Flasch

En af de mest omdiskuterede romaner fra 2011 i vores lille science fiction-andedam er Jo Waltons “Among Others”. Bogen er på overfladen skrevet efter en meget kendt recept: Lille pige vokser op under dårlige forhold, begynder at læse fantastisk litteratur, finder derved nogle venner og lever herefter lykkeligt som nørd. Men hvis det var det hele, ville det ikke være en bog i de fantastiske genrer, men en bog i den genre der kan kaldes semi-selvbiografiske forfatter-bøger, hvor James Joyces “Portrait of the artist as a young man” nok er den mest berømte. Så det ville være en bog som beskrev den specielle type forfatter som en science fiction- eller fantasy-forfatter ofte er. Det vil sige en forfatter med en hård opvækst og mærkelige interesser, som finder sig et socialt ståsted blandt ligesindede.
Nu er problemet så at det ville være en kombination af en kliche og et dårligt ry: Science fiction-fans og forfattere er alle socialt dårligt tilpassede mennesker, som finder sammen med andre nørder og dyrker deres egen form for litteratur, som er uforståelig for ikke-nørder. For det er jo sådan med vores menneskelige forstand, at vi godt kan lide at dele verden op i sine små kasser: Science fiction, det er ovre i den kasse med nørderne! Så kan man ellers køre løs med alle klicherne, som man f.eks. gør det i tv-serien “Big Bang Theory”. På overfladen en kærlig og underholdende fremstilling af nørder. Men tænk på om man havde lavet en tilsvarende tv-serie om nogle etniske grupper: Det er ikke sjovt at være den der bliver proppet ned i den kasse!
Hvis Jo Walton havde skrevet romanen som historien om nørden der finder de andre nørder, ville den nok være interessant at læse for nørder, ved at man finder mange lighedspunkter med sin egen opvækst (jeg gør!) og for andre, som vil vide hvordan nørder bliver til. Men den ville også forstærke de mange klicheer. Så hun vælger at lave romanen til en fantasy-roman.
Hvad er nu det for noget pjat, vil mange sige (Blandt andet Stig W. Jørgensen her). Ikke alene laver man en roman hvor klicherne om den nørdede science fiction-fan bliver gentaget, men man får også bekræftet at science fiction-forfattere ikke kan tage noget seriøst, og laver det hele til fantasier. Det er virkelighedsflugt i anden potens: Både den sociale flugt fra det normale og den intellektuelle flugt fra den seriøse litteratur. Så det er at gøre os nørder en bjørnetjeneste, at udlevere os til hånlige bemærkninger fra alle de andre!
Det var lidt om hvordan romanen er på overfladen. Nu til indholdet: Vi følger udelukkende hovedpersonen i en kort periode i form af en dagbog. Meget af det handler om bøger. Rigtig mange bøger. Er man fan som har læst nogle af de bøger der var hhv. klassikere eller det sidste nye i science fiction og fantasy omkring 1980, vil man genkende mange, og være uenig eller enig med hovedpersonen i mange ting. Samtidig er det en meget videbegærlig og kvik pige som gerne vil lære alt det der er at lære, og helst lige med det samme. Og parallelt med det prøver hun at forstå den magiske verden ved at tale med de overnaturlige væsener og for beskytte sig mod sin hekse-mors onde magi. Vi får beskrevet hendes verden, med de forskelige ret eccentriske familiemedlemmer, skolen, de andre science fiction-fans og kæresten.
I andre fantasy-bøger om den unge magikers indføring i magien, viser det sig så måske at det hun har læst om i sine fantasifulde bøger faktisk er virkeligt. Sådan er det ikke i “Among Others”. Langt fra. Det er nærmest omvendt. Magien er slet ikke som i nogen af bøgerne, hvilket hun faktisk er ked af. Så der kan ikke være tale om at hun fantaserer sig til at bøgerne er virkelige. Ej heller fremstilles magien er en psykologisk mekanisme, som gør at hun kan holde sit liv ud, hvorefter hun til sidst i bogen erkender at magien ikke findes. Også det er nærmest omvendt. I slutningen af romanen viser magien sig fra en meget virkelig side, og den erkendelse hun når frem til, om ikke at lade magien styre sit liv, sker i sammenhæng med at hun gør sig fri for sin fortid, ikke som en metafor for det.
Men det er muligt at læse “Among Others” på flere måder. Man kan læse den som om alt det med magien ikke er virkeligt, som om det er en upålidelig fortællers påhit. Så bliver det en ret sørgelig historie om stakkels teenager der finder trøst i science fiction-bøgerne. Men læst som fantasy er det en historie om hvordan der er en nær forbindelse mellem det at forstå virkeligheden og det at forstå og værdsætte fantastisk litteratur. Vores hovedperson er den som bedst forstår både den fysiske verden og den magiske verden. Forbindelsen mellem at forstå verden og forstå det fantastiske. Det er vel noget som det er svært at købe for ikke-fans, men som mange af os føler i en eller anden grad inderst inde. Selvfølgelig er det en følelse der ikke bør vokse sig til der hvor man tror at alle andre er idioter (mugglere) eller at al anden litteratur end den fantastiske er inferiør (“socialrealisme” sagt med væmmelse), men det er i det væsentlige det der får mig til at betragte mig selv som fan/nørd. Jeg føler at science fiction er med til at få mig til bedre at forstå verden. Ikke fordi jeg tager det for pålydende, men fordi det udvider spillerummet for mine tanker. Tak til Jo Walton for at skrevet en roman om det, for os fans om os fans.