Den første bog jeg kan huske jeg havde – bortset fra billedbøger og skolebøger – var Lille Nanok, der handlede om en isbjørneunge hvis mor bliver dræbt af de onde mennesker. Som barn samlede jeg på bøger om alt muligt, blandt andet var der en serie om “dyr i farver”, som jeg samlede på, og et digert værk om verdens dyreliv, der udkom i hæfteform, man kunne samle i nogle mapper.

Bibliotekerne har sparet mig for mange penge og ikke mindst fra at blive levende begravet i en lavine af bøger. Det at man kan låne næsten alt hvad man kan tænke sig af bøger, synes jeg er en af civilisationens store landvindinger. Den fortsatte med udviklingen af internettet, hvor det så desværre er blevet sådan at folk er begyndt at sætte hegn op omkring deres private små områder med viden, som en flok paranoide parcelhusejere.

Men der er nu også noget særligt ved at have en fysisk bog helt for sig selv, som man kan gøre ved hvad man vil, læse når man vil og tage med sig hvorhen man vil. Så jeg har faktisk stadig de fleste af de bøger jeg har købt og læst.

Ideen om selv at skrive opstod allerede da jeg knapt kunne skrive. Jeg kan huske at jeg lavede min egen illustrerede digtsamling, inspireret af Halfdan Rasmussens ABC, som jeg solgte til et familiemedlem for et par kroner eller deromkring. Senere skrev jeg nogle ungdommelige digte med alt for meget patos og lidt for dårlig sprogfornemmelse, i hvert fald ud fra sidst jeg forsøgte at læse dem. Så det blev aldrig til noget med mig som digter. Og dog…

Som jeg husker det, startede mit tredje forsøg på at slå igennem som digter med at jeg sad og hørte radio, og de bad lytterne om at sende et stykke mini-drama ind som ville blive fremført senere i det samme program. Jeg tog udfordringen op, og sandelig om jeg ikke lidt senere på dagen hørte nogle studieværter opføre mit lille drama, der vistnok var noget Quentin Tarantino-inspireret dialog. Det gav mig mod på at tage nogle kurser i at skrive, hvilket igen førte til at jeg blev involveret i en slags skrivegruppe ved navn Trompet Poet, hvor vi kommenterede hinandens tekster på skrift.

Et par år efter min radiodebut som dramatiker kom jeg så med i en science fiction-skrivegruppe, og der begyndte at dukke forskellige skrivekonkurrencer op jeg kunne deltage i. Jeg mistede desværre kontakten med dem fra de første skrivegrupper, og skrev nu næsten udelukkende science fiction. Mange af mine tekster blev trykt i forskellige fan-magasiner, og senere også i antologier, hvor der var lidt mere konkurrence om at komme med. Et par gange vandt jeg Knud Larns årlige konkurrence “Den danske science fiction-novelle”. Jeg bidrog med oversættelser til nogle novellesamlinger og jeg fandt på at starte mit eget lille forlag. Da Science Fiction Cirklen startede deres serie med danske science fiction-forfattere, fik jeg udgivet de fleste af de science fiction-noveller jeg skrev i årene 2001-2010 i bogform. Jeg så det som lidt som en milepæl: Nu havde jeg lært de basale ting i skrivehåndværket. De næste ti år måtte så vise om jeg kunne blive rigtig god til det.

Hverken mine egne bidrag til andres bøger eller de bøger jeg selv har udgivet, er noget jeg har tjent på. Faktisk har det været lidt af en underskudsforretning, hvis man medregner udgifter til skivekurser og at jeg har forsøgt at få gjort mit (nu nedlagte) forlag Ny Science Fiction kendt ved at støtte forskellige arrangementer økonomisk. Men penge er naturligvis heller ikke årsagen til at jeg gør det. At skrive fiktion er noget af det jeg holder mest af, når ellers jeg kan få tilstrækkelig ydre og indre ro til det.

Link til anmeldelse af min bog:
Den elektriske kanin 28/10 2011

Og en kort en fra den anden side af sundet:
Tomas Cronholms blog oktober 2013