Welcome

Hvem er jeg?

Mit navn er Flemming R.P. Rasch, og jeg har genetableret min hjemmeside her for at blogge lidt om mine interesser og give folk en mulighed for at finde ud af hvem jeg er.

Jeg er født i 1961 og interesserer mig for de fleste videnskaber, men mest naturvidenskab, og for de fleste litteratur-former, men mest for science fiction. Andre interesser omfatter film, rollespil og lejlighedsvis ting som musik, øl og tegneserier.

På menuen her kan du finde oplysninger om hvad jeg har arbejdet med, hvilken uddannelse jeg har og lidt om mine forskellige interesser. Andre oplysninger end det har jeg ikke lyst til at have stående på en hjemmeside, men der er sådan set ikke noget hemmeligt i det, hvis nogen skulle spørge.

Senere…

Ved nærmere eftertanke er der noget jeg ikke mere vil holde hemmeligt. Jeg er blevet så gammel nu, at det næppe kan gøre fra eller til for mine chancer for at få et bedre liv. Den elefant der er i rummet vedrørende min fortid, er hvorfor jeg har rodet sådan rundt i det med job og uddannelse, og i det hele taget med mit liv. Forklaring følger nu.

Da jeg stadig var teenager, blev jeg diagnosticeret med en psykisk sygdom. Jeg var i behandling i nogle år, men stoppede selv behandlingen, fordi jeg ikke syntes at samtalerne hjalp, og  fordi medicinen havde for kraftige bivirkninger. I mange år derefter døjede jeg stadig med den sygdom, hvilket er forklaringen på at mine studer gennem de år ikke rigtig blev til noget.

Ganske langsomt fik jeg lært at leve med sygdommen, og heldigvis aftog den med årene, så jeg nu ikke mere regnes for så syg, at jeg ville få den gamle diagnose. Jeg har været i behandling igen i flere omgange, og for en del år siden kom jeg igen på noget af det nyere medicin, som ikke har nær så mange bivirkninger som det jeg kunne få da jeg var ung. Med det fungerer jeg helt normalt i for eksempel job og på uddannelser.

De mange år i en form for helvede, og en lang række nederlag med ting jeg gerne ville, har præget mig en del: Det er svært for mig at tro på at noget vil lykkes og samle motivation til at få noget lavet. Og det er så forklaringen på det som nogle måske har fornemmet der manglede i min historie. Jeg vil ikke uddybe yderligere, i hvert fald ikke her.