Star Wars er mange ting. Det var Star Wars som overbeviste Hollywood om at det var en god ide at lave dyre science fiction-film. Det var Star Wars der mere eller mindre opfandt “blockbuster”-filmene – film med god underholdning og stort publikum, der som regel foregår et sted der er meget langt fra den virkelige verden. Men Star Wars-filmene selv – hvad er de egentlig for nogle film?
Jeg var aldrig nogen stor Star Wars-fan. Selv om det er muligt at jeg så George Lucas’ oprindelige trilogi i biografen, kan jeg faktisk ikke huske det. Men med tiden er jeg kommet til at holde af den gamle Star Wars-trilogi.
Universet i Star Wars er et sammensurrium af ideer fra 1930’ernes amerikanske pulp-magasiner – den genre som også kaldes “space opera”. Dertil har George Lucas tilsat en spirituel overbygning, bestående af Joseph Campbells monomyte og en kombination af kung fu-film filosofi og ridderidealer. Sidstnævnte det som Lucas kaldte “The Force” – Kraften.
I space operaen får vi serveret eksotiske planeter befolket af sære væsener, et stalinistisk / nazistisk galaktisk imperium og en lang serie slagsmål, udført med alt fra kvælning med lænke til planet-dræber supervåben.
Campbell leverer stof til både personer og handling. Hans “heltens rejse” gennemføres hele to gange af Luke Skywalker, og i større eller mindre grad også af de de andre hovedpersoner. Selv skurken Darth Vader hører omsider sit “call to adventure” og ender trilogien med en heltegerning.
Mange har kritiseret Lucas for blot at lave en demonstration af hvordan Campbells ideer kan bruges effektivt kommercielt. Selvfølgelig er der også det i det – især når man ser hvor mange der har forsøgt at kopiere Lucas. Men kritikerne glemmer så at der bag enhver god film – selv de mest syrede David Lynch-film – ligger en nøje planlagt struktur. Lucas brugte Campbell, men på en intelligent og kreativ måde, og fik i den gamle trilogi god hjælp til det af andre kreative mennesker, så som Leigh Brackett og Lawrence Kasdan.
“The Force” kan betragtes som en religion uden guder. Ganske smart, når man vil lave en film med et vist spirituelt / religiøst indhold, og ikke vil fornærme nogen. Faktisk får vi ikke ret meget at vide om “The Force”, bortset fra nogle generelle betragtninger, der vil kunne passe på mange religioner. Der hvor “The Force” bliver konkret, er når jedierne – inklusiv den “faldne” jedi Darth Vader – kommer på banen. Kraften kan her bruges til at blive en bedre kriger, til en form for telepati samt telekinese. Vi får også at se at Kraften har noget at gøre med livet efter døden, selv om det aldrig bliver helt klart hvordan det fungerer.
Det tydeligste parallel til den del af Kraften vi ser i funktion, synes jeg er i kung fu-film. Herfra er også ideen om en orden af kamptrænede tilbedere af en religion og ideen om den onde “faldne” kriger der forråder hele ordenen. Inspirationen kunne dog næsten lige så godt være middelalderlige ridderromaner eller fantasy-genren, hvor nogle af de samme ideer om religion og forræderi findes, og tilbederne kaldes da også for riddere og de slås med en slags sværd. Der er endda en troldmand som skurk.
I den gamle trilogi bruges Kraften til at underbygge historien og personerne. Obi-Wan Kenobi og Yoda er de gamle vise mænd, der kender Kraftens hemmeligheder. Darth Vader og Kejseren er de onde mænd, der viser hvordan Krafen kan misbruges til ondskab. Det er en tydelig pointe at Kraftens “mørke side” her er en måde at udtrykke at man bruger kraften til onde ting, og ikke bare er en måde at bruge Kraften på som jedierne anser for forkert.
George Lucas havde på et tidligt tidspunkt sagt at der ville komme en trilogi mere om hvad der var gået forud og en trilogi mere om hvad der siden skete. Efter mange års betænkningstid, fik han omsider lavet trilogien om hvad der var gået forud. Her skulle vi have svarene på de ubesvarede spørgsmål fra den gamle trilogi: Hvem var Darth Vader egentlig? Hvem var Kejseren? Og hvad var Yodas og Obi-Wan Kenobis roller i dramaet?
Her gik det så rigtig galt for den den gode George Lucas: Star Wars foregik stadig i gamle space opera-univers, med lidt tilføjelser så som kamprobotter og kloner. Det var en oplagt ting at vise at robotter også blev brugt til krig, men i udførslen blev de alt andet end effektive maskiner. Med nogle få undtagelser optræder de som kanonføde, der er komisk ineffektive modstandere for heltene, hvor Stormtroopers i den gamle trilogi dog havde deres gode dage. Klonerne var faktisk en interessant tilføjelse, men de blev ikke brugt til andet end en langt ude forklaring på hvad der gemte sig bag stormtroopernes masker.
Campbell blev stort set glemt. Hovedpersonen Anakin Skywalker – den senere Dart Vader – blev ikke hevet gennem “heltens rejse”, men forvandlet til voksen mellem den første og den anden film i trilogien. Her var han allerede kompetent og gode venner med Obi-Wan. Hans forræderi, som følge af et nært forhold til den senere kejser, bruges der så lidt tid på at skildre, at det virker håbløst utroværdigt.
“The Force” fik også en helt anden betydning i de nye film. De gamle vise mænd fra den oprindelige trilogi, Obi-Wan Kenobi og Yoda, dengang knap så gamle, var nu i selskab med en lang række andre jedis, som var “stærke i Kraften”. Men hvor en Jedi i de gamle trilogi stod for livsvisdom og en dybere forståelse af verdens natur, blev Jedis i den nye trilogi blot en slags soldater udstyret med overmenneskelige evner. Den kloge Yoda fra de gamle film, er forvandlet til en katastrofal dårlig leder af Jedierne, som ikke i stand til at gennemskue hvad der foregår lige for næsen af ham, før det er for sent.
Endnu værrre står det til med den mørke side af Kraften. Hvor den i den gamle trilogi svarede til ondskab, får vi nu at vide at der er konkurrerende orden til Jedi – Sith – som ikke har noget problem med at bruge Kraftens mørke side. Så i stedet for at være et moralsk forfald, er den mørke side blot et valg man kan tage i en konflikt mellem Jedi-sekten og Sith-sekten. Så Dart Vader var ikke en god Jedi-ridder som blev forført til ondskab – han valgte bare at holde med vinderen, Sith-kejseren. Star Wars spirituelle overbygning blev derved reduceret til at være en undskyldning for at udstyre helte og skurke med superkræfter.
Hvilket bringer os til den seneste film i Star Wars-serien, Episode VII, som både handlingsmæssigt og internt kronologisk er den syvende film i serien. George Lucas havde solgt rettighederne til Disney, og Disney valgte at sætte et helt nyt team på opgaven, dog med tilføjelse af Lawrence Kasdan som medforfatter på manuskriptet og en del af de gamle skuespillere i biroller.
Ligesom den første film i den oprindelige trilogi var bygget op omkring Luke Skywalkers Campbell’ske “heltens rejse”, er Episode VII bygget op omkring den nye kvindelige helt Rey. Det nye team valgte at rykke handlingen 30 år frem, og mere eller mindre nulstille alt det som skete i den oprindelige trilogi. Imperiet blev besejret, men et nyt galaktisk imperium opstod under et nyt navn. Jedierne vendte tilbage, men en ny forræder – Kylo Ren – sørgede for at de forsvandt igen. Dermed kunne man mere eller mindre genfortælle den gamle historie. Til tider er det ved at kamme over i det rene plagiat, men på den anden side er de utrolig mange referencer også et fantastisk nostalgitrip for en fan. På en måde er det en genindspilning af Episode IV, tilsat lidt elementer fra Episode V, og hvis man ser den som en sådan, kan man nyde hvordan teamet bag filmen har leget med de gamle ideer.
Modstanderen er igen det onde galaktiske imperium, nu med endnu mere tydelig nazi-symbolik. Og de onde har selvfølgelig bygget et nyt supervåben, endnu mere frygtindgydende end det gamle. Væk er de utroværdige kamprobotter fra den anden trilogi, og i det hele taget det fjolleri som prægede de film. I stedet er der en fin balance mellem alvor og humor (og meta-humor i de mange referencer til de gamle film).
Kraften er også tilbage i sin gamle, spirituelle udgave. Vi får direkte at vide at Sith er en manifestation af ondskab, ligesom både Kejseren fra det gamle imperium og den “store leder” af det totalitære galtiske imperium er det. Moral er ikke mere noget relativt, men et valg mellem godt og ondt. Her finder vi den nye skurk Kylo Ren, der kæmper med det valg, som Darth Vader i sin tid gjorde. Det skal blive spændende at se hvordan de håndterer hans historie i de følgende film i trilogien.
Som sagt er Star Wars Episode VII – “Kraften Vågner” ved at kamme over i plagiat, uden at jeg synes at den gør det, men i de følgende film må de komme med noget mere nyt, da de ikke kan blive ved med at trække på nostalgien. Men opgaven – at få lavet en Star Wars-film, der vasker tavlen fra den tåkrummende dårlige Lucas’ anden trilogi ren, er i høj grrad lykkedes. Original er den ikke, men den trækker den oprindelige trilogis dyder frem igen og tilsætter et ny hold helte og skurke samt nye verdener, væsener og våben.
Star Wars kronologi:
Den anden trilogi (1999-2005): Episode I-III hvori Anakin Skywalker bliver til Darth Vader, forråder Jedierne og hjælper det onde imperium til magten.
Den gamle trilogi (1977-1983): Episode IV-VI hvori Luke Skywalker med venner bekæmper Darth Vader og det onde imperium.
Den nye trilogi (2015-?): Episode VII+ hvori nye og gamle helte kæmper videre mod et nyt ondt galaktisk imperium.