Om superhelte, retfærdighed og teknologi

Hvis man sætter sig ned og tænker over hvad superheltegenren er, er det første der falder en ind måske at det er mennesker med overnaturlige evner og farvestrålende kostumer som tilbringer meget af detes tid med at slås. Men så er der jo en som Batman, som ikke har overnaturlige evner, og mange som ikke bruger kosturmer og af og til tilbringer de mange hæfter eller det meste af en film med andre ting end at slås. Jeg vil i stedet hævde at superhelte har noget at gøre med retfærdighed. På den ene eller anden måde. Det kan være superheltene som er de gode og deres modstandere som er de onde, eller det kan være mere kompliceret end det. Superman kæmper blandt andet for refærdighed. To af de mest populærer superhelte-grupper hedder hhv. “Lovens Vogtere” og “Hævnerne”. Klassiske superhelte bekæmpede forbrydere, ligesom politiet, og ligesom fiktionens detektiver ofte er bedre til politiets job end politiet, gælder det samme superheltene. Siden superheltenes start er de almindelige forbrydere blev erstattet med superskurke, som man kan sige er forbrydernes modspil mod superheltene. Hvor superheltene overgår politiet, overgår superskurke almindelige forbrydere. Somme tider er de direkte spejlbilleder af heltene, som Lynets modstander Professor Zoom, der ligesom ham kan bevæge sig ekstremt hurtigt eller Iron Mans modstander The Titanium Man.

Flash vs Zoom

Hvor superheltene motiveres af retfærdighed, er superskurkenes vel nærmest uretfædighed. De fungerer ofte kun rigtigt som et modstykke til helten. Et af de tydeligste eksempler på dette er The Joker, hvis mål ofte blot er tilfældige drab og ødelæggelse. Nogle superskurke motiveres direkte af et had mod superhelten, som kan være baseret på noget så banalt at det blot ligner noget en forfatter fandt på en sen aften. For eksempel i de gamle Superboy-serier, hvor Lex Luthor hadede Superboy fordi det var ham som forårsagede det uheld, der gjorde Luthor skaldet. De mere begavede forfattere finder dog altid på en bedre motivation for superskurken – helst en der sætter ham op som det moralske modstykke til helten.

Superboy Luthor

Så den grundlæggende i superhelte-serier er at det er en kamp mellem det gode og det onde. Det kan så være karrikeret eller gjort mere uldent, som Judge Dredd der er en slags superhelt, men den retfærdighed han kæmper for er en totalitær stats og den “ondskab” han kæmper mod er ofte blot småforbydere som prøver at overleve i en hård verden. Men det er stadig sprøgsmålet “hvad er retfærdighed” som læseren skal forholde sig til. Også de amerikanske superhelte fra især 1990’erne kunne bevæge sig ud på moralsk dybt vand. En superhelt som The Punisher, hvis egenskab var at han var rigtig god til at skyde og dræbe, var populær i den periode. Men han mente selv at han var den gode og dem han skød de onde, hvilket læseren så kunne forholde sig til.

The Punisher

Men der er en anden ting ved supeheltene. Måske illustreres det tydeligst med filmen “Last Action Hero”, hvor en actionhelt kommer til den verden hvor hans skuespiller bor. Her viser det sig at man faktisk kan komme til skade, når man gør nogle af de ting en actionhelt gør i en virkelig verden. Ligesom actionhelten befinder superhelten sig heller ikke i den virkelige verden. Superhelten kan også foretage sig helt utrolige ting som går langt udover hvad almindelige mennesker kan slippe godt fra. Ikke som evner, men som noget der ligger i selve genren, og som læseren må acceptere. Spørgsmålet er så hvad det er de kan slippe af sted med. Jeg mener der er en gennemgående rød tråd i det de kan: At kunne beherske og besejre teknologi. Hvor en actionhelt er i stand til at anvende teknologi, kan en superhelt overvinde den. Han bliver ikke ramt af skydevåben, besejrer kæmperobotten med de bare næver eller opfinder et våben der kan besejre superskurkens teknologi. Hvor science fiction-genren kan vise teknologier der er oppe imod hinanden, er det i superheltegenren superhelt mod superskurk, en tilbagevenden til før teknologien begyndte at gøre mennesker overflødig. Eller det er superhelten som behersker teknologien på et nivaeu som langt overgår samtidens virkelighed.

Reed Richards

Der er et nært slægtskab mellem superhelte og science fiction her. Hugo Gernsbacks pulp-science fiction var baseret på en fascination af videnskab og teknologi. Også “de tre store” Robert Heinlein, Arthur C. Clarke og Isaac Asimov var generelt postive overfor teknologi. H.G. Wells og mange senere forfattere har været mere kritiske: Teknologien kan også skade os og måske endda føre til vores undergang. Hvor spekulationer over teknologiens negative sider fint kan behandles i science fiction, er sagen lidt anderledes i superheltegenren. Hvis Iron Mans rustning pludselig blev miljøfarlig, måtte han opgive at være superhelt. Hvis teknologi pludselig blev så farlig at superheltene ikke kunne besejre den mere, ville de ophøre med at være superhelte.

Astounding_Grey_Lensman

Ligesom den ekstremt teknologi-positive science fiction døde ud, da fans og forfattere blev mere kritiske, var superheltene ved at dø ud oven på deres første gyldne tid. Men så fandt man pludselig på at lave mere menneskelige og bedre gennemtænkte historier med superheltene, og sølvalderen indtraf. På samme måde fik science fiction-genrens space opera fornyet liv i form af new space opera. Der er hverken for superhelte eller space opera tale om at man fjernede det grundlæggende. I new space opera er det stadig universets vidundere og vild teknologi som er rygraden. Ligesom det hos superheltene er de gode mod de onde og helten der ikke lader sig underkue af teknologien.

Superman bullet

Af og til forsøger en forfatter at pille ved genrens forudsætninger. Jeg mener det er en dårlig måde at fortælle historier på, fordi man hopper et lille stykke ud af genren. Som hvis man læser en science fiction-historie, og pludselig er der blandet noget fantasy i, uden nærmere forklaring. Man får chokeret sine læsere, men også revet dem ud af den fiktion de har levet sig ind i. Pludselig en dag bliver en superhelt ramt af en kugle. Hvorfor? Hvordan? Der skal være en forklaring på det, før læseren køber det. Hvorfor lige den kugle og ikke de foregående tusinder af kugler som blev skudt af mod superhelten? At solen har skriftet farve er en rigtig tynd og dum forklaring (som i illustrationen herover). Det ødelægger fornøjelsen ved at læse superhelteserien.

Rorschach

Alan Moore er en af dem som har pillet ved genren med succes. I hans Watchmen præsenteres vi for en verden hvor der reelt kun er en superhelt. Resten er almindelige mennesker der optræder som superhelte. De kan tabe og de kan dø og der er i det hele taget ikke så meget super over dem. Men her er der ikke tale om hverken en billig chokeffekt eller et billigt grin, men om en nøje gennemtænkt historie fra Moores side. I Watchmen har superskurken en ganske ond, men også ganske forståelig plan, som han vil udføre ved hjælp af teknologi. Og han får held med det ved hhv. at være i stand til at besejre “superheltene” og fordi den eneste rigtige superhelt er så højt hævet over hvad der sker med menneskene, at han ikke griber ind. Først til sidst vender han sig, ikke mod superskurken, men mod en af “superheltene” fordi han rent rationelt tilslutter sig superskurkens holdning.

Doctor Manhattan

Watchmen leger med genrens forudsætninger, at det handler om de gode mod de onde og at helten kan overvinde teknolgien. Superskurken mener faktisk han vil gøre noget godt og er på den måde helten i historien. Men han er uretfærdig, så superheltene må bekæmpe ham. Der hvor vi starter er superheltenes æra væk – de fandt ud af i den virkelige verden kan superhelte ikke overleve. Vi er trådt ud af superheltegenren. Dr. Manhattan har faktisk rigtige superkræfter men er til gengæld så højt hævet over menneskers problemer og moral, at han slet ikke kan passes ind i begreberne godt og ondt. Så vi ender med at superhelte i Watchmen bliver en blanding af en nostalgisk drøm og en virkelighed hvor de ikke kan overleve, og samtidig har vi miraklet med den virkelige superhelt, der viser sig at være ubrugelig som superhelt.

The Boys

Watchmen fortæller en fremragende historie der elegant leger med genren ved at fjerne dens forudsætninger. Derimod er det ikke afvsning af genren som sådan. Det er til gengæld Garth Ennis’ “The Boys”. “Skurkene” her er hverken superskurke eller superhelte, men det stof der giver folk superkræfter, dvs. det er hele genren som står under anklage. Ennis’ indædte had mod genren skinner desværre alt for meget igennem i en serie som ellers er velskrevet. Hvis man ikke bryder sig om genren er det fair nok – det er klart for de fleste at man ikke kan reducere alt til en kamp mellem godt og ondt, og at mennesket ikke altid vinder over teknologien. Men det er genrens forudsætninger, hverken mere eller mindre. Køber læseren dem, er det bare at læne sig tilbage og følge med. Hvis man først har købt dem, forventer man ikke at blive smidt ud af sin gode superhelteserie fordi forfatteren har en fiks ide eller en dårlig vittighed at fyre af. Det samme gælder alle genrer: Hvis hovedpersonen i en historisk roman begynder at flyve og skyde med stråler ud af øjnene, så vil de fleste smide bogen fra sig i irritation.

Wolverrine Kitty

I den seneste X-Men film “Days of future past” er plottet det at mutant-dræber-robotterne Sentinels har udryddet næsten alle mutanter (dvs. superhelte) engang i fremtiden. Jeg kan huske da jeg læste de tegneserier den er baseret på, engang i 1980’erne. Det gav en ganske god chok-effekt at se alle superheltene blive dræbt, og det var til at holde ud, fordi superheltene fik lov at dø i kamp. I film-versionen var det bare en ren nedslagtning, som dræbermaskiner fra Terminator mod almindelige mennesker. Det irriterede mig virkelig. Det er sgu da superhelte, ikke statister i en splatterfilm! Sentinels fra fremtiden var fuldstændig umulige at besejre for superheltene og de mindede mig også for meget om Borgs fra Star Trek, som jeg altid har fundet latterlige: Hvordan kan de “assimilere” alting – det er en magisk evne, ikke en teknologisk. Der var i øvrigt en næsten ubesejerlig super-sentinel i et senere nummer af tegneserien, men der var kun en af dem, og den var langt bedre gennemtænkt.

x-men-days-of-future-past

Hvis superheltene skal fungere, er det vigtigt at genrens forudsætninger overholdes: Hvis ikke det handler om de gode mod de onde, mister historien sin dynamik: Det bliver nogle tilfældige tosser i farvede kostumer som slås. Hvis ikke superhelten er en som kan overvinde og beherske teknologien, så mister han/hun det som gør superhelte til noget særligt – så er det “bare” en historie om mennesker. Os der jævnligt besejres af en genstridig computer og kommer til skade hvis nogen bruger våben mod os. Det er fint nok med historier om mere realistiske mennesker, men de har ikke noget at gøre i min superhelteserie!

James-McAvoy-Patrick-Stewart-Ian-McKellan-and-Michael-Fassbender

I superhelteserierne er universet bygget op omkring den virkelige verden og holder sig nogenlunde til det, med nogle få nødvendige afvigelser så der er plads til superheltene. Der er undtagelser, men det er som regel i enkeltstående serier. Det kan forklares ved at superheltene lever skjult, at de ikke blander sig i politik eller at superheltene og superskurkene bruger tiden på at bekæmpe hinanden, så resten af verden forbliver relativt uforandret. Hvad der derimod er meget svært at forklare, er hvorfor superheltenes teknologi aldrig påvirker resten af verden. Men det er vigtigt at gøre forskel på superheltene og resten af deres univers: Superheltene kan styre den avancerede teknologi, men det kan andre dødelige ikke – det går næsten altid galt når superskurke og andre prøver at anvende for avanceret teknologi. Så må superheltene redde os. Her har vi også forklaringen på at man sjældent ser masseproduceret super-teknologi: Der skal en superhelts kyndige medvirken til, for at det ikke går galt.

Superman Max Fleischer

Jeg har skrevet dette indlæg om fordi det blev lidt for højtravende, men her til sidst vil jeg prøve at blive lidt filosofisk alligevel: Man kan se superhelte som vores reaktion på at verden er blevet meget kompleks og det er blevet for svært for os at se forskel på godt og ondt. Samtidig er det en reaktion på teknologiens dominans: Superheltene viser os at mennesket stadig kan bruges på trods af al teknologien, og at uanset hvor avanceret og uforståelig teknologien bliver, er det os mennesker som er herrer over den. Superhelten kan skaffe os retfærdighed i en moralsk relativiseret verden og kan give os kontrollen over den moderne verdens løbske teknologi tilbage.

3 Comments

  • 06/02/2014 - 09:41 | Permalink

    Spørgsmålet er om det ikke er så populært at “ødelægge” genren, fordi det virker lidt umoderne at besejre teknologien? Som en anmelder skrev om den nye Robocop, så er det lidt gammeldags at det er mennesket i maskinen der vinder over firmaet (ved at bekræfte sin menneskelighed), i stedet for at mennesket bruger maskinen/arbejder med teknologien for at vinde. Spørgsmålet er selvfølgelig blot om det siger særligt mange mennesker noget… For hver teknologi-begejstret person, er der altid flere der føler sig trængt af hvad de oplever som irriterende dimser, som er påtvunget dem oppefra, og som måske endda truer deres eget eksistensgrundlag.

  • Henning Andersen
    06/03/2014 - 11:47 | Permalink

    Det er et uhyre interessant perspektiv artiklen lægger. Og det er ganske uretfærdigt (!) at hive 1 eksempel frem på – ikke det modsatte, men noget der komplicerer/komplementerer det: “Red Son”. Kal-Els/Supermans redningskapsel skvatter ned i Ukraine, istedet for i Kansas (eller hvor pokker Smallville så ellers ligger). Superman bliver således forkæmper for “sovjetrusland” og Proletariatets Diktatur. Men kvaliteten i historien/tegneserien ligger i, at det ikke blot er en “vi vender lige tingene på hovedet”. Så ville det bare være kedeligt. I stedet får vi en meget kompleks diskussion om magt, retfærdighed, ondskabens problem, sandhedens værdi og meget andet godt – herunder netop heltes og skurkes brug af teknologi. Og intet er, hvad det synes at være. “Red Son” være hermed varmt anbefalet til videre læsning ifht Flemmings perspektiv.

  • admin
    06/12/2014 - 20:35 | Permalink

    Rasmus: Jeg tror at det er populært at lade teknologien vinde over mennesker, fordi det fungerer så godt i science fiction-film. Men som jeg prøver at argumentere for i mit blogindlæg, så er det en misforståelse af superhelte-genren. Science fiction er en integreret del af superheltegenren, men den er altid på superheltegenrens præmisser.Tag f.eks. en af mine absolut ynglings-superhelteserier TORDEN-agenterne: Her har en international anti-terror-organisation en masse teknologi, men kun nogle ganske få “super-teknologiske” dimser som dens “superhelte” er udstyret med. Det er ikke noget der behøver at være en logisk forklaring på, det er en genrekonvention, men den kan selvfølgelig godt sandsynliggøres ved at det f.eks. er NoMans helt specielle hjerne der gør at han kan skifte krop med sine robotter, at dimserne er afsindigt dyre, så de kun havde råd til at lave en prototype o.s.v. Hvis nogen forsøger at masseproducere dem, går det galt på en eller anden måde. Det er teknologien eller genren der må ofre sig: Marvel-universet ville f.eks. ikke kunne holde til at AIM havde held til at lave et helt varehus fyldt med kosmiske terninger. Det er snyd at lade truslen i en superheltehistorie være en trussel mod genren selv.

    Red Son: Jeg har hørt meget godt om den efterhånden, så den må jeg hellere få læst. I en periode var Superman i øvrigt også ret meget en af den type superhelte der beherskede teknologien, udover at kunne besejre den. “Ensomhedens Fort” var fyldt op med alt muligt teknologi, som han flittigt brugte, f.eks. hans Superman-robotter. De numre Alan Moore skrev af Image Comics’ Supreme var i øvrigt også en hyldest til blandt andet den version af Superman. Kan anbefales som en af de bedste alternative udgaver af Superman.

  • Comments are closed.