Efter at have tænkt lidt over mit tidligere indlæg om en defintion på science fiction-genren, er jeg nået frem til at det ikke går an at adskille science fiction og fantasy ved blot at påstå at science fiction er baseret på viden og videnskab. Der kan nemlig sagtens findes eksempler på fantasy som også gør det (Lord of the Rings har sprogvidenskab og viden om gammmel overtro indbygget) og science fiction som ikke gør det (men blot bygger videre på genrekonventioner). Så der må noget mere til.
Jeg overvejede at tilføje nogle poler til min model, for det som får folk til at skrive og læse fantasy og sætte en eller anden skillelinje op mellem fantasy og science fiction. Men jeg endte med nedenstående model, der bedre viser den nære forbindelse mellem fantasy og science fiction. For en ordens skyld gentager jeg lige grundideen: Science fiction er defineret ved at det er det som science fiction-forfattere skriver. (Men andre forfattere kan selvfølgelig også skrive i genren). Siden mange af de forfattere også skriver fantasy, kommer i hvert fald dele af fantasy-litteraturen med, hvilket jeg forsøgte at definere mig ud af, ved at forlange at det skal være baseret på viden og videnskab. Jeg delte så science fiction op i forskellige typer i min model, ud fra hvad det er som får folk til at læse og skrive det – hvorfor er det interessant, hvorfor gider de at læse/skrive det.
Hvorfor er fantasy så interessant at læse og skrive? Det nemme svar er at det er en flugt fra den kedelige virkelighed. Men det vil så også passe på næsten al litteratur der er skrevet. Jeg har forsøgt at indkredse det til to ting: Sagn og drømme. Sagn er fortællinger som foregår i “gamle dage” eller hvordan vi forestiller os verden var tidligere. Alt det vi ikke bryder os om og er for svært at forstå ved nutiden er skrællet af. Til gengæld findes der ting som vi forestiller os er gået tabt i nutiden. Det er Robert E. Howards Conan og Tolkiens Lord of the Rings, som de vel mest kendte eksempler. Drømme er der hvor alt tilsyneladende er tilladt, men dog følger en sær form for logik. Det er rendyrket fantasi, som vi læser bare for at se hvad forfatteren har fundet på af tosserier. Det meste af det nyere fantasy, som foregår i nutiden eller i et helt andet univers er af den type, selv om det ofte kan være blandet med førstenævnte type – vampyr-historier har f.eks. ofte noget med om fortidens vampyrer.
Som med science fiction-polerne, kan man bruge fantasy-territoriet i modellen til at vurdere en tekst med: Hvor interessant og hvor godt gennemført er sagnet den bruger? Hvor fantasifuldt er drømmeaspektet af historien? Dårlig fantasy af sagn-typen er ofte bare en stereotyp gengivelse af noget velkendt, som mangler originalens fine detaljer. Dårlig fantasy af drømme-typen bruger som regel bare fantasi som en undskylding for ikke at lave research eller at tænke nærmere over historien og dens univers.
Jeg har lavet en bred grå zone ind til fantasy, for at indikere at det er en lidt flydende grænse. Der findes science fiction, som ligger meget tæt på fantasy, for eksempel er meget af det Philip K. Dick skrev ret tæt på drømme-aspektet af fantasy. Tilsvarende er der fantasy, som ligger tæt på for eksempel tankeeksperiment-aspektet af science fiction, som for eksempel noget af det Roger Zelazny skrev. Endelig er der også værker som man blot må sige ligger i grænseområdet. China Mieville er for eksempel ekspert i at irritere dem som gerne vil have fantasy og science fiction pænt adskilt i to genrer.
Man skal passe på med at lægge for meget i en model. For det første kan en model aldrig få hele virkeligheden med. Og selv de ting den har med, kan den komme til at sige noget forkert om. På den anden side er jeg meget glad for modeller, og kan lide at lege med dem. De kan være en meget god start, hvis man skal prøve at komme tættere på svaret på komplekse sprøgsmål som: Hvad er science fiction? Hvad er god science fiction? og Hvad er forskellen på fantasy og science fiction?