Welcome

21 science fiction- og fantasy-bøger

Inspireret af en liste der blev linket til i en Facebook-gruppe, præsenterer jeg her et bud på 21 bøger der har været af stor betydning for genren mht. påvirkning af andre forfattere. Det er naturligvis dybt useriøst at lave sådan en liste uden at spørge et udvalg af forfattere hvad der faktisk har inspireret dem. Men da fantasy- og science fiction-genrene nu er så gamle, at ikke bare dem der inspirerede, men også mange af dem de inspirerede er døde, bliver det lidt af en umulig opgave. Så listen her skal ikke tages for mere end den er: Min fornemmelse for hvad der inspirerede andre forfattere, ud fra hvad jeg selv mener er inspirerende, og hvad jeg har suget til mig af viden om forfattere der skriver i genrerne. Jeg har bevidst kun taget relativt gamle bøger med. Det skyldes på ingen måde at der ikke er skrevet gode bøger i nyere tid, men at der bør gå nogle årtier før man kan vurdere om en forfatters bog blev inspiration for mange andre forfattere. I kronologisk orden har jeg udvalgt følgende bøger:

Mary Shelley: Frankenstein (1818) – Den gale videnskab
Hvor skal man starte? Genrenes rødder går meget langt tilbage. Edgar Allan Poe er en man kunne være startet med. Jeg springer råt og brutalt alle forløberne for fantasy-genren over, og tager som science fictions forløber Shelleys roman, der ikke mindst på grund af James Whales film introducerede et meget ikonisk monster for både den nært beslægtede horror-genre, men også forvarslede videnskabens monstre robotterne.

H.G. Wells: The Time Machine (1895) – Wells første sf roman
Wells præsterede på nogle få år at skrive en række romaner der udspændte hele den science fiction-genre der ville blive uddybet i det 20. århundrede. Tidsmaskiner er science fiction-genrens instrument til udforskning af både menneskets fortid og dets fremtid.

Aldous Huxley: Brave New World (1932) – Teknologisk dystopi
Jeg valgte Huxley som den dystopi jeg har med, fordi hans dystopi er djævelsk udspekuleret: Flertallet af mennesker i Huxleys fremtidsvision har det faktisk rigtig godt. Så er det en god verden, når bare flertallet har det fint? Hans teknologiske visioner er i mange tilfælde stadig relevante.

Olaf Stapledon: Star Maker (1937) – Kosmologiske spekulationer (hard sf)
Stabledon kunne bruge det helt store lærred med en virtuositet som andre forfattere sjældent opnår. I Star Maker er det en komplet kosmologi, der indbefatter alle livsformer i universet.

H.P. Lovecraft: The Outsider and Others (1939) – Første Lovecraft samling
Lovecraft er måske mest kendt for det ikoniske tentakel-monster Cthulhu, men han var også en fantastisk forfatter, hvis ideer i høj grad inspirerede andre. Ikke mindst dem der sørgede for at Lovecrafts tekster – der stort set kun var udkommet i pulp-magasiner – udkom i bogform efter hans død.

Isaac Asimov: I, Robot (1950) – Første samling med Asimovs robotter
Asimov skrev rigtig meget, men jeg vælger hans tidlige robot-historier her. Oprindelig udgivet i pulp-magasiner, men i modsætning til de andre robotter fra samtidens pulp, var Asimovs robotter gennemtænkte teknologiske vidundere, og historierne om dem var ideer baseret på teknologien og teknologiens anvendelse i en tænkt, men realistisk verden. Hård science fiction når den er bedst. På en længere liste havde jeg nok taget flere hard sf forfattere med som Greg Egan, Ted Chiang og Kim Stanley Robinson.

Ray Bradbury: The Martian Chronicles (1950) – Det menneskelige vs teknologien og forandringerne
Bradburys noveller om den røde planet kan læses som allegorier over den europæiske kolonisering af resten af verden. Det er så smukt og så forfærdeligt.

John Wyndham: The Day of the Triffids (1951) – Klassisk katastroferoman
Hos Wyndham finder vi allerede opskriften til vore dages post-katastrofe-fiktion. Det er ikke zombier som har bragt civilisationen til afslutning, men kødædende planter fra det ydre rum, som er uhyggelige på næsten samme måde. Mennesker slås for at overleve, og slås indbyrdes om hvordan de vil overleve. Af Brian Aldiss (som der desværre ikke blev plads til på listen her) kaldet en hyggelig katastrofe, fordi den ikke ødelægger mere end at der stadig er håb om at reetablere civilisationen. Men det kendes jo også fra nutidens post-apokalypser, hvor heltene vinder til sidst og alt bliver godt.

Robert E. Howard: The Coming of Conan (1953) – Første samling med Conan (heroic fantasy)
Howards skrev sine pulp-historier i 1920’erne og 1930’erne, men da det er en liste over bøger, har jeg valgt at tage en tidlig opsamling af nogle af Howards bedste historier med. Den enlige helt, eller den lille gruppe af helte, dr kæmper for overlevelse i en rå og ubarmhjertig verden, modelleret efter en tidlig historisk periode, var en type af fortællinger som Howard virkelig mestrede. Måske senere forfattere som George R.R. Martin og Joe Abercrombie også har inspireret mange, men deres barske fantasy har meget til fælles med Howards.

J.R.R. Tolkien: The Fellowship of the Ring (1954) – Epic fantasy
Ja. Det behøver vel ikke yderligere forklaring. Det var superperfektionisten Tolkiens store værk om kampen mod den ultimative ondskab, som han brugte det meste af sit liv på at forberede og skrive. I kølvandet på Tolkiens store popularitet i 1960’erne og 70’erne dukkede mange andre episk fantasy-forfattere op, men Tolkien er uden tvivl den vigtigste.

Fritz Leiber: Two Sought Adventure (1957) – Første Fafhrd and the Grey Mouser samling
Meget vigtig inspiration til fantasy-rollespil, som igen var inspiration til mange forfattere. Det er fantasy i en meget eksotisk verden, krydret med godt med humor. Jeg kunne også have valgt Terry Pratchett, hvis jeg havde haft lidt mere plads på listen. Men her er Fritz Leiber, en af de store gamle.

Robert A. Heinlein: Starship Troopers (1959) – Military science fiction
Henlein inspirerede rigtig mange af sine samtidige og mange senere forfattere. Jeg har valgt Starship Troopers fordi det er en meget spændende og velgennemtænkt bog om krig i rummet, og fordi det er en forløber for vore dages military sf.

Frank Herbert: Dune (1965) – Moderne space opera
Dune er en kompleks blanding af ideer, der alligevel går op i en højere enhed, og bliver til en spændende historie. Mange år senere kom “new space opera”-genren som også fornyede space opera ved at have mere interessante personer og mere gennemtænkte verdener, men Dune gjorde det først og måske bedst. Jeg er lidt ærgerlig over at der ikke blev plads til den måske bedste nyere space opera forfatter Iain M. Banks, men Dune er en bog man slet ikke kan komme udenom på lister over vigtig og god science fiction.

Ursula K. Le Guin: A Wizard of Earth Sea (1968) – YA high fantasy
Le Guin har betydet utroligt meget for både fantasy og science fiction. Jeg må indrømme at jeg aldrig har fået læst så mange af hendes bøger, men Earth Sea-trilogien læste jeg som ung, og den står stadig for mig som noget af det bedste fantasy jeg har læst. Det er også det eneste ungdoms-fantasy der blev plads til på listen. Jeg kunne også have valgt for eksempel C.S. Lewis Narnia-serie eller Philip Pullmans His Dark Materials, men jeg valgte Le Guin, fordi hun har inspireret rigtig mange.

Philip K. Dick: Ubik (1969) – Dick når han var mest psykedelisk
Dick skal selvfølgelig med, men det er svært at vælge. Ubik blev valgt, fordi den rigtig leger med vores virkelighedsopfattelse, men nok også fordi jeg har den mere present end for eksempel The Man in the High Castle, der også regnes blandt Dicks bedste romaner.

Michael Moorcock: Elric of Melnibone (1972) – Første Elric roman
For mig kan en liste over inspirende fantasy ikke være foruden en bog fra Moorcocks gigantiske “Eternal Warrior” serie, der lavede vilde eksperimenter med fantasy-genren. Elric var en antihelt, som ikke reddede verden, men formåede at ødelægge det meste af det han kom i nærheden af, inklusiv ham selv. Andre af Moorcocks var lidt mere muntre, men Elric var måske den mest interessante. Jeg ville gerne have haft plads til mange flere fantasy-forfattere på listen, så som Tanith Lee og Roger Zelazny, men alt andet lige tror jeg Moorcock har haft større indflydelse.

Arthur C. Clarke: Rendezvous with Rama (1973) – Hard science fiction
Mødet med det mystiske fremmede er beskrevet mange gange, men jeg vælger Clarkes version, fordi Clarke nok er den mest kendte og respekterede af de “hårde” science fiction-forfattere (muligvis med undtagelse af Asimov). Jeg ville også gerne have haft Stanislaw Lems Solaris eller Strugatsky brødrenes Roadside Picnic med, men dem var der så ikke plads til.

James Tiptree jr. (Alice Sheldon): Warm Worlds and Otherwise (1975) – Moderne sf-noveller
Dette er den samling hvor Robert Silverberg skrev i forordet, at han var helt sikker på at den på det tidspunkt anonyme Tiptree var en mand. Det var hun så ikke. Derimod var hun en ganske fremragende novelleforfatter, som jeg dårligt kan undvære på listen her.

Anne Rice: Interview with the Vampire (1976) – Vampyren som urban fantasy
Denne her har jeg så ikke læst, men jeg har dog set filmen, som ikke var så ringe. Interview with the Vampire er med fordi den var forløber for hele bølgen af vampyrer som erotiske væsener med superkrafter, og har har været inspiration til mange ting, så som et meget populært rollespils-univers. Det var også et tidligt eksempel på den nu meget populære type fantasy der foregår i en mere eller mindre genkendelig version af den virkelige verden (kaldet low fantasy eller urban fantasy afhængigt af hvem man spørger).

Gene Wolfe: Shadow of the Torturer (1980) – Moderne science fantasy
Endnu en pinlig afsløring. Jeg er i gang med Wolfes mesterlige værk Book of The New Sun, men har ikke fået det læst færdigt. Jeg stoler dog nok på dem der har læst det, til at jeg må sætte Wolfe på listen. Han er så også den eneste af forfatterne her som jeg faktisk har oplevet i levende live. Der blev så slet ikke plads til nyere forfattere der er svære at placere i en science fiction- eller fantasy-lejren, så som China Mieville, Lauren Beukes og mange andre, men når det handler om inspirationskilde er det nok Wolfe der bør være på listen her.

William Gibson: Neuromancer (1984) – Cyberpunk
Ja. Det er der vel ikke så meget diskussion om. Cyberpunk-genren ville måske være der, men slet ikke være det samme uden Gibsons Sprawl-trilogi. Det var en verden der bare føltes så virkelig, selv om det hele var noget som Gibson havde fundet på uden faktisk at vide ret meget om computere. Der var mange andre gode cybperpunk-forfattere som Bruce Sterling og Pat Cadigan, men Gibson er uden tvivl den der huskes bedst.

2 thoughts on “21 science fiction- og fantasy-bøger

  1. I have noticed you don’t monetize your page, don’t
    waste your traffic, you can earn extra cash every month
    because you’ve got hi quality content. If you want to know how to make extra money, search for: Mertiso’s tips best adsense alternative

  2. I have checked your site and i’ve found some
    duplicate content, that’s why you don’t rank high in google, but there is a tool that can help
    you to create 100% unique content, search for: Boorfe’s tips unlimited
    content

Comments are closed.