I et stykke tid, faktisk et par år, havde jeg overvejet at tage til en Worldcon, for at opleve en af de helt store cons, eller i hvert fald en af de helt store at de litterære cons. Lejligheden kom så nu i år, hvor jeg tog på Chicon 7 i Chicago. Det var faktisk også min første tur til USA. Havde jeg været mere et rejsemenneske end jeg er, kunne jeg sikkert havde fundet på alt muligt andet jeg skulle, når jeg alligevel var i USA, men jeg nøjedes med at se en lille smule af Chicago og så ellers tilbringe det meste af tiden på hotel Hyatt Regency, hvor Worldcon foregik og hvor jeg boede på 30. etage. Turen ind til byen fra lufthavnen forgik med det vi Danmark ville kalde et s-tog, en lang tur, men efter sigende lige så hurtigt eller hurtigere end andre (og dyrere) transportmidler.
Inde i Chicago gik turen til hotellet langs floden. For en der som mig ikke er vant til at høje huse er højere end 10-20 etager og at der er langt imellem de høje huse der er, er det ret overvældende at komme til en by som Chicago.
Jeg havde brugt næsten et døgn på at komme over, fordi mit fly var blevet aflyst, så jeg fik ikke lavet så meget andet den dag end at spise lidt mad på en relativ nyåbnet “Irish Pub”, der lå inde i hotellet. Næste formiddag fik jeg tid til en gåtur, til Millennium Park som lå lige ved hotellet og i forhold til mange andre parker i storbyer kunne byde på spændende design og arkitektur, i stedet for at ligne en samling forpjuskede træer, som man ved en fejl havde glemt at fjerne fra byplanen. Ved middagstid gik Worldcon så i gang. Selve åbningsceremonien var klokken tre, hvor toastmaster John Scalzi lavede en slags talkshow-vært introduktion af gæsterne. Hvis Scalzi nogensinde bliver træt af at skrive science fiction, er jeg sikker på han kunne få sig et job som tv-værk: Han var rigtig god og sjov.
Så gik det ellers løs med fire dages science fiction. På Worldcon kommer der en langs række fans, som også er forfattere, redaktører og videnskabsfolk. Det gør det muligt at lave et program stort set uden at invitere folk til at komme, som vi f.eks. gør det med Fantasticon. Det giver sig så også udslag i at rigtig mange programpunkter er paneldebatter, hvor man har fundet på et (relativt kortfattet) oplæg, sat nogle folk man mener er passende til det i panelet, og udpeget en moderator, som man mener vil kunne køre det. Desværre er det ikke lige vellykket hver gang: De paneler jeg overværende spændte fra det nærmest sublime, til så intetsigende at jeg lige så stille luskede ud igen, selv om panelet var et jeg havde valgt blandt rigtig mange mulige programpunkter.
Om aftenen den første dag var hele Worldcon inviteret ud til Adler planetariet, som ligger lige ud for byen på en tange, som går ud i Lake Michigan. Der gik busser frem og tilbage, man bare kunne tage. Siden mange fans lider af forskellige handicaps, havde man også sørget for at det var muligt at tage kørestole m.m. med busserne. Adler mindede en del om Tycho Brahe planetariet i København, men var en del større. Der var også en astronomisk kikkert man kunne komme op at se, men jeg havde købt billet til en film, så jeg lige akkurat ikke nåede det. Filmen var en underlig blanding af science fiction, videnskabsformidling og reklame for planetariet. Men ret flot, projekteret ud over hele den store halvkugle i salen.
[youtube_sc url=”http://www.youtube.com/watch?v=V6Lv2Womuos”]
Det vil føre for vidt at fortælle om alt det jeg oplevede. For slet ikke at tale om alt det andet man kunne have oplevet, hvis ens smag gik i en anden retning. For dem der mest brugte Worldcon som et sted at feste med ligesindede, var der fester og “filking” ud over hele hotellet om aftnen (og sikkert hele natten med). Min interesse gik i retning af snak om at skrive, kritisk snak om genren og snak om videnskab. Rigtig mange fans er enten forfattere eller har planer om at blive det, så der var rigtig mange og rigtig gode programpunkter om at skrive. For eksempel Jack McDevitt med en masse gode skriveråd. Den kritiske snak var det lidt mere småt med. Det var specielt på det område jeg blev lidt skuffet. Men der var et rigtig godt et med blandt andre Gene Wolfe, David Hartwell og Connie Willis om sf i forhold til mainstream. Et gennemtærsket emne, men jeg synes der kom lidt vinkler på jeg ikke havde hørt før. Videnskabs-panelerne var generelt også rigtig gode. For eksempel Sy Liebergot, som var med i kontrolrummet på alle Apollo-missionerne, fortælle om Apollo 13, og nogle tunge spaceflight-folk fortælle om fremtidens rumfart. Her et panel med en fysiker, en biokemiker, en moderator (forfatteren Nancy Fulda), en læge og en russisk forfatter diskutere mennesket i rummet. Man kan se at fysikeren (Geoffrey Landis) og den russiske forfatter (Leo Korogodski) sad ret langt fra hinanden. Sidstnævnte havde sin bog med, der mærkeligt nok havde svar på alt det panelet diskuterede.
Der var også en næsten non-stop række af sessioner hvor man kunne komme til at tale med forfatterne omkring et bord samt oplæsninger. Jeg nåede desværre kun en enkelt: Geoff Ryman som viste sig at være en rigtig god oplæser. Jeg havde stemt på ham til Hugo-awards, men han vandt desværre ikke. Hugo-uddelingen foregik i øvrigt i samme lokale hvor åbningsceremonien foregik. Det var hotellets største, men allerede om torsdagen havde det været godt fyldt, og det var stømmet ind med folk fredag og lørdag. Så jeg tog af sted en halv times tid før det startede. Det viste sig at være en god ide. Der var en meget lang kø, og jeg var en af de sidste som fik en siddeplads. Scalzi var igen ret god som vært, og der var en del gode, men korte taler. Det var svært at se ret meget andet end storskærmene fra nede bagved hvor jeg sad, så jeg har ingen billeder af det. Nogle af dem jeg havde stemt på vandt, andre gjorde ikke. Neil Gaiman, der ellers ikke var med på Worldcon, dukkede op for at modtage sin pris for manuskriptet til et Dr Who afsnit. En meget populær mand i fandom. En anden meget populær mand i fandom er George R.R. Martin, vandt ikke prisen for sin seneste roman, men kunne trøste sig med at tv-serien baseret på hans fantasy-serie vandt. Roman-prisen gik til Jo Walton. Efter min mening helt fortjent, ud fra det udvalg af roamner der var nomineret. Til dem som eventuelt sukker over at det ikke var en “rigtig” science fiction-roman der vandt, så har jeg efterfølgende set at China Mieville faktisk kom ind på andenpladsen. Det gav ingen pris, men det viser at der er mange fans som værdsætter det Mieville laver.
[youtube_sc url=”http://www.youtube.com/watch?v=gc8XAslVEJE”]
Mandag skulle jeg hjem igen. Det skulle rigtig mange andre også. Der var heller ikke så mange ting på programmet, og det var slemt plaget af afbud fra folk som var taget hjem. Den sidste jeg nåede var et panel der havde kørt hele connen, hvor et panel af forfattere byggede en verden op, trin for trin. God ide, men ikke smart at der var stor udskiftning i panelet undervejs. Heldigvis havde de fået hjælp af The Federation til at holde styr på noterne. Og så lige til sidst: Det helt sublime programpunkt jeg nævnte længere oppe, var et jeg i første omgang havde valgt fra, men i sidste øjeblik skiftede mening om. Det var de gamle røvhuller Robert Silverberg, Mike Resnick, George R.R. Martin og Gardner Dozois som udvekslede historier om tidligere Worldcons. De kunne bare fortælle historier! For at dyrke lidt mere nostalgi, købte jeg en bog med æresgæst-taler fra tidligere Wolrdcons nede i det meget store dealer-rum. Bogen er i øvrigt et projekt som Mike Resnick også er involveret i, som går ud på at finde og trykke de nævnte taler. Jeg læste lidt i den på vejen hjem, hvor mine fly heldigvis gik som de skulle. En anden bog, som jeg har besluttet at anskffe, er David Brins seneste roman. Han var både rigtig skarp og underholdnede i de paneler jeg så ham i. Her ses han ved siden af James Patrick Kelly, som ser lidt misfornøjet ud over at han ikke fik en bog og en pose mad med sig til panelet.
