Som jeg fortalte i en tidligere post, så definerer jeg science fiction som genre ud fra hvornår en større gruppe forfattere regelmæssigt skrev science fiction. Det kunne være i 1920erne, hvor Hugo Gernsback begyndte at kalde genren scientifiction. Der var selvfølgelig tilløb til det langt tidligere, som f.eks. H.G. Wells og Jules Verne, men en enlig forfatter er ikke en genre. I Gernsbacks tid var der strengt taget ingen af pulp-forfatterne som udelukkende skrev science fiction, men nogle af dem skrev rigtig meget science fiction, og der kom efterhånden flere magasiner som udelukkende trykte science fiction. Samtidig opstod science fiction fandom, som har været med genren lige siden, og har haft stor betydning for dens overlevelse og udvikling.
Så lad os kalde tiden frem til ca. 1939 for science fictions oldtid, hvor den lidt efter lidt begyndte at ligne en genre, men stadig manglede en flok af rigtig dygtige forfattere som kunne tegne genren. Men der var gang i den, med ‘supervidenskab’ og fantastiske eventyr – det teknologiske eventyr, som jeg kalder det, var hvad genren hovedsageligt handlede om i sin barndom.
Men fra ca. 1939 og frem får vi forfattere som Asaac Asimov, Arthur C. Clarke, Teoedore Sturgeon og Robert Heinlein på banen, og fanbevægelsen vokser til en størrelse hvor Worldcon starter. Det var også i John W. Campbell overtog redaktørstolen for det mest berømte sf-pulpmagasin Astounding/Analog (som stadig udkommer). Lad os da kalde perioden for emperietiden (med Campbell som den første kejser). Det er en tid der starter med en meget uhyggelig krig, men også fører til en enorm teknologisk og økonomisk forandring. Historierne er genrelt bedre skrevne og handler nu om lat hvad man kan forestille sig og ekstrapolere ud fra de kendte videnskaber. Forfatterne udfører alle slags tankeeksperimenter. Det hele munder ud i at USA får landsat en mand på Månen. I årene op til havde mangt en science fiction-historie handlet om netop det, og nu var det blevet til virkelighed.
Efter 1969 er det som om både det teknologiske og økonomiske opsving i verden og science fiction kører galt. Campbell, som for længst har mistet grebet om genren, dør i 1971. Der opstår en science fictions middelalder. Historierne bliver meget mærkeligere. Der opstår ting som den britiske new wave, hvor man nærmest bryder genren ned, og der eksperimenteres med at gøre science fiction mere sproglig bevidst og indføre kvaliteter fra “mainstream” litteratur. Dystre fremtidsbilleder stilles op. I 1980erne opstår cyberpunk undergenren, hvor fremtiden beskrives som fuldstændig fremmedgjort og ummenskelig, og computere og pengene har overtaget alt. Det er visoner om fremtiden af den meget pessimistiske slags.
Man kan så spørge om vi stadig lever i science fictions middelalder og om der nogensinde kommer en renaissance. For nogle år siden ville jeg have st´varet hhv. ja og nej til de spørgsmål. Nu er jeg overbevist om at vi faktisk befinder os i en om ikke så tydelig endnu, så dog ny tidsalder for science fiction. Der er ikke mere nogen stor samlende ide for genren, som præger alt der skrives. Der skrives alle mulige forskellige slags science fiction. Og der er rigtig mange forfattere som skriver godt i genren. Når man er midt i noget er det jo svært at forudsige hvordan man vil se på det i fremtiden, men måske vi startede i de tidlige 1990ere. Det var her muren lige var faldet og internettet for alvor bredte sig, her Ian M. Banks startede sit utopiske fremtidsunivers fra en fjern fremtid, Greg Egan tænkte originale tanker om vores fremtid med computere og her Kim Stanley Robinson startede sin superrealistiske Mars-trilogi.
Jeg har fokuseret lidt meget på engelsksproget og især amerikansk science fiction. Der blev naturligvis også skrevet science fiction i andre lande og på andre sprog, herunder dansk. Men den engelsksprogede science fiction var og er stadig ret dominerende. Udviklingen har, så vidt jeg ved, også kørt nogenlunde parallelt i andre lande. For eksempel skrev polske Stanislaw Lem sine bedste regulære science fiction bøger i 1950erne og 1960erne, mens han i 1970erne blev meget mere eksperimenterende og i 1980erne skrev sine sidste, meget pessimistiske science fiction-romaner og erklærede at han ikke havde mere at fortælle med genren.
Planen er nu at jeg vil præsentere en række af det 21ende århundredes forfattere i denne serie af indlæg.