknikeren er selv på flugt fordi han ved hvor umuligt det er at stille noget op mod robotten: Det er en perfekt udviklet teknologi til at dræbe med. Det understreges også, ved at vi skifter synsvinkel til uhyret, og får et indblik i hvordan dens sanser og teknologi fungerer. I The Terminator med betydeligt bedre effekter end i Westworld. Talen om hvor perfekt uhyret er, ses også i Alien.

I science fiction er der altid en afvejning af hvor meget man skal fortælle om verden og teknologien, og hvor meget man skal vise i scenerne. Førstnævnte kan være kedeligt, sidstnævnte kan bruge meget tid. I film der bare foregår i en mere eller mindre generisk science fiction-verden, kan man bare springe det over. Efterhånden har science fiction-films store popularitet også gjort det unødvendigt at forklare mange ting. I filmen Looper antages det for eksempel at publikum allerede ved hvordan tidsrejser fungerer. Men i ældre film måtte man stadig forklare ting, og nye film der introducerer nye ideer og teknologier må også få publikum med på dem. Westworld gøres det på en meget smart måde: Der vises reklamefilm for det robot-ferieparadis filmen foregår i. Et tilsvarende trick bruges i den senere Starship Troopers.

Det var så mine noter. Om senere filmskabere er blevet inspireret af Westworld, aner jeg ikke. Det kan også bare være oplagte ting at gøre i en science fiction-film. Man kan måske ærgre sig over at science fiction-film ikke i højere grad udforsker nye måder at gøre tingene på. På den måde er science fiction på film nok i højere grad en genre end science fiction-litteratur er, forstået sådan at der er genre-konventioner som gør at det er let at forstå for et publikum der kender de genre-konventioner. Men sådan var det meste skrevne science fiction også i genrens barndom. Der er da tegn på at science fiction-filmene også er ved at komme ud af de snævre genre-rammer. En film som Arrival har godt nok introduceret genre-konventioner der ikke var i Ted Chiangs novelle (som den var baseret på), men prøver alligevel at være anderledes end de fleste andre science fiction-film. Og så er der jo tv-serierne, hvor jeg måske især er begejstret over Black Mirror, der giver også førsteklasses science fiction af en slags som meget sjældent er set på film.

Efter jeg fik skrevet ovenstående, så jeg opdateringen af Jurassic Park, Jurassic World. Her genbruges der flittigt filmsprog fra de foregåede film: Kontrollen over teknologien svigter, det uovervindelige uhyre, uhyrets specielle sanser og en hel del fra standard-pakken til Hollywood-film: Kvinden der sætter jobbet over familien og fortryder det, en cowboy-type helt, det overmodige magtmenneske, børn der opfører sig ualmindeligt tåbeligt og kommer i livsfare o.s.v. Men jeg lod mærke til endnu en ting de brugte fra science fiction-filmenes katalog over virkemidler: Manden der vil bruge monster-“teknologien” til et våben. Det er jo taget lige ud af Alien-filmene. Men på trods af det meget genbrug var Jurassic World ganske underholdende.