Science fiction kan defineres som genre på mange forskellige måder. Det samme gælder dens historiske placering. Jeg vil tage udgangspunkt i der hvor en større gruppe forfattere begyndte at skrive i noget, der kunne beskrives som en genre. Definitionen på genren følger så heraf: Det er det som science fiction-forfattere skriver. Men som med andre definitioner på science fiction, er der visse problemer med den definition. For eksempel at mange af disse forfattere både dengang og nu også skriver i hvad man kalder fantasy-genren.
Hvis man synes at science fiction og fantasy er næsten det samme, kan man bare lade den stå der, men hvis man synes der er forskel, må man prøve at definere den forskel. Jeg vil bruge en omskrivning af John W. Campbells defintion: Science fiction forsøger i modsætning til fantasy at bruge viden og videnskab i opbygning af historiens univers. Det skal forstås i sammenhæng med definitionen ovenfor med gruppen af forfattere der skriver det – ellers ville mange andre slags historier falde indenfor, så som godt researchede historiske romaner, technothrillere og visse krimier.
En meget populær måde at definere science fiction på er den ren strukturelle: Science fiction er det som kan beskrives med denne her model. Darko Suvins er en af de mest populære af den type. Dens kerneide er at science fiction skal indeholde et novum, som er noget i historiens univers som gør det anderledes end den kendte verden og at dette novum er klart defineret. Meget kort sagt. Jeg synes at Suvins model passer rigtig godt på science fiction fra nogle bestemte perioder, men den er meget restriktiv med hvad genren kan indeholde og kan kun med besvær bringes til at inkludere nogle værker som tydeligevis er science fiction (men det er en meget længere diskussion end jeg har tænkt mig at føre her).
For tilhængere af strukturelle modeller, vil jeg i stedet præsentere en anden model:
Den skal forstås sådan at al science fiction efter ovenstående definition (gruppe af forfattere der skriver sf, forsøg på at basere universet på viden og videnskab) inkluderes, det skal bare placeres forskellige steder i modellen. I yderpunkterne er det tre forskellige tilgange til hvorfor man skriver og hvorfor man læser science fiction. Tankeeksperimentet er nok det som kommer tættest på Suvins definition, hvor en enkelt bærende ide driver hele historien. Fremtidsvisionen er et forsøg på at gætte sig frem til hvordan fremtiden vil blive. Det teknologiske eventyr er måske det som mange stadig forbinder med science fiction genren. Det er den begejstring for den nye verden af teknologiske vidundere som i særlig høj gread var til stede i genrens barndom, men som stadig er der. Modellen er et udtryk for det som driver forfattere til at skrive og læsere til at læse science fiction, nemnlig nysgerrighed efter fremtiden, fascination af teknologi og videnskab samt det at tænke sig til andre verdener.
Eksempler: En typiske moderne “hård” science fiction er bygget op omkring et tankeeksperiment af typen “Hvad nu hvis de fysiske love der i øjeblikket er tvivl om var sådan og sådan?”. Men historien foregår ofte i fremtiden, hvor forfatteren også gerne vil vise noget om sine visioner for fremtiden. Og for at nogen gider at læse bogen (og forfatteren skrive den) er der (i hvert fald et forsøg på) at formidle en fascination af moderne videnskab. Space opera var oprindelig næsten rendyrket teknologisk eventyr, men har nu ofte spekulationer over det gode (eller onde) fremtidssamfund, samt nogle overvejelser over præmisserne for det univers det foregår i, der går i retning af tankeeksperimenter.
Efterhånden som science fiction er blevet en gammel genre, skrives der også rigtig mange pasticer og parodier over genren, men de kan sjældent leve for sig selv, uden at trække på en eller flere af de tre poler i modellen her. Ofte kører der f.eks. et teknologisk eventyr parallelt med parodien, og pastichen vil ofte indeholde f.eks. videre spekulationer over tankeeksperimentet i originalen. Men man kunne overveje om referencer til andre værker i genren skulle have været en ekstra pol i modellen.
Modeller har sine begrænsninger, men de kan fungere som en slags checklister. Hvis man for eksempel skal vurdere science fiction, kan man med udgangspunkt i modellen her spørge om det teknologiske eventyr fascinerer, om fremtidsvisionen er troværdig og om tankeeksperimentet er vel gennemført. Derefter kan man så vurdere mere almene litterære kvaliteter som sprog, personer og plot. Hvad der vigtigst, vil afhænge af den enkelte tekst, men hvis man blot ignorerer det som er specielt for science fiction, kan man ikke lave en seriøs vurdering eller anmeldelse af science fiction.
Note: Jeg opdagede at min model ikke ligger så langt fra Hugo Gernsbacks gamle definition på science fiction (scienctifiction) fra 1926: “a charming romance intermingled with scientific fact and prophetic vision”. Altså hhv. teknologisk eventyr, tankeeksperiment og vision om fremtiden.