Flasch

Der er nu efterhånden udkommet seks årlige “Lige under overfladen” antologier fra Science Fiction Cirklen, hvor danske forfattere præsenterer deres bud på hvad en god science fiction-novelle er. År for år er antallet af noveller steget og kvaliteten af novellerne er også for opadgående. Men på et eller andet tidspunkt, når man har hængt der lige under overfladen i årevis, må man overveje at bevæge sig op i overfladen og måske endda gøre sig fri af sin overflade, og dermed blive vurderet som noget andet og mere end det der svømmer rundt dernede, ude af syne for kritikere og andre rovdyr. Det er med det i tankerne at jeg her vil lave en kritisk gennemgang af novellerne i den seneste antologi, “Fremmed stjerne”.

Majbrit Høyrup har for de sidste to antologier fortaget en (kort) gennemgang af samtlige noveller på sin blog. Senest har hun taget udgangspunkt i nogle regler for hvordan en novelle bør skrives, som Kurt Vonnegut skrev i 1999. Jeg vil i stedet tage udgangspunkt i den diskussion der har kørt på nettet siden Paul Kincaid skrev en anmeldelse af nogle af de førende engelsksprogede årsantologier sidste år. Her nåede han frem til at science fiction som novelle-genre var blevet udtømt, dvs. emnerne for science fiction er blevet brugt op, så der ikke mere skrives originale og nyskabende tekster.

Det er vigtigt at pointere at der her er tale om en kritik af novelleformen og den specifikt går på science fiction-genren. Man kan indvende at hvis der skrives gode noveller er det lige meget om det er god science fiction. Men hvorfor så skrive science fiction? Det kan ikke undgå at blive en diskussion der er farvet af at man mener at science fiction kan nogle ting som genre, som i sig selv gør det værd at læse. For hvad er en god novelle? Er det en som lige præcis jeg synes er god, eller er der objektive kriterier som gør at man kan sige at det ene er bedre end det andet? Sandheden er nok et sted imellem – vi kan aldrig blive enige, men ved at diskutere ud fra nogle bestemte kriterier vi er enige om, kan vi ofte nå frem til en form for konsensus. Men for at deltage i en sådan diskussion må man have både en ikke for snæver smag og et godt kendskab til genren. Man må have noget at sammenligne med. Og har man et sådant kendskab til science fiction-genren, vil man kunne bemærke at genren både har taget mange ting til sig fra “mainstream” litteraturen, men også har lukket sig omkring sine egne gamle temaer og motiver (eller klicheer om man vil). Det Kincaid gerne havde set, men ikke så, var science fiction der ikke genbrugte det gamle, men fandt på nyt.

I første omgang havde jeg kig på en videreudvikling af Kincaids synspunkter skrevet af Jonathan McCalmont, men så kom jeg til at se noget på tv: Et afsnit af en klassisk Agatha Christie-krimi. Det slog mig så at der er en tydelig parallel mellem krimi og science fiction: I krimien starter vi med en simpel og forståelig verden, eller i hvert fald en der var det på krimiforfatterens tid. Dernæst introduceres et mord. Selve krimien handler derefter om hvordan detektiven gradvist afdækker den virkelige verden, der ligger bag, i hvilken pæne mennesker myrder hinanden o.s.v.

På tilsvarende vis med science fiction, bare omvendt. Vi starter med en ikke særlig genkendelig verden. Svarende til mordet er der sket noget som har forandret den, nemlig at verden er rykket frem i tid (også måske sted). I stedet for detektiven har vi typisk en videnskabsmand eller i hvert fald en eller flere der kender til videnskab (amatørdetektiv), som i løbet af historien skal gøre verden forståelig for læserne. Så vi har to verdener, hvoraf læseren kun er bekendt med den ene. Og vi har en historie der på en side handler hvad nogle mennesker foretager sig i den verden vi møder først, mens vi i virkeligheden får en historie der går dybere ned i hvordan mennesker opfører sig i ekstreme situationer (klassisk krimi), hvordan vores samfund fungerer (moderne krimi) eller viser nogle tendenser og udviklinger i vores samfund (science fiction).

Især på film er krimier dog ofte meget anderledes. De bliver til actionfilm, hvor en spændende handling går forud for alt andet. Og hvor detektivens tænkearbejde og deduktioner bliver erstattet af fysiske udfoldelser og stunts. Det ekstra lag i historien klasker sammen og bliver erstattet med hvad vi kender fra andre tilsvarende film eller bøger. Det bliver velkendte genrekonventioner. Selvfølgelig benytter “ikke-action” filmene sig også af genrekonventioner. Forskellen er hvordan de bruges: Der skal for eksempel være en skurk, en morder. Men i en actionfilm er skurkens motivation ofte rimelig ligegyldig – kan udtrykkes med en sætning eller to – mens det i den klassiske krimi er noget af det vigtigste.

I science fiction kan på samme måde have en “fremtidsverden” bestående udelukkende af genrekonventioner. På den måde bliver den “videnskabelige guide” gennem historien også ligegyldig – der er ikke noget at forklare, hvis folk kan deres genre. Så her er vi mere eller mindre tilbage ved Paul Kincaid, bare på en anden måde. Men måske på en lidt mere optimistisk måde: Det er fordi forfatterne vælger at lave en anden slags science fiction, hvor det ene lag i fortællingen består af lutter generekonventioner, at det ser ud som om science fiction som genre har udtømt sit emne. Jeg ser det i stedet som at science fiction nu er en så kendt genre at man kan slippe godt fra det. Og det vil formentlig altid være sådan at der skal meget mere arbejde til for at få lavet en original fremtidsverden, mens man bliver “belønnet” af sine læsere ved at de ikke gider læse det, fordi det er for svært at skulle sætte sig ind i en ny verden, frem for at læse om en velkendt. Så derfor – og ikke fordi science fiction der vinder nyt land nødvendigvis altid er bedre, synes jeg det er værd at fremhæve når en forfatter gider at bruge tid på at arbejde med sin fremtidsverden.

Oven i det vil jeg så smide nogle generelle ting som gør at jeg godt kan lide en historie. I stedet for en “negativ-liste” vil jeg lave en “positivliste”:

God science fiction

1. Har en troværdig og sammenhængende (fremtids-)verden.

2. Har et lag i sig som handler om og behandler tendenser i nutidens verden.

3. Giver læseren intellektuelle udfordringer mht. at forstå mennesker, videnskab og teknologi.

4. Giver læseren følelsen af noget meget fremmed og fascinerende.

5. Er fortalt og skrevet godt.

Punkt 1 og 2 er de to lag jeg talte om. De skal selvfølgelig begge fungere, så derfor kan jeg ikke nøjes med punkt 2. Punkt 3 er vel hvad der svarer til at gætte med på gåderne i krimien – jeg har tilføjet mennesker til de traditionelle dyder for science fiction – naturvidenskab og teknologi – fordi jeg synes det er lige så interessant at udfordre læseren på psykologi som på naturvidenskab, men det gælder sådan set alle videnskaber der ikke er naturvidenskab. Punkt 4 er så det som gør at mange (mig inklusiv) i første omgang blev tiltrukket af de fantastiske genrer i al almindelighed, og som fortsætter med at være en del af det der gør det værd at læse for mange. Punkt 5 er generel færdighed som forfatter. Jeg har ikke skrevet noget om plot, sprogrytme, personbeskrivelser o.s.v fordi de ikke nødvendigvis alle betyder noget i al science fiction. Og så videre til novellerne! (Jeg springer den første over, fordi jeg selv har skrevet den):

I “Savner du din far?” præsenteres vi for en mængde af klodser fra science fiction-litteraturens legokasse. De sidder bare på en eller anden måde skævt sammen og man kan ikke rigtig se hvad byggeriet skal forestille, bortset fra noget med at der er nogen som holder nogen spærret inde i en computer. Der er lidt spænding i den ja, men ikke noget der får mig til at sætte kryds ved nogen af mine punkter.

“At bede en stille bøn” har en historie der er set før, men den er dog udmærket fortalt. Kryds ved punkt 5. Der er noget med frihed som bliver undertrykt, men det hører mere med til genrens standardklodser end det er noget som specielt angår nutiden.

“Hvad man ønsker” har en ide der fænger lidt. Jeg vil være flink og sætte kryds ved nummer 4. Ellers synes jeg ikke ideen bliver foldet ordentligt ud. Der er lidt antydning af ægte horror, men det munder ud i en oplagt slutning.

Med “Orm” er der endelig en novelle, hvor jeg kan sætte kryds i felt 2. Hurra! Her har vi en kommentar til den ensretning af adfærd som er ganske aktuel: Dem som ikke kan opføre sig præcis som samfundet ønsker, må tage piller for at blive unormal dvs. normal i forhold til en standard. Det som gør det til en ikke-kliche er at det er noget man vælger, ikke noget en ond diktator o.a. gennemtrumfer. Det får mig til at tænke på Ted Chiangs “Liking what you see”, der handler om meget af det samme, men Chiang får en noget længere og bedre novelle ud af det. Det er dog ingen skam at tabe til Ted Chiang. Jeg vil gå så vidt også at sætte kryds i 1 og 5. Der hvor det kniber (og ikke kniber for Chiang) er 3 og 4. Der er ikke dybde nok i det beskrevne samfund til at man rigtig bliver fanget ind og vi får kun forklaret teknologien og ser den ikke rigtig i funktion. Det er så et generelt problem ved at skrive så korte noveller – enten må man holde sig til legokassen eller også må man være overfladdisk.

I “Aldrig mere svag” er vi igen langt fra vores verden, i noget der formelt er science fiction, men overhovedet ikke forholder sig til hverken nutid eller fremtid. Det er den klassiske historie om moralens forfald i en hård verden. Den fungerer nogenlunde, men jeg blev ret irriteret over at slutningen var så kliche, så der er ingen krydser her.

“Samtaler på bryllupsdagen” er en tricknovelle, men siden den er velskrevet og ikke for lang, får den et kryds i punkt 5. Ellers stikker den ikke så dybt hvad de andre punkter angår, så der giver jeg ikke ved dørene.

“Koden under huden” skal have lidt ros for at præsentere sit emne på så kort plads og alligevel få noget letlæst og sammenhængende ud af det. Det bliver et kryds i 2 og 5. Der er så stort set ingen fremtidsverden og personerne er kun skitser, så ret langt kommer man ikke ind i den verden. Som nævnt længere oppe – en af ulemperne ved så korte tekster, som dog her er vellykket.

“Dette er mit legeme” har et plot jeg synes minder betænkeligt meget om plottet i en dansk spillefilm fra 00’rne. Her er igen tale om en trick-novelle, som jeg synes hører mere hjemme i horror-genren end science fiction-genren. For nyligt har jeg nærlæst nogle noveller af en af horror-genrens pionerer H.P. Lovecraft, og han gjorde faktisk meget ud af at beskrive teknologien i sine historier, når det var relevant. Her får vi bare et skelet af et plot med lidt angstfuld førstepersons-fortæller ind over. Jeg ved ikke rigtig om jeg vil give et kryds i nummer 5. Hvis plottet bare er planket fra en film, synes jeg ikke den fortjener det, men jeg vil lade tvivlen komme forfatteren til gode og give et lille kryds fordi novellen trods alt fungerer rimeligt som horror.

Richard Ipsen plejer ikke at skuffe, og det gør han heller ikke denne gang. Okay, jeg er delvis inhabil ved at være i skrivegruppe med Richard, men i den her ret lille gruppe af fantastik-fans kan man ikke være kræsen med det. Richard får kryds i 1, fordi han beskriver en verden jeg i hvert fald kan se tårne sig op for mig undervejs. Han får kryds i 2, fordi han har fat i et problem der er meget aktuelt nu og bliver det endnu mere om ikke så længe. Hans hovedpersons specielle evne kombineret med hans job gav mig noget at tænke over, så det giver kryds i 3. Punkt 4 er jeg mere fedtet med: Der var ikke noget der kom som en total overraskelse. Men personer, plot og sprog er helt på plads, så der er også kryds under 5.

“Genopfindelsen af sorg” er temmelig ambitiøs og et interessant eksperiment. Der er bare det problem med den at den ikke fungerer som novelle. Der er en grund til at vi næsten altid har mennesker med som i hvert fald den ene part i science fiction. Ikke bare for at vi har nogen at identificere os med, men for at vi har nogen vi faktisk kan forstå. Hvis man både vil skildre noget meget fremmedartet og gøre det gennem et meget fremmedartet væsens perception, kan det meget nemt gå galt. (Fordi hvis læseren skal have tålmodighed til at være med på et eksperiment, må udbyttet også være så meget større end med en tekst der følger reglerne). Mange point for at turde eksperimentere her, tæt på et kryds i punkt 4, men ellers ikke noget.

“Den lykkelige slutning” forgår et sted i undergenren “den totalitære stat”. Problemet er at vi ikke får at vide hvor. Der er ikke mere end antydningen af andet end det rå plot og hvad hovedpersonen føler undervejs. Så punkt 1-3 bliver simpelthen sprunget over. Plottet er ikke helt så lineært og forudsigeligt som det kunne være, men jeg synes slet ikke der er gjort noget for at gøre denne her novelle til et originalt værk. Beklager, men ingen kryds her.

“Hvis dette var science fiction” er mere en kommentar til genren end egentlig science fiction. Det er dog positivt at prøve at omsætte science fiction til en anden litterær genre. Men når det nu er lyrik, så prøv dog også at eksperimentere lidt mere med form og sprog! Det behøver ikke at være rim eller dybsindige metaforer, men bare lidt mere variation og en lidt mindre lineær opbygning ville have været rart.

“Fredag formiddag” flakser meget omkring uden rigtig at blive til noget klart bud på en moderne science fiction-novelle. Vi bliver dog godt underholdt undervejs. Jeg vil give den kryds i punkt 4 for at være sær og mærkelig, og faktisk også et lille kryds i punkt 1 for at få formidlet denne sære verden som nogenlunde sammenhængende. At jeg ikke også giver for punkt 3 skyldes hhv. at det sære fænomen ikke bliver udforsket så meget som det måske kunne være blevet – det fungerer mere som hvad Hitchcock kaldte en McGuffin end hvad Darko Suvin kaldte et novum. Atså mere magi end naturfænomen, mere fantasy end science fiction. Kan være den vil vinde ved genlæsning, men indtrykket efter første læsning var at den var for rodet til et kryds i nummer 5.

“Museumsinspektøren” har et af de samme problemer. Der er noget med tidsrejser, hvilket formelt kvalificerer til at det er science fiction, men genren bruges ikke rigtig til noget. Det kunne lige så godt være et fjernt land vores “Den forsvundne fuldmægtig”-agtige hovedperson overvejer at flygte til. Men som novelle fungerer den godt nok til et kryds ved punkt 5.

Det er klassisk stof der præsenteres i “Zoo”, men det gøres rigtig godt, så uden tvivl et kryds i punkt 5. Og kryds i 1, fordi jeg i hvert fald følte at jeg sad og fulgte med på overvågningskameraene i den intergalaktiske zoo. Engang havde det nok også virket som en chokerende situation den stakkels hovedperson er havnet i, men der sker ikke rigtig noget vi ikke har set før, så vi nøjes med de to krydser for en i øvrigt fin novelle.

“Julemandens store nat” er endnu en trick-historie. Ganske underholdende og med kryds i punkt 5. Og måske lidt til punkt 3, men jeg synes ikke det er helt nok til et kryds.

“Maskinen der skrev” har nogle interessante ideer. Her er i hvert fald kryds i felt 2 og 3. Ideen med og beskrivelsen af computeren der skriver bøger synes jeg også fortjener et kryds i 4: Det er ikke blot en simpel fremskrivning af hvad vi ved i dag – der er tænkt over det. Slutningen brød jeg mig til gengæld ikke meget om – det var en standardklods fra kassen. Så ingen 5, og 1 er der ikke gjort nok ud af til at jeg tydeligt kan forestille mig den verden det foregår i.

“Højdepunkt” er måske ikke det den siger her i bogen, men er en meget velskrevet novelle, kryds 5 af. Teamet om de såkaldt mindre begavede børn kører fint med under teksten, så jeg vil også give et kryds i 2. Samfundet den foregår i er så levende beskrevet, så der er et tredje kryds i 1. Men så heller ikke mere.

“Peblingesøen” handler om en sø der er fyldt op med alt muligt affald, og novellen i sig selv virker også fyldt op med alt muligt. Til at starte med et kryds i 4 – jeg synes det er en ret sær verden. Helt troværdig synes jeg så heller ikke den er, så ingen kryds i 1. Med lidt god vilje er hele affalds-problematikken noget der trænger sig på fra virkeligheden, så 2 får også et kryds. Som novelle synes jeg den er for ujævn til et kryds i 5, men der mangler ikke så meget.

“Fremmed stjerne” er mere anti-science fiction end science fiction. Der lægges op til en novelle om menneskets møde med det fremmede, men det viser sig at blive et ret skuffende møde. Jeg kan lide når man prøver at gøre op med genrens klicheer, så lidt point for det. Også en ok komponeret novelle, så kryds i 5. Men ret meget science fiction synes jeg ikke det er. Opgør mod genren er set før, i New Wave i 70’erne og Mundane Science Fiction i 00’erne. Her var tricket ikke at smide den gamle science fiction helt ud, men at erstatte den med noget andet. Jeg synes ikke jeg får noget andet science fiction igen her, men bare at jeg bliver snydt for det jeg forventede.

I “Roboethius de Dacia” er der noget på spil i både historien og den indflettede filosofi. Jeg forstod bare ikke hvad. Kan tænkes det fungerer for forfatteren selv og nogle af hans læsere, men efter min smag er den gal med formidlingen. Litteratur har også en funktion der går ud på at formidle, som enhver anden tekst, men det glemmes ofte når man ser på de andre funktioner litteratur har. Men hvis læseren ikke forstår det, så dur det altså ikke. Omvendt bør læseren også give forfatteren chancen for at formidle anderledes, eksperimenterende stof og stof der kræver at man kan bestemte genrer eller kan vil sætte sig ind i f.eks. fremmede kulturer. Men jeg forstår simpelthen ikke hvad det er jeg ikke forstår her. Så ingen kryds, sorry.

“Slagelse versus Kuiperbæltet” er en sjov og velskrevet leg med genren. Vores lyriker fra længere oppe kunne med fordel studere den og lære noget. Mere end et kryds i punkt 5 kan jeg nok desværre ikke give, men det er et stort kryds.

“Utilsigtede bivirkninger” er igen en trick-historie. Der er dog lidt interessant snak om størrelse, som giver et kryds i nummer 3. Desværre er novellen lidt for tynd til mere end det ene kryds.

“Sidst på eftermiddagen, først på aftenen:” Her er vi da i hvert fald ved et aktuelt emne. Kina og menneskerettigheder. Om det så er science fiction, ved jeg ikke rigtig. Skidt være med om det kan leve op til en genredefintion. Det problem jeg har er at det en hvad journalisterne kalder en vinklet historie. Det er fint nok til avisartikler, men det litteratur og i særdeleshed science fiction kan, som ofte kikser katastrofalt for “vinkelhovederne” er at fremstille en fremmed verden på dens egne præmissser. Det geniale ved Huxleys Fagre Nye Verden er ikke at han kunne vise misbrug af nogle af sin fremtids teknologier, men at han kunne beskrive noget der for de fleste af personerne i bogen var en utopi, men for de fleste af læserne var en dystopi. Det kinesiske samfund og retssystem virker ganske fremmedartet på os fra vesten, men det er ikke uden sine fordele, ligesom vores eget ikke er uden sine ulemper. En god science fiction vil kunne vise sådan noget, men uden nødvendigvis at lave spindoktorens trick med at hævde at fordi begge ting kan forsvares, er det en smagssag at vælge hvilken der er at foretrække. Jeg synes det er for ensidigt her, men kryds i 2 og 5.

“Atomvinter” handler om hvad titlen siger. Er der noget nyt i forhold til de hyldekilometer der blev skrevet tilbage i koldkrigstiden? Tilsyneladende ikke. Der er vist mode i at skrive som man gjorde dengang. Men hvorfor? Så prøv dog i det mindste at lade verden gå under i en syndflod, som i Stephen Baxters “Flood”. Eller noget i stil med H.H. Løyches dystopi “Støj”. Nok er verdens undegang i atomkrig stadig en af de mest sandsynlige af de ekstreme katastrofer, men det er simpelthen blevet klicheernes kliche. Jeg ville måske have givet et kryds i punkt 5, hvis ikke jeg var blevet sur.

“Aldrig skal forlade dig” irriterede mig i starten med sin snigerriffel. Vi kan sgu ikke havde sådan nogle rifler der sniger sig omkring – må jeg bede om en finskytteriffel. Men andre småting synes jeg var godt, som de mange referencer til andre genre-historier. Det er tydeligvis gjort et stort arbejde med at komponere historien og lægge alle detaljerne ind så de passer, og jeg synes universet vi befinder os i er sammenhængende, så kryds i 1. Mit problem er at selve historien ikke fungerer for mig – jeg synes den er for fortænkt. Ideerne kan også få et kryds i 3, men det er så det.

Så til lidt optælling: De 26 tekster har tilsammen: Punkt 1: 6, punkt 2: 7, punkt 3: 4, punkt 4: 4, punkt 5: 13. Der er positivt at så mange har rigtig godt styr på at skrive noveller. Men til gengæld kniber det med at inddrage elementer fra nutidens verden og/eller finde på en overbevisende verden selv. Det er lidt dovent, vil jeg mene, at man bare skriver derud af og bruger de genre-konventioner man lige kommer på, uden at stoppe op og lave lidt worldbuilding og research. Helt galt er det dog ikke – mange af forfatterne kan faktisk godt finde ud af det. Det er når det kommer til at udfordre vores tanker og give os læseoplevelser der får os op af stolen, at det kniber mest. Det er dog også noget af det sværeste at have succes med i science fiction. Men der er også muligheder for forbedring her: Det behøver slet ikke at være et sving over mod hård science fiction – der er andre måder at overaske læseren på end med avancerede kosmologiske fantasier og hjernevridende ekstrapolationer af kvantefysik. Men selvfølgelig behøver man ikke at have kryds i alle tre af mine punkter: Der vil altid være noget forfatteren gør mere ud af end andet, og specielt med de meget korte tekster er der slet ikke plads til det hele. Men 34 ud af 130 mulige kryds er bare ikke godt nok!

Nu er jeg sikkert blevet uvenner med en masse forfattere (og redaktører?) Men prøv at gå tilbage og læs hvad jeg startede med at skrive. Dette her er ikke en “jeres flinke forfatter-kollega skriver om bogen og er helt klar over at de færreste af os er professionelle forfattere og ved at vi alle godt kan lide ros” type anmeldelse. Jeg prøver at give en kritik som om det faktisk var en bog der skulle ud på det store marked og konkurrere med de bedste. Så tag det som en venlig påmindelse af at der er et stykke vej til vi når så vidt, og en opfordring til at prøve at gøre det bedre, hver gang du skriver en novelle. Det kan blive rigtig godt, hvis det fortsætter de næste fem år, som det har gjort de første fem år! De fem år (regnet fra 2007) er ikke kun tiden siden den første “Lige under overfladen”, men også siden Eurocon 2007 i København, der havde en novellekonkurrence hvori der deltog rigtig mange danskere, men hvor nogle få amerikanere løb med alle priserne. Det kan vi ikke have sker igen! Så spids jeres blyanter, oplad jeres bærbare, og lad os vise hvordan rigtig science fiction skal skrives!