Min første oplevelse med uddannelsessystemet var da jeg som barn var med mine forældre på Grønland og var misundelig på en af “de store drenge”, som gik i skole og havde en skolebog – vistnok “Ole Boles ABC”. Et års tid senere – tilbage i Danmark – blev jeg præsenteret for Søren og Mette-bøgerne og en sadistisk gymnastiklærer, som gjorde at jeg for tid og evighed kom til at hade alt der havde med sport og gymnastik at gøre. Men jeg lærte ret hurtigt at læse og regne, og har været glad for de to fag lige siden.

Jeg missede chancen for at være med i sidste årgang der fik realeksamen, ved at starte i gymnasiet efter 2. real (dvs. efter 9 skoleår). Det var måske ikke så smart – jeg var ikke helt moden nok til gymnasiet, men det gik da, selv om mine karakterer var lidt svingende. Nye yndlingsfag var fysik og historie. Og jeg blev fascineret af programmerbare lommeregnere, hvilket blev min skæbne, ak ja.

Mit første møde med en videregående uddannelse var som ingeniørstuderende. Det var lige umiddelbart efter gymnasiet, og jeg var slet ikke klar til det, med det resultat at jeg fik en række meget dårlige oplevelser med nogle af mine tidligere yndlingsfag. Så var der lommeregneren tilbage, jeg flyttede til KU og læste datalogi, hvor jeg fik taget nok uddannelse til at jeg kunne få et job, havde endnu en dårlig oplevelse på studiet og derefter ikke vovede mig i nærheden af noget der bare lignede en skole de næste ti år.

Af en eller anden grund – husker ikke hvorfor – fandt jeg på at tage nogle merkonomkurser på aftenskole. Det gik godt, så jeg fortsatte, og fik efterhånden ambitioner om at tage en HD. Jeg tror det var fordi jeg gerne ville arbejde med noget der var lidt mindre nørdet end det rene computer-teknologi. Det blev faktisk til en halv HD, samtidig med at jeg havde fået så meget af min videlyst tilbage at jeg var blevet genindskrevet på mit gamle datalogi-studium.

Det var en ret sjov periode i mit liv, hvor jeg ikke kunne få nok af viden, og gik til alle mulige forelæsninger der ikke havde noget med mit offcielle studium at gøre. Jeg begyndte endda at læse psykologi på åben uddannelse. Men jeg lærte også at man ikke skal gå tilbage til en fuser – der var for mange dårlige minder fra studiet jeg havde opgivet ti år tidligere, så jeg gik igen i stå.

RUC blev min redning, for der kunne jeg genbruge nogle af de fag jeg havde taget på de andre studier, og bygge videre på dem. Det viste sig dog at være knap så enkelt. Jeg sparede stort set ingen tid, men var blot fritaget fra nogle af fagene. Men jeg fik nok en gang spændende fag med mig, sociologi og politologi. Med en del slinger lykkedes det mig så omsider at få taget en kandidatgrad (i datalogi og psykologi). Siden har jeg suppleret den med blandt andet et pædagogikum – en teoretisk og praktisk uddannelse i at undervise, for dem som ikke ved det. Mine undervisningskvalifikationer blev også suppleret med et kursus i international politik (global governance) og et kursus i markedsføring, så jeg var bedre rustet til undervisning i hhv. samfundsfag og økonomi. Men jobbet udeblev. Undervejs i min optræden i Cirkus Aktivering fik jeg startet på en diplomuddannelse i kommunikation og journalistik. Jeg manglede kun et enkelt kursus og et afsluttende projekt i at være færdig med den uddannelse. Men nu bliver den nok aldrig færdig, da jeg næppe får brug for den. Jeg er nemlig startet på noget helt nyt, en uddannelse til automatiktekniker. Et praktisk håndværk. Alt det akademiker-halløj førte jo ikke til noget job. Men jeg synes jeg fik en meget bedre forståelse af mange ting, så jeg fortryder ikke.