Welcome

Joker – superskurkens psykologi

I 1990’erne brændte DC (dvs. Warner) Batman-franchisen ud ved at hyre Joel Schumacher til at føre Batman tilbage til den populære, men fjollede udgave fra 1960’er tv-serien. Efter at konkurrenten Marvel havde haft stor succes med sine mere voksne og (relativt) realistiske udgaver af superhelte i Spider-Man og X-Men, forsøgte Warner at genoplive Batman-franchisen i en ligeledes mere realistisk stil. Man hyrede den talentfulde instruktør instruktør Christopher Nolan og den erfarne manuskriptforfatter David S. Goyer, som netop havde skrevet Blade-trilogien for Marvel. Til at spille Batman valgte man en ung method actor, Christian Bale. Det kom der en meget succesfuld Batman-trilogi ud af.

Heath Ledger som The Joker i Nolans Dark Knight.

Dernæst kom turen til Superman. Omtrent samtidig med Batman-trilogien havde man også forsøgt at genstarte Superman-franchisen, der havde ligget brak siden den katastrofale Superman IV. Selv om man havde hyret X-Men instruktøren Bryan Singer, blev Superman Returns ikke nogen stor succes, så oven på succesen med Batman valgte man at genstarte Superman nok en gang. Det blev igen Goyer der skulle stå for manuskriptet, mens man satsede på at Watchmen-instruktøren Zacks Snyders visuelle talent kunne gøre filmen til en succes. I stil prøvede man at ligge sig forholdsvis tæt på Nolans Batman i den relative realisme. Hvilket ikke var så langt fra Superman-filmene fra 1978 og 1980, som der da også blev lånt en hel del fra.

Men på et punkt havde man nok glemt at tage fans af tegneserierne i ed. Hvor Batman-historierne i tegneserierne havde tradition for ofte at være mørke og dystre, var Superman næsten altid fremstillet som en lysets superhelt i modsætning til Batmans mørke. Batman var dystre grotter og flagermus, superman var – i bogstaveligste forstand – drevet af solens energi. Sådan havde det ikke været tilbage da Superman og Batman blev skabt, men i fans’enes bevidsthed var det sådan. Så da Snyders film kom i biografen, blev den først og fremmest kritiseret for at fremstille Superman forkert. (Især for at Superman dræber skurken General Zod. Men faktisk er det også det som mere eller mindre sker i Superman II fra 1980, selv om man ikke direkte ser Zod dø).

Henry Cavill som Man of Steel.

”Man of Steel” var dog en rimelig succes, som Warner besluttede at bygge videre på. Men Batman spøgede stadig i kulissen som den store succes Warner havde haft med superhelte, og konkurrenten Marvel, som nu havde mediegiganten Disney i ryggen, havde stor succes med at lave en multi-superhelte-franchise med et helt galleri af superhelte. Derfor besluttede man at efterfølgeren til Man of Steel skulle inkludere andre superhelte, herunder især Batman. Og da man fik hyret superstjernen Ben Affleck til at spille Batman, blev Afflecks manuskriptforfatter fra Oscar-vinderen Argo, Chris Terrio, hevet ind til at skrive manuskriptet om.

Manuskriptet til Batman V Superman, som filmen endte med at blive kaldt, bar da også præg af at være skrevet af en komite. Men Zack Snyder leverede endnu engang et visuelt flot drama, hvis man kunne abstrahere fra at manuskriptet nok skulle have haft en ekstra gang redigering. Det var dog de færreste anmeldere som kunne se det. Og igen var der problemer med tegneseriefans: Superman var for dyster og nogle fans mente endda at den mørke Batman var blevet for mørk. Ikke mindst takket være en massiv markdesføring blev filmen dog ikke ligefrem en fiasko. Det hører også med til historien at Affleck faktisk var rigtig god i rollen som Batman, ligesom Gal Gadot gjorde de rigtig godt i en birolle som Wonder Woman.

Ben Affleck som Bruce Wayne (Batman).

Warner-cheferne gik herefter i panik, og forlangte at den næsten færdige film Suicide Squad skulle laves om fra den dystre historie den i sagens natur var – konceptet i Suicide Squad er at en flok forhærdede forbrydere tvinges til at arbejde for staten – til noget mere heroisk og mindre dystert. Det endte med at blive et stykke manuskriptmæssigt makværk – langt værre end Batman V Superman – men også i dette tilfælde hjalp den gode markedsføring og nogle gode skuespilpræstationer til at filmen spillede pænt mange penge ind. Historien mere eller mindre gentog sig med Zack Snyders efterfølger til Batman V Superman, Justice League, der også var langt henne i produktionsfasen da shitstormen (ret ufortjent) ramte Snyder. Der var dels forhastede omskrivninger, dels hentede man manuskript-fixeren Joss Whedon ind til at lave en stor del af filmen om, i et forsøg på at gøre den mere spiselig for de vrede fans. Det kom der ikke et mesterværk ud af, men indtægtsmæssigt undgik man igen en katastrofe.

I mellemtiden havde man haft stor succes med Wonder Woman-filmen, igen med Gal Gadot i rollen. Det var en stor sejr for Warner, da Disney-Marvel trods sit enorme output af film endnu ikke havde præsteret at lave en film med en kvindelig superhelt. Væk var den mere realistiske og barske stil fra Nolan-filmene. I Wonder Woman og de nye superhelte-film der fulgte efter fra Warner, var stilen lagt langt tættere på den Marvel havde haft så stor succes med: Knap så pjattet som den gamle Batman tv-serie, men en solid dosis humor, kombineret med superhelte som ikke lider af nogen psykologiske eller moralske defekter.

Gal Gadot som Wonder Woman.

Og i den nye bølge af succes for Warners håndtering af DC´s tegneserieunivers dumper så en film som Joker ned.

The Joker-figuren stammer tilbage fra Batman nummer 1 – ikke det første blad med Batman i, men det første som udelukkende indeholdt Batman-historier. The Joker har et karakteristisk, permanent ”glad ansigt”. Det var inspireret af filmen The Man Who Laughs, hvor hovedpersonen som dreng får opreret sit ansigt så det ser ud som om han konstant griner, for at han kan optræde i et freakshow. I Joker-filmen er det, med en af filmens mange geniale fortolkninger af Joker/Batman-universet, blevet til at den unge Arthur Fleck har en hjerneskade som gør at han ofte bliver ramt af et ukontrollabelt grineanfald. Uden at grinene på nogen måde afspejler hans egentlige sindstilstand. Arthurs mor forstår ikke hvorfor han griner så meget, men tror at han altid er glad og kalder ham ”Happy”.

The Joker fra Batman # 1

Filmen er bygget op som en tragedie, hvor Arthur Fleck langsomt forvandles til The Joker gennem en række hændelser som forvandler hans liv fra trist til stadig mere håbløst. Det er da han indser at ingen nogensinde har behandlet ham godt, at transformationen til den nihilistiske Joker sker. Alt eksploderer i voldelig opstand, inklusiv byen Gotham, hvor Fleck ved et tilfælde har fået antændt den ulmende utilfredshed med samfundets tilstand.

Men jeg fik startet med slutningen. I starten af filmen møder vi Arthur Fleck, fantastisk godt spillet af Joaquim Phoenix, som en mand med en diagnose (eller nok flere, det kommer filmen ikke ind på), der har et rigtig lortejob som butiks-klovn. Men han drømmer om en karriere som rigtig komiker, selv om hans talent tydeligvis er ret beskedent. Arthurs store forbillede er talkshow-værten Murray Franklin, spillet af Robert De Niro, der som ung spillede hovedrollen i Taxi Driver, som Joker-filmen på mange måder minder om. Så en dag stjæler nogle unge mennesker hans reklameskilt, og da han løber efter dem, giver de ham en gang bank og ødelægger hans skilt.

Arthur Fleck efter endnu en nedtur.

Herefter går det længere og længere ned ad bakke for Fleck. Filmen foregår for længe siden, muligvis i 80érne, i Batmans by Gotham. Vi møder faktisk også drengen som senere vil blive til Batman, og filmen bruger paralleler mellem Arthur Fleck og den unge Bruce Wayne på flere forskellige måder. Blandt andet ved at Bruce Waynes far spiller en vigtig rolle i Arthurs fortid, ligesom han naturligvis gøre det i Bruces.

Som noget usædvanligt for en superheltefilm, er Joker også en politisk film, på en mere end overfladisk måde. Arthur Fleck er den syge som systemet har smidt på gaden. Og systemet vil sige de rige, blandt andet repræsenteret af Bruce Waynes far. Flecks mangel på humoristisk sans (i hans ambition om at blive komiker) fortolker han selv som at hans form for humor er noget de andre ikke forstår. På samme måde som de rige ikke forstår de fattige. Så da Fleck omsider gør oprør mod dem som har holdt ham nede, er det både et oprør mod dem der har holdt hans værdi som menneske/komiker nede og de rige mennesker som har skabt det samfund der har kasseret ham som en fattig, der ikke var noget værd.

Joker fejres som oprørsleder

Det virker mærkeligt at se en psykotisk superskurk som The Joker fremstillet som et offer der søger retfærdig hævn. Men virkelighedes superskurke er ofte tæt på at have den baggrundshistorie. Det gør naturligvis ikke at det er i orden at reagere som en psykotisk massemorder. Men det er værd at tænke over om ikke et mindre skævt og mere empatisk samfund ville være langt bedre at leve i. Måske Batman så måtte undvære nogle af sine dyre gadgets og måske ville hans job som forbrydernes skræk blive helt overflødigt. Men jeg vil tro at han nok skulle klare sig alligevel.

Det er ret glædeligt at se at Warner turde bruge deres Batman-franchise på denne her måde. De er blevet belønnet med et billetsalg som for en film lavet på det tredobbelte budget af Jokers ville have været ganske godt. De to ting hænger nok også sammen: En film med et relativt lille budget vil filmselskabet ikke kunne tabe så mange penge på, og derfor tør de også lade flere ting være op til instruktøren. Men under alle omstændigheder ser jeg frem til at der bliver lavet mange flere spændende film-eksperimenter med superhelte-tegneseriernes råstoffer. I hvert fald er Joker en film jeg kun kan anbefale, både til superheltefans og til fans af psykologiske dramaer.

Seneste nyt er at Joaquin Phoenix vandt en Golden Globe for sin fantastiske præstation i hovedrollen, og nu også er Oscar-nomineret for den.

Arthur Fleck venter på at møde sit store idol.