Den måde vore dages økonomer argumenterer på, får mig til at tænke på en berømt science fiction-novelle fra 1954 af Tom Godwin, som hedder “The Cold Equations”. I novellen skal et rumskib lande på en planet. Der er kun en meget begrænset mængde brændstof, lige nok til at foretage en sikker landing. Der viser sig da, at der er en blind passager ombord. Ved at regne på de “kolde ligninger” finder piloten ud af at den ekstra vægt betyder at rumskibet ikke har brændstof nok. Derfor må han dumpe den blinde passager, uanset hvor hårdt det er for ham, og ikke mindst for den stakkels, blinde passager.
Problemet med den historie er at den tolkning som forfatteren har lagt op til – at det er en hjerteløs gerning man må udføre fordi man ikke kan argumentere med naturlovene – ikke holder. Der må for eksempel være noget ombord, som er mindre værd end et menneskeliv, som man kunne dumpe i stedet. Men piloten stirrer sig blind på sine ligninger. Han kan ikke se at de godt nok beskriver situationen han er i, men kun med bestemte forudsætninger, som for eksempel at den eneste ting man kan smide overbord er den blinde passager.
Hvor Godwin kun beskrev en meget veldefineret situation, laver økonomer ofte beregninger på noget som er langt mere gætværk og f.eks, ligger både 10, 20 og 30 år ude i fremtiden. Det er sådan set i orden at konkludere, at hvis tingene udvikler sig, som det ser ud til de vil gøre, så vil fremtiden se ud som deres beregninger siger. Ligesom det hos Godwin er en god ide at bruge de kolde ligninger til at regne ud hvad der vil ske, hvis man ingenting foretager sig og lader den blinde passager blive ombord. Problemet er at man som Godwin tror at ens beregninger også giver en entydig løsning på det problem. Det gør de ikke! De siger blot at man har et problem som skal løses. Kun hvis man vælger at være hjerteløs og ikke tænke, lader man som om løsningen på problemet kan læses ud af nogle kolde ligninger.
Tilføjelse, juli 2012:
Det viser sig at det faktisk var John W. Campbell som pressede Godwin til at ændre slutningen på historien. Der var faktisk en lykkelig slutning i den version Godwin sendte ind til Astounding. Det er så faktisk Campbell der her optræder som økonomen, mens Godwin er politikeren der bliver vejledt af ham. Ret mangeesidigt menneske, den Campbell, på godt og ondt: Ingen tvivl om at han gjorde et stort arbejde for at forbedre niveauet i science fiction-litteratur, men hans politiske og religiøse holdninger har jeg en del mindre respekt for.
Er det mig der er gammel og flad i nakken, eller er det nogle weirdo komentarer du får til dine indlæg? Prøv at forklare mig, hvad der sker på den her blog – for jeg fatter det ikke.
Der er begyndt at komme en del spam, så det må være på tide at kigget på noget antispam. Jeg hader at skulle bruge tid på den slags, men der er desværre så mange folk med dårlige manerer på nettet efterhånden, at det er nødvendigt.