Det blev så ikke science fiction mit første indlæg her kom til at handle om. Men meningen med bloggen er at jeg vil skrive hvad der falder mig ind, ikke at jeg skal levere en bestemnt vare til et bestemt publikum. Om jeg overhovedet har eller vil få et publikum ved jeg jo strengt taget heller ikke.
Aktiviering er noget man gør ved noget som ikke er aktivt, for at gøre det mere aktivt. For eksempel kan man aktivere en myretue ved at stikke en pind ned i den og rode rundt. Man kan så mene at myrerne allerede er aktive, men det er måske svært at se uden at komme for tæt på de små bæster. Så derfor med pind, så man virkelig kan se der sker noget.
Hvorfor så skrive om myrer. Nej, myrer er bare en metafor her, det er faktisk mig selv der er tale om, da jeg for nylig blev ramt af fænomenet aktivering. Aktivering er en slags pind med to ender. I den ene ende sidder en masse blanketter og formularer samt møder med forskellige offentligt ansatte og ansatte i virksomheder der arbejder for det offentlige. I den anden ende sidder der noget som kaldes virksomhedspraktik og løntilsudsjob.
Et loppecirkus er en slags discount-version af et rigtigt cirkus. Ideen er den at man laver alting så småt at man slet ikke kan se om der optræder nogen artister i cirkusset. Hvilket der nok heller ikke gør. Men man kan forestille sig de små væsener hoppe opkring i deres trapez, cykle omkring i manegen og klovne omkring for publikum. Virksomhedspraktik og løntilskudsjob fungerer lidt som et loppecirkus: Det ser ud som om der er en masse aktivitet og man kan grine lidt ad de arbejdsløse eller nikke anerkendende, når de har udført et svært trick. Men om der rent faktisk er arbejdsløse på spil i cirkusset er fuldstændig ligegyldigt, det kører fint uden dem og det hele er ren underholding, som de små lopper dernede (hvis de er der) ikke rigtig forstår eller lærer noget af.
Okay, helt så sort er det ikke, men min pointe er at den funktion aktiveringscirkusset udfylder i samfundet er at løse problemet med de arbejdsløse. Og siden problemet løses ved at give dem job, og der ikke er nogen job – faktisk er der efter økonomisk teori altid en strukturel arbejdsløshed, som man aldrig kan slippe af med – så kan man kun løse det uløselige problem ved at opføre en slags forestilling om sejren over arbejsløsheden. Ligesom man i forskellige kulturer forestiller sig at man vinder over Døden og andre uovervindelige naturkræfter. Og til opførelsen af den forestilling har man så alle de arbejdsløse, som tvangsudskrives til det. Den lille hage ved det er at vi har en kultur hvor tvang er noget grimt noget, men den løses ved at sige at alle har pligt til at have et arbejde, og når man har forbrudt sig mod den regel, er samfundet i sin gode ret til at uddele en straf. Eller man kan sige, som forældren der prygler sit barn, det er til dit eget bedste, så du ikke gør det en anden gang!
Hvis nogen tror at aktiveringscirkusset bliver afskaffet nu, kan de godt tro om igen. Dertil er pinden et alt for godt instrument for politikere til at vise handlekraft. Alle kan jo se at der sker noget, og når vi lige har fået fjernet pipfuglekurser og andre uheldige ting – de alt for kedelige tricks i loppecirkusset – kan det hele køre videre i al uendelighed. Det skulle da lige være hvis de arbejdsløse bliver for mange og hvis de finder på at angribe systemet (f.eks. ved at skrive en blog). Det er ikke så sjovt at føre pinden mere, hvis de små skiderikker kravler op ad den og ind i ærmet eller de flygter fra tuen og kravler rundt på deres ting.
Nu er jeg jo så ikke nogen god revolutionær. Jeg nøjes med at konstatere at det er absurd at jeg skal kastes rundt i det cirkus, som har en ganske minimal chance for at gøre noget godt for mig eller samfundet, og faktisk tager af den tid jeg kunne have brugt til at forbedre mine chancer for igen at finde arbejde. Jeg skylder vel også mine (indbildte eller virkelige) læsere at forklare hvad jeg ville sætte i stedet for aktiveringscirkusset. Svaret er: Ingenting. Lav nogle gode service-tilbud til de borgere som ikke har job, og gør det nemt for folk uden arbejde f.eks. at tage supplerende uddannelse eller starte deres egen virksomhed op. Den økonomiske og sociale motivation der allerede er til at arbejde skal nok gøre resten, og for dem det ikke hjælper på, tror jeg ikke at nok så mange og nok så dyre cirkusser vil gøre en forskel.