Superhelte opstod i USA lige før Anden Verdenskrig, og under krigen havde de deres guldalder, i en sort/hvid verden hvor superheltene bekæmpede ondskab af enhver art, inklusiv den virkelige verdens skurke, tyskerne og japanerne. Woman Woman havde timet det perfekt, ved at udkomme første gang lige omkring det tidspunkt USA gik ind i krigen. Fra starten af fulgte hun Steve Trevor fra sit hjem blandt amazonerne til den moderne verden, hvor hun kæmpede på de allieredes side. Efter krigen var vundet, gik dampen af superhelte-begejstringen, og i løbet af nogle få år forsvandt mange superhelte fra hylderne med tegneserier. Til sidst var der kun Wonder Woman og hendes to mandlige kollegaer Batman og Superman tilbage. Superheltene vendte tilbage igen i slutningen af 1950’erne, men det er en anden historie.
Wonder Woman var fra starten en meget usædvanlig superhelt. For det første var hun kvinde, hvilket var lidt usædvanligt. Men hun havde også en lang og kompliceret forhistorie, hvor hendes kolleger ofte kunne nøjes med et par sætninger om at de “blev sendt til Jorden som spæd, da deres planet eksploderede” eller “tog maske og kappe på om natten for at bekæmpe forbrydere”. Wonder Woman var skabt af de græske guder og givet som spæd til amazonedronningen Hippolyta. Amazonerne boede på en ø som var skjult for resten af verden, hvor de fik tiden til at gå med blandt andet nogle meget specielle former for sport. For mange århundreder siden var amazonerne blevet narret til at leve i fangenskab. Da de omsider blev frie igen, havde de lært ikke at lade sig undertvinge af noget eller nogen.
William Moulton Marston, som skabte Wonder Woman, eller i hvert fald var manden bag figuren, vidste præcist hvad det var han skabte. Han var en psykiater, der var faldet lidt i unåde blandt sine akademiske kolleger, på grund af sine usædvanlige ideer. De handlede, meget kort sagt, om tvangsmæssig eller frivillig underkastelse. Det var nogle meget gennemtænkte ideer, som jeg ikke vil forsøge at gå i detaljer med her, men den mest tydelige effekt den havde på Wonder Woman var at hun meget ofte blev fanget og bundet af skurkene. Ideen var så at hun skulle søge at blive fri af sine (ufrivillige) lænker. Altså præcis modsat den sædvanlige kliche med kvinden der bliver taget til fange og skal befries af manden. Forfatterne efter Moulton forstod ikke altid det princip. Det kneb også tit med at forstå en anden vigtig ingrediens i Wonder Woman, nemlig at amazonerne godt nok var fantastiske krigere, men at de på mange måder var mindre voldelige og mere humane end menneskene. En forbryder skulle ikke smides i et fangehul, men lære at opføre sig ordentligt. Det handlede ikke bare om at tæve skurkene. Endelig ville Moulton gøre Wonder Woman til et idol for pigerne, ligesom drengene havde Superman og Batman (og Robin).
Siden 1940’erne har superhelte bredt sig fra tegneserier til film og (senere) tv. Mange har haft stor succes. Men selv om Wonder Woman er en af de mest kendte (i hvert fald i USA) superhelte, har det været lidt småt med filmatiseringer. I 1970’erne kom der tre sæsoner af en tv-serie som er blevet lidt af en kult-tv-serie nu, men ikke ligefrem glimrede ved sine gode manuskripter og effekter. Den var også kommet meget langt væk fra Moultons oprindelige ideer. Andre kvindelige superhelte blev filmatiseret. Hver gang med ringe succes. Det var som om der hvilede en forbandelse over Wonder Woman, som ingen åbenbart turde bruge penge på at filmatisere, og kvindelige superhelte i almindelighed. Af og til var der en som fungerede godt som en del af en større superheltegruppe. Men aldrig i en hovedrolle. Indtil nu. For i 2017 blev forbandelsen omsider brudt.
Efter Moulton har der været mange udgaver af Wonder Woman og hendes baggrundshistorie i tegneserierne. Nogle af dem har det bedst med at være glemt. De bedste af dem har interessante variationer over det mytologiske stof. Jeg kender ikke nok til de nyere tegneserieversioner til at vide præcis hvor meget der er hentet fra hvilke udgaver, og i hvor høj grad det er dens egne fortolkninger der bruges, men i hvert fald formår Wonder Woman-filmen at lavere en sammenhængende udgave, som både fungerer rigtig godt sammen med filmens plot, og ikke er nær så langt fra Moultons oprindelige ideer som mange af tegneserieudgaverne er.
Det er en god, gennemprøvet struktur der danner basis for filmens plot. Den unge helt tager ud i verden for at kæmpe for det godes sag, og lærer undervejs hvordan verden i virkeligheden fungerer. Men der er mere i det end som så. For selv om den unge amazone-prinsesse Diana har nogle ideer der virker som naive i kontakten med den store verden, viser de sig alligevel at have deres berettigelse. Det er ikke bare Diana som indser at verden ikke er som hun troede da hun var barn, og derefter kaster barndommen af sig, men hun lærer at forstå verden med basis i det hun hele tiden har troet på. Altså tro på det gode og at ondskab kan og skal bekæmpes.
Der er så mange ting at kunne lide i den film. Gal Gadots Wonder Woman virker som om hun er sprunget lige ud af panden på William Marston Moulton. Der dynges ikke enorme mængder af forklaringer på historien, men den fortælles til et publikum som godt kan tænke lidt selv. Chris Pine er en rigtig god actionhelt som Steve Trevor, uden at han på nogen måde stjæler rampelyset fra Gadot. Og alle de tre af Moultons ideer jeg nævnte ovenfor er til stede: Det er en central del af historien at man skal bevare sin frihed, og at vold og krig i sig selv ikke løser nogen problemer. Og hvis ikke denne udgave af Wonder Woman fungerer som et idol for pigerne, så ved jeg ikke hvad som kan. Moultons Wonder Woman havde også eksplicit en feministisk dagsorden – Wonder Woman spildte ikke en lejlighed til at fortælle at kvinder er lige så gode (eller bedre!) som mænd til alt det mennesker kan foretage sig. Men hvor det i 1940’erne absolut ikke var en udbredt tanke, regner de fleste biografgængere i dag det for en indlysende sandhed. Så det ville ikke fungere godt, hele tiden at tale om det i filmen, men det vises skam i rigtig mange af de scener hvor Wonder Woman møder kvindesynet anno 1918.
I birollerne leverer de to amazoner Connie Nielsen og Robin Wright fine præstationer, ligesom de to David’er Huston og Thewlis får deres politiker-roller til at fungere på bedste vis. Den lille gruppe soldater, der hjælper Diana og Steve med at finde frem til fjenden, synes jeg dog var lidt for kliche-agtige: En gal franskmand, en veltalende småforbryder og en mystisk indianer. Men de var dog rimeligt underholdende. Det samme gælder en af skurkene “Doctor Poison”, som er vansiret i ansigtet, og derfor er blevet kemiker med speciale i krigsteknologi. Det kan diskuteres hvor vidt det er i orden at bipersoner er klicheer. I en komedie ville det for eksempel ikke være et problem for i hvert fald de små biroller. Men Wonder Woman har anlagt en ret realistisk stil for en superheltefilm, så jeg havde foretrukket nogle lidt mere realistiske “comic relief”-personer. Men den overordnede historie hænger godt sammen, og der er mange flotte, rørende og sjove scener i filmen. Wonder Woman kan uden forbehold anbefales til alle, fans eller ej, på nær de yngste, da der er meget død og vold i den. Det er absolut en af de bedste superheltefilm i den nuværende bølge, og dermed en af de bedste nogensinde.
I forhold til Wonder Woman, men iøvrigt også generelt, kan jeg varmt anbefale “Red Son”, der helt kort handler om en “sovjetrussisk” Superman. Der optræder også “alternative” udgaver af Batman, Grønne Lygte og Bizarro, og det er en usædvanlig veldrejet historie – og mere vil jeg ikke sige, for der er mange fede overraskelser og gode plot-tråde.