En af de første bøger jeg læste på engelsk var Frank Herberts Dune. Siden da har den stået for mig som noget af det bedste science fiction-genren har præsteret. Sidste år ville Frank Herbert være fyldt 100 år, og i den anledning læste jeg en af hans senere bøger, og tænkte lidt over hvad Dune egentlig er.
Herbert var oprindelig journalist, og rigtig god til research. Det fik han brug for til at skrive en bog som Dune. Her er en hel planet hvis økologi skal beskrives. Herbert fandt inspiration hertil i sit journalistiske arbejde, hvor han havde skrevet om klitters økologi. Der var noget inspiration fra folk som bor i ørkener, tydeligvis baseret på arabere, ud fra de arabisk klingende navne han bruget til de lokale folk der bor på planeten Arrakis.
Dune strækker også sine rødder langt tilbage i science fiction-genrens historie. I mellemkrigstidens pulp-magasiner opstod den undergenre som siden blev kaldt space opera. Det var den meget populære western-genre (også kaldet ”horse opera”) omsat til science fiction. Hesten blev erstattet med rumskibet, seksløberen med strålepistolen og de byer den mere eller mindre ensomme rytter kom til, blev erstattet med fremmede planeter. Og skurkene kunne være rum-uhyrer. Det var en genre som hos nogle forfattere blev udviklet til originale universer og spændende plot, men hos de fleste bare var noget der skulle sprøjtes ud af skrivemaskinen i højt tempo. (Klassikere: Jack Williamsons The Legions of Space og Harry Harrisons The Stainless Steel Rat).
En anden populær genre var planetary romance. Det var det var de kulørte historier om opdagelsesrejsende til eksotiske steder i vores verden – hvor man i stedet tager til andre planeter. Det er en genre som er beslægtet med space opera, men med mere fokus på lokale folk og skikke, og sjældent ret meget avanceret teknologi. (Klassikere: Edgar Rice Burroughs A Princess of Mars og Leigh Bracketts Sea Kings of Mars).
I den tidlige science fiction, og langt ind i den daværende videnskab, blev det anset for sandsynligt at mennesker ville kunne udvikle ”psykiske” evner som telepati og clairvoyance, kendt under samlebetegnelsen psionics. Måske fremtidens mennesker ville have sådanne evner, spekulerede man over. Ofte var denne trope knyttet sammen med ideen om at evolutionen på et tidspunkt vil frembringe overmennesker, noget der stadig bruges flittigt i for eksempel forklaringer på superheltes superkræfter. (Klassikere: A.E. van Vogts Slan og Arthur C. Clarkes Childhood’s End).
Endnu en ganske populær trope, der opstod i tidlig science fiction, var det galaktiske imperium. Man forestillede sig at mennesket (eller evt. andre væsener) i lighed med de store imperier på Jorden, i fremtiden ville underlægge sig mange andre solsystemer, ofte hele galaksen. For at det kunne lade sig gøre, måtte forfatterne hitte på teknologi som kunne annullere den for dem irriterende begrænsning på lystets hastighed, som Einstens relativitetsteori satte for al bevægelse. (Klassikere: Isaac Asimovs Forundation og Robert A. Heinleins Citizen of the Galaxy).
Det geniale trick Frank Herbert lavede med Dune var at tage space opera, plantary romance, psionics, overmennesket og det galaktiske imperium, forny de gamle temaer og troper, og få det hele til at hænge sammen. Der er de heltemodige Atreides og de skurkagtige Harkonnen som kæmper om magten med mand mod mand (som i de bedste space operaer), de eksotiske indfødte fremen (planetary romance), kejserens rige (galaktisk imperium), de mystiske Bene Gesserit (som bruger psionics) og deres planer om at frembringe et overmenneske gennem . Central i plottet i Dune er de gigantiske sandorne og det narkotiske stof de udskiller. Det viser sig både at være det stof som muliggør rejse hurtigere end lysets, når det bruges at de hemmelighedsfulde ”navigatører” og et stof som kan forstærke de evner som Bene Gesserit har. Samtidig er det nøglen til at hovedpersonen Poul Atreides kan samle fremens og sine egne folk i det endelige slag mod Harkonnen.
Men nok om romanen. Jeg ville egentlig fortælle om filmen. Eller filmene. Den første jeg så var David Lynchs udgave fra 1984. Lynch havde nogle fantastiske ideer om hvordan bogen kunne laves til en film. Men bogen er en af de første meget tykke science fiction-romaner. Frem til omkring 1970 var en typisk science fiction-roman på omkring et par hundrede sider. Dune var det dobbelte af det. Og fyldt med detaljer. Så det endte med at Lynch overskred filmens budget uden at være bare næsten færdig med det han gerne ville lave, så den film blev aldrig nogen god filmatisering, selv om der er mange gode ting i den.
Faktisk var der en Dune-film før den. Den chilensk/franske multikunster Alejandro Jodorowsky var hyret til at lave filmen allerede i 1970’erne, men det projekt endte da halvdelen af filmens projekt var brugt allerede inden de var gået i gang med at filme. Et andet projekt fra 1970’erne, som heller ikke blev til noget, var med et manuskript af Frank Herbert og Ridley Scott skulle have instrueret filmen. Den eneste anden filmatisering der blev til noget (før nu) var en tv-serie udgave fra omkring 2000, hvor man formåede at få både Dune og dens to efterfølgere med (som tilsammen udgør en trilogi). Det er udmærket tv, men mangler helt de store visioner og den fantastiske scenografi fra Jodorowskys projekt og Lynchs film.
Og nu har vi så Denis Villeneuves udgave. Til at starte med havde man opgivet at stoppe hele filmen sammen i en film. Det er kun omtrent halvdelen af Dune den har med. Og Dune er ikke så venlig at lave et sted i midten hvor man kan binde en midlertidig slutning på historien. Den er, i Hollywoods måde at se film på, kun nået frem til andet akt af en tre-akter. Men hvilket første akt! Måske det også skyldes at jeg så filmen på det helt store IMAX-lærred med perfekt lyd, men Hans Zimmers musik og filmens scene efter scene med fantastiske kulisser var bare ganske overvældende.
Villenuves film tager sig til til at introducere filmens personer, også nogle som vi allerede må tage afsked med i denne første film. Det kunne have gjort det til en meget langtrukken film, hvis ikke de muligheder for action som bogen giver er udnyttet til at holde spændingen ved lige. Hvis nogen havde troet at Villenuve bare ville kopiere David Lynch, må de tro om igen. Der er enkelte ting som ligner noget fra Lynchs film, men rigtig mange nye design og nye fortolkninger af bogen. For eksempel er de supervåben som Atreides har i bogen, og som Lynch blev meget kritiseret for at lave om på, helt udeladt. Atreides folk er bare rigtig gode krigere, men oppe imod en overmagt. Faktisk er næsten alle scener lavet helt anderledes end hos Lynch.
Til hovedrollen som den unge Paul Atreides, har man castet Timothée Hal Chalame, som virkelig formår at vise os den kommende tragiske helt, med den ekstremt kontrollerede opvækst og drømmesynerne der plager ham. Til hans mor er castet den kun 12 år ældre Rebecca Ferguson – men så vidt jeg husker er det helt efter bogen. I hvert fald er hun også god til at vise os den moder som både elsker sin søn, men også må gøre hvad magtfulde mennesker forlanger. Oscar Isaac, som havde lidt af en klovne-rolle i de seneste Star Wars-film, leverer en sympatisk og meget seriøs Duke Leto Atreides, der ikke er det fjols som lader sig overrumple af Harkonnen, som han blev i de gamle film. Undskyld spoileren her, men jeg kan kan ikke dy mig for at sige at hans dødsscene var en hel del bedre end den tilsvarende hos David Lynch.
Apropos Harkonnen, så giver Stellan Skarsgårds os en baron Harkonnen der er personificeret ondskab, i stedet for den megalomanisk overspillede skurk vi før har set. Jeg vil også fremhæve både Jason Momoa i rollen som Duncan og Josh Brolins Guerney Halleck som to fænomenale actionmænd blandt de angst- og ondskab-plagede øvrige medlemmer af Atreides hus. Og jeg må da også nævne Sharon Duncan-Brewster der er meget overbevisende som Liet Kynes, den kejserlige udsending til Arrakis, som er kommet til at holde mere af Arrakis og dens fremen end af sin arbejdsgiver. Javier Bardem som Stilgar har ikke nogen stor rolle i denne film, men der er lagt op til mere med den excentriske ørkenkriger i næste film.
De bestanddele i tilblivelsen af Dune jeg nævnte ovenfor, vil nok ført rigtig komme til deres ret i den næste film, men vi bliver introduceret til dem alle fra starten: Space opera-action da Harkonnen slår til. Planetary romance med de fremen vi møder her i starten. Gennem Paul Atreides og ikke mindst hans mor Lady Jessica, introduceres vi til Bene Gesserit og deres evner til at manipulere og kontrollere, som måske er psioniske, samt deres planer for at fremavle overmennesket. Og det galaktiske imperium optræder som endnu en skurk der lurer i baggrunden, men introduceres gennem Liet Kynes.
Det eneste problem jeg har med Villenuves Dune er hvordan det vil gå med den følgende film. Eller, om det går godt med den også, de følgende film. Der er rigtig meget at leve op til her. Men det ville da være fantastisk om vi ikke bare omsider kunne få en god filmatisering af Dune, men af hele trilogien. Jeg synes ikke Frank Herberts to efterfølgere helt kunne leve op til den første roman, men dårlige er de heller ikke, og det ville da være ærgerligt at slippe den verden som Villenuve har tryllet frem på lærredet efter kun to film (som jeg må antage planen for Dune er), hvis det kan lade sig gøre at fortsætte den med adskillige flere film.
